Allerede inden brylluppet talte det unge par om at købe deres egen bolig. Marias forældre lovede at give hende penge til halvdelen, og Emil ville lægge resten fra sin opsparing og tage et lån. Han tænkte, at det uden vanskeligheder kunne betales tilbage på et par år, og at han og hans kone ville have en fælles bolig, hvor begge havde rettigheder ikke kun én af dem kunne tage alt, hvis der en dag kom skår i glæden. Det virkede fair, og min søn var villig til at betale renter for det.
Selvfølgelig virker det underligt at overveje skilsmisse før brylluppet, men i dagens Danmark kan alt ske, og det er klogere at være forberedt end at stå uden noget.
Vi støttede vores søn i den beslutning; svigerforældrene sagde først god for det, men pludselig, blot et par uger før vielsen, gav de brudeparret en dyr gave de havde selv købt en lejlighed til dem. Det havde de råd til, så sådan blev det. Problemet var dog, at lejligheden nu stod i Marias navn, ikke fælleseje så det hele tilhører min svigerdatter. Samtidig forlanger svigerforældrene, at min søn bare betaler for renoveringen og køber møblerne. Det kan jo slet ikke sammenlignes med selve lejlighedens pris, men… Nu skal han tage lån, bruge sine penge, og til sidst efterlade alt til svigerdatteren? De er så snu, jeg bliver helt frustreret!
Men Maria er lykkelig og fornærmet over, at Emil har tvivl. Imens insisterer svigermor på, at der ikke bliver bryllup uden en ordentlig renovering, og jeg frygter, at noget går galt, og kærligheden bliver til konflikt på grund af denne lejlighed.
Nogle gange viser situationer, hvor penge og ejerskab er involveret, at det er vigtigt med klare aftaler og åben dialog for ellers kan selv den største glæde ende med at så tvivl og bekymringer. I Danmark siger vi, at man skal bygge både hus og ægteskab på tillid; det er værd at huske, før man træffer store beslutninger.
