Rikke kravlede ind under Asgers skrivebord med én eneste mission: at få fat i opladeren til sin tablet, som hendes mand igen engang havde “lånt til testformål”. Opladeren var der dog ikke, men hendes hånd ramte en fyldig sportstaske.
Asger, mener du det seriøst? Fitnesscenter? fnøs hun, mens hun trak lynlåsen op. Det er nyt. Sidst jeg husker dig løbe, var da vi var ved at misse flyet i Kastrup.
Tasken gik op. Inde i blødt skum lå der hænder. Menneskehænder i hudfarve, skåret rent ved albuen, med fine årer og pæne negle. Rikke gav ikke et hyl fra sig hun mistede bare vejret og mærkede et ubehageligt sug i baghovedet. Hun rykkede væk, slog hovedet mod bordkanten, og i flere sekunder kæmpede hun bare for at trække vejret, mens hun stirrede på “parteringen”.
Herregud… Asger… hviskede hun, da lugten endelig ramte hendes bevidsthed. Det lugtede ikke af død, men af eksklusiv silikone og splinterny elektronik.
Rikke rørte forsigtigt ved en hånd med pegefingeren. Den var varm. Ved siden af i tasken lå en udprintet brugsanvisning fyldt med rettelser og en fjernbetjening med en label, hvor hendes mands håndskrift lød: “Prototyp ‘Guldhænder’ [tidl.: Storarmene] Version 1.0. Stemmestyring: ‘Husmoder-M'”.
Hun gned det ømme sted i nakken. Frygten blev erstattet af en lumsk nysgerrighed. Efter hurtigt at have skimmet manualen, stod hun tyve minutter senere i køkkenet og betragtede, hvordan “hænderne” indtog scenen på fingerspidserne, som var de ballerinaer. Rikke fandt knappen til stemmestyring på fjernbetjeningen, trykkede og befalede:
Okay, “Guldhænder”, vis hvad I duer til! Opgaver: kartoffelsuppe, rene vinduer og sæt den der hylde op på altanen, som har irriteret mig i et halvt år. Sæt i gang!
Små højtalere ved håndleddene brummede med en blid, skræmmende høflig kvindestemme:
Modtaget, søde. Lad småtingene være til mig. Slap du bare af. Jeg klarer det hele.
Silikonefingrene knasede, som om de var pianisters opvarmning. Rikke gøs det virkede alt for menneskeligt. Men da den ene hånd greb en kniv og hakkede kål i et tempo, der kunne give enhver københavnsk kok mindreværdskomplekser, og den anden snuppede en klud og gik i gang med loftslampen, åndede Rikke lettet op.
Asger, du er et geni, mumlede hun, idet hun skænkede sig te. Jeg tilgiver dig alt. Også dine sokker. Og opladeren.
Resten af dagen føltes som et hektisk eventyr for en stedmor i et dansk folkeeventyr. Hænderne arbejdede i larmende stilhed, afbrudt kun af den diskrete stemme fra ‘Husmoderen’: “Vær venlig at passe på, gulvet er vådt, sæt dig du bare i stolen”.
De lappede en jakke, så ingen kunne se sømmen selv under luppen. De vaskede vinduer udefra, og den ene hånd hang fra vindueskarmen som en ægte dansk klatre-entusiast, mens den anden polerede glasset. Naboen overfor, der så det, blev så forskrækket, at hun straks trak sig væk fra vinduet.
Da Asger åbnede døren, blev han mødt af duften af rendyrket dansk hjemlig hygge. Rikke sad i stolen, mens “Guldhænderne” gav hende fodmassage.
Rikke! Asger tabte nøglerne og blev kridhvid i ansigtet. Har du tændt dem?! Sluk for dem nu!
Slap nu af, Asger, mumlede Rikke fornøjet. Se hvor godt det er. Selv panelerne er blevet limet fast.
Rikke, der er en fejl i deres ‘Initiativ’-modul! udbrød Asger, og styrtede mod fjernbetjeningen, men var for sent på den.
Den ene hånd slap straks Rikkes fod og lynhurtigt snoede den sig om Asgers slips og begyndte at stramme knuden.
Asger, du ser ikke præsentabel ud, sagde Husmoderen venligt gennem højtaleren. Dit hygieneindeks er under det anbefalede. Venligst gå til badeværelset for desinfektion.
Hun kvæler mig! gispede Asger, mens den anden hånd hurtigt fiskede hans taske, vendte den på hovedet og sorterede kvitteringerne efter datoer.
Tror hun synes, du bør tage et bad, fniste Rikke, men da hånden resolut begyndte at føre en tandbørste ind i Asgers mund midt i entreen, forstod hun, at nu var det alvor.
Rikke, sluk hende! Nu, ellers rydder hun op i mine telefonkontakter! bad Asger desperat, mens den silikoneklædte hånd allerede sæbede hans øre ind. Koden har sat sig fast i overdrive! Hun får os alle ind i sterile bokse!
Rikke greb fjernbetjeningen og trykkede på den røde “STOP”-knap. Hænderne blev straks bløde og daskede mod gulvet som to døde fisk. Stilheden var rungende.
Senere, mens Asger spiste kartoffelsuppe, sad Rikke og betragtede den ene hånd.
Mener du ikke, man kunne “slukke” for hjernen? Lade det være ren mekanik? Så kunne de bare gøre rent og ikke forsøge at omdesigne os?
Asger skubbede lidt til tallerkenen og åbnede sin laptop.
Okay, jeg prøver at sætte en ‘Ligegladheds’-filter ind. Men fra nu af tester jeg alt selv.
Og, Asger, må jeg bede om at få tilføjet rygmassage? Du ved, hvor meget jeg savner dine massager, når du hele tiden er på farten…
Fint, det ordner jeg. Men pas på, Rikke: hvis jeg aktiverer det, kan de også finde på at give rygmassage til buddet fra Just Eat, der leverer pizzaen. Venligheds-algoritmen er lidt følsom, så holde nu fingrene fra dem, indtil jeg siger god for det. Er det en aftale?
Selvfølgelig, Asger, svarede Rikke med slet skjult list og et finurligt smil.
Livet lærer os, at selv den bedste hjælp kun virker, hvis vi beholder kontrollen ellers risikerer vi at blive styret af vores egne opfindelser.
