Min elleveårige datter skulle optræde med børnekoret, men både min mand og jeg havde travlt på arbejde, så der var ingen til at følge hende. Hun er meget selvstændig, går altid selv til skole og til korprøven, kender rutebussen, og der var direkte forbindelse til Kulturhuset hvor koncerten skulle være. Freja var fast besluttet på at klare det hele uden problemer. Min mand tegnede et løst kort over busstoppestederne, så hun kunne finde hjem igen, og Freja sagde, at hun forstod det hele. Men så, klokken syv om aftenen, ringede telefonen. Hun græd, ordene var uforståelige, og jeg kunne ikke berolige hende over telefonen.
Mor, jeg er steget på den forkert bus! Jeg aner ikke hvor jeg er, og jeg har ikke penge til billetten.
Mit hjerte sad dermed i halsen. Min datter græd og kunne ikke forklare hvordan det var sket.
Rikke fulgte mig til stoppet, men jeg gik den forkerte vej. En dame sagde, at jeg kørte den forkerte retning… Og så steg jeg af, snøftede Freja. Jeg ved ikke hvor jeg er. Her er kun et busstoppested og en lille bod.
Nu indså jeg, at jeg burde have bedt hende finde navnet på stoppestedet og ruten for at opspore hende, men jeg var lige så forvirret og bange som mit fortabte barn. Jeg spekulerede på, om jeg skulle ringe til min mand eller selv køre hele vejen langs alle stoppesteder og lede efter hende.
Mor, vent lidt, sagde Freja, lidt roligere.
Hun lagde telefonen fra sig, og jeg kunne kun høre utydelig mumlen af flere stemmer. Det gjorde mig endnu mere bekymret. Jeg anede ikke hvem der nærmede sig min skræmte, sårbare datter. Efter et minut vendte hun tilbage, stadig grådfuld, men lettet.
Mor, damen ved kiosken gav mig penge til bussen og viste mig hvor jeg skulle krydse for at tage den rigtige hjem. Er du okay? Åh, tak og lov!
Jeg sad og ventede på nåle, da Freja ringede fra bussen og senere fra vores stoppested, og ville tale med mig mens hun gik hjem.
Den dame var nok hjemløs, fortalte hun. Hvorfor tror du det?
Hun sad med en kat og en lille æske med penge bag kiosken. Først så jeg hende slet ikke, men så rejste hun sig og sagde, jeg måtte tage det jeg skulle bruge til bussen hjem.
Det rystede mig dybt. Et menneske, som selv levede af Dankroner og småmynt andre måtte smide, delte dem med et fremmed barn i nød. Ingen andre ville hjælpe, men denne kvinde gjorde det, selvom ingen havde spurgt hende.
