Jeg besluttede at give min søn mine gamle møbler fra soveværelset og køkkenet. Anders har boet sammen med Mette i fem år, men de har næsten ikke haft råd til nye ting. De mangler udstyr og møbler, og de sover endda på en oppustelig madras. En dag fortalte jeg Anders, at min mand og jeg skulle udskifte møblerne, og han kunne få vores gamle sovesofa og to solide skuffer. Anders blev glad og sagde, at han ville tale med Mette.
Det viste sig dog, at svigerdatteren ikke var tilfreds med tilbuddet. Hun sagde, at hendes mor aldrig ville give hende brugte, gamle møbler!
De gamle møbler er faktisk stadig i rigtig god stand. Skufferne er robuste og af træ, og kostede en del, sovesofaen var også dyr, for min mand og jeg har haft mulighed for at investere i kvalitet.
Selvfølgelig er tiden kommet til at forny lidt. Vi vil gerne have noget nyt i hjemmet, og vi har penge til det.
De gamle møbler ser pæne ud og vil kunne bruges i mange år endnu. Det er synd at smide dem ud. Vi får ikke meget ud af at sælge dem; det ville bare være besvær med annoncer og fremvisninger. Hvem gider alt det?
I vil bare give os noget gammelt skrammel siger Mette. Jeg ønsker jer det bedste! svarer jeg. Men I har jo nærmest ingenting; det er så tomt, at man kan høre ekko. Jeg tilbyder jer gode ting, og alligevel er du ikke tilfreds.
Jeg har allerede hjulpet de unge med at få en bolig. Jeg solgte mit sommerhus, og lidt af pengene gik til dem. De lagde deres opsparing sammen, og købte en toværelses lejlighed. De håbede, det ville være praktisk, hvis de en dag fik børn. Jeg lånte også penge af min søster til at hjælpe med renoveringen. Det var ikke meget, og de kunne nemt betale det tilbage.
Min mand og jeg blander os ikke i, hvordan de unge håndterer deres økonomi. Vi sagde til dem, at de var voksne og selvstændige, og alle beslutninger måtte de tage selv. Når svigerdatteren indvender, at hendes mor ville gøre anderledes, kan vi kun trække på skuldrene. De har lavet nogle små reparationer i lejligheden.
De har malet væggene og lagt vinylgulv. Men der er stadig ikke penge til møbler. Min søn vil ikke låne mere, og de lever blandt bare vægge med et par taburetter og madras. Ja ja, man må jo starte et sted. Jeg valgte at hjælpe lidt mere.
Jeg har et indbygget køkken, det kan skilles ad og flyttes hjem til jer foreslår jeg. Det er bedre end ingenting, og jeg har emhætte og komfur. Møblerne i soveværelset er næsten som nye.
Anders var glad, men Mette var stadig utilfreds.
Jeg forstår godt, det giver uro hos de unge. Mette mener måske, at ældre ikke behøver nye møbler. Hun synes, det ville være mest rigtigt, hvis deres familie fik nyt, og os ældre tog det gamle.
Måske har hun ret. Måske ser det ikke så pænt ud, at vi giver vores barn det, vi ikke selv vil have, og så køber nyt til os selv? Det har jeg aldrig tænkt på før. Men jeg synes nu, Mette kunne glæde sig bare lidt.
Til sidst har jeg lært, at støtte og omsorg kan have mange former. Det vigtigste er ikke om man får noget nyt eller gammelt, men at man hjælper hinanden og ser muligheder fremfor begrænsninger. De bedste gaver er dem, der kommer fra hjertet.
