Da min mor var gravid, håbede hun, at hun ville få en lys, dansk skønhed hun har selv fortalt mig det. De første måneder efter min fødsel ventede hun stadig på, at mine ansigtstræk ville ændre sig. Til sidst indså hun, at jeg havde arvet min afdøde farmors udseende, som bestemt ikke var prydet med skønhed.
Fra barndommen husker jeg de bidende komplimenter fra min mor om mit udseende. Mit hår sad aldrig rigtigt, næsen var skæv, jeg kunne ikke smile ordentligt, ørene var for store… Jeg var overbevist om, at jeg ville vokse op og blive grim. Hvis end ikke min egen mor kunne lide mig, hvad kunne jeg så forvente af andre?
Min mor havde stor kærlighed til sig selv. Hun brugte masser af tid og penge på kosmetiske behandlinger og var meget bange for at komme til at se ældre ud, end hun var.
Til sidst, for at bevise sin ungdom og skønhed, begyndte min mor at ses med en mand, der var syv år yngre end hende. Resultatet af deres forhold var ikke overraskende: de blev skilt. Da sagde min mor lidt for sjov: Så kan du jo flytte ind hos mig? Det kan provokerede mig, og jeg svarede hurtigt: Nej, jeg bliver her i huset med far. Mor nikkede, det var tydeligt, at hun havde regnet med den reaktion, og derefter forsvandt hun ud af vores liv.
Min far og jeg havde det stille og roligt sammen, men efter noget tid syntes han også, at en mand manglede en kvinde. Jeg gik i gymnasiet, så jeg forstod hvorfor far bad mig om at overnatte hos veninder, selvom det gjorde ondt at blive bedt om at forlade mit eget hjem.
Jeg var tålmodig med min fars hobbyer, selvom han nogle gange gik over grænsen f.eks. på hans fødselsdag. I to måneder havde jeg sparet mit lommepenge for at købe en kage og en lille gave. Da jeg efter skole kom hjem, i godt humør, åbnede far døren i hastigt taget morgenkåbe og, med et skyldbetynget smil, bad mig igen om ikke at overnatte hjemme.
Døren smækkede, og jeg bandt gaven fast på håndtaget udenfor, og gik hen til min gode veninde fra klassen. Sammen med hendes mor drak vi te og spiste kage, jeg græd, og de trøstede mig… Gudskelov, efter gymnasiet kom Mads ind i mit liv.
Jeg aner ikke hvorfor han blev interesseret i mig, men da han skulle på værnepligt, bad han mig vente på ham. Jeg ventede selvfølgelig, skrev ofte breve, og han kom hjem på orlov senere friede han.
Vi har nu en dejlig familie, to børn, mangler intet, vi elsker og respekterer hinanden. Mine forældre har, indtil for nylig, slet ikke vist interesse for mig, og jeg har heller ikke forsøgt at pleje relationen. Jeg lovede mig selv ikke at ringe til dem i et år ringede nogen af dem til mig? Nej…
For nylig, på gaden, råbte min mor efter mig. Jeg havde næppe genkendt hende, men hendes insisterende tone, som jeg så godt huskede, havde ikke forandret sig:
Altså, du kan stadig ikke finde ud af at klæde dig ordentligt! Kan du hjælpe din mor nu, hvor jeg hører (hvor?) at du har det godt? Du forlod mig, valgte at blive hos din far… Hvor er han nu, din far? Vil du invitere mig på besøg? Jeg svarede, at jeg ikke kunne tage beslutningen alene, men ville ringe tilbage efter at have talt med min mand. Mor smilede blot.
En uge senere kom jeg hjem fra arbejde en aften, og jeg snublede næsten over en persons ben. Bange for at nogen var syg, lyste jeg med min telefon det var min far. Han var beruset, men vågnede op da jeg ruskede i ham:
Giv mig nogle kroner!
Jeg ringede til min mand, og vi fik slæbt ham op i hans lejlighed. Jeg lagde lidt penge på nattøjsbordet ved døren og gik… Efter de mindeværdige møder har jeg aldrig set mine forældre igen og ønsker det heller ikke.
Jeg har lært, at man ikke kan vælge sin familie, men man kan vælge hvordan man former sit eget liv. Det er langt vigtigere at skabe et hjem fyldt med kærlighed og respekt, end at stræbe efter anerkendelse fra dem, der ikke kan give den.
