Hele mit voksenliv boede jeg sammen med min mormor. Hun havde opdraget mig helt siden jeg var fire år gammel, fordi min mor havde mistet forældremyndigheden, og min far var slet ikke interesseret i mit liv. Han afleverede mig hos min mormor, som dengang boede i en lille landsby uden for Odense, og overtalte hende til at tage sig af mig. Han kom kun forbi meget sjældent.
Da jeg gik i tredje klasse, kom han pludselig en dag ud til os sammen med en fremmed mand. Min mormor sendte mig straks ud at lege, så jeg ikke skulle høre deres samtale. Da jeg kom hjem igen, var de væk, og min mormor sad og græd. Da jeg spurgte, hvad der var sket, sagde hun blot, at jeg aldrig ville se min far igen.
Det gjorde mig ikke så meget, for i mit hjerte var min mormor både mor og far for mig. I gymnasiet blev jeg virkelig optaget af at sy, og jeg blev hurtigt ret dygtig til det. Den bedste syerske i vores område fru Nielsen foreslog, at jeg burde tage til København og lære det professionelt. Det gjorde jeg så, og sjovt nok boede min far faktisk også i København, men jeg ledte aldrig efter ham det faldt mig aldrig ind.
I København mødte jeg mit livs kærlighed, Frank. Min mormor tog ham straks til sig og velsignede vores forhold. Efter vi blev gift, besøgte jeg ofte min mormor, og under mit sidste besøg lykkedes det mig at gøre hende rigtig glad ved at fortælle hende nyheden om min graviditet. Desværre fik hun ikke lov at opleve sit oldebarn hun gik bort kort efter.
Efter mormors død blev hendes testamente åbnet af advokaterne, og som forventet havde hun betænkt mig med alt, hvad hun ejede. Et halvt år senere dukkede min far pludselig op. Jeg kunne slet ikke kende ham. Han spurgte ikke til, hvordan jeg havde det, fortalte ikke om sig selv eller forklarede sit fravær. Han begyndte bare at kræve sin del af arven.
Jeg kunne ikke holde mig i ro. Jeg sagde, at han ingen ret havde til den arv, da han ikke engang kom til mormors begravelse. Han begyndte ikke at diskutere, men besluttede sig for at sagsøge mig. Retten var selvfølgelig på min side, og han fik ingenting.
Sammen med Frank brugte vi arven til at åbne vores eget lille skrædderi, og jeg formåede at levere så høj kvalitet, at vi hurtigt blev kendte i byen. Jeg er uendeligt taknemmelig overfor min mormor for alt, hun har gjort, for hendes kæmpe indsats og støtte også efter hun ikke længere er her.
