Syv år til tebordet

SYV ÅR TIL KAFFEN
De gik fra hinanden i august, som to sværdfægtere der prikkede hvor det gjorde allermest ondt med deres ord.
Du vil altid finde nogen andre at skyde skylden på end dig selv! råbte Karsten og smækkede døren bag sig.
Han troede, de bare tog en pause, så hun kunne savne ham, men Anemone lukkede døren for altid, tænkte hun i hvert fald dengang.
Et år efter blev der holdt bryllup med den pålidelige, fornuftige Peter. Tre år endnu og hende på barsel, nætter uden søvn, erkendelsen af at pålidelig ikke nødvendigvis betød sin egen. Peter var struktureret som en dansk folkeskole, men der fandtes ikke et eneste kapitel om hende i hans bog.
Karsten fulgte det hele med et halvt øje.
Så din eks i Torvehallerne forleden, nævnte en fælles ven over en øl på Nørrebro. Hun har vist lagt sig lidt ud. Dotteren ligner hende. Hun maser med barnevognen alene, hendes mand er vist altid ude at rejse.
Karsten nikkede, drejede isterningen i glasset med Tuborg.
Han havde ikke været hende tro i traditionel forstand lidt bekendtskaber, endagsflirter, tomme snakke men han var blevet mærkeligt følelsesløs indeni. Han stod bare på pause, ventede på at tiden gik over.
De mødtes igen syv år senere uden for Rema 1000 i Hellerup. Anemone bar tunge indkøbsposer, mens en lille pige klatrede op og ned ad kantstenen.
Lad mig hjælpe dig, sagde Karsten, og tog bare poserne. Uden at sige mere.
Anemone stivnede og vendte sig hastigt.
Tak, udåndede hun, som om hun ikke havde sovet hele natten. Karsten? Er du hvad laver du her?
Kom bare forbi. Fik øje på den gamle Toyota. Har du stadig ikke solgt den?
Den er det eneste i mit liv, der ikke svigter, hun trak på smilebåndet, men der var ingen glæde i det.
Syv år er ikke bare en tidsangivelse. Det er Anemones vane for evigt at holde et halvt øje med sit barn, Karstens nyvundne selvtillid, deres fælles fortid
Mor, jeg er tørstig! pjattede Sofie, og hev i bildøren.
Vent et øjeblik, Sofie sagde Anemone og vendte sig imod Karsten. Jeg blev skilt for et halvt år siden. Det der med at stifte familie for at vise sig over for eksen det duer ikke. Fundamentet holder ikke.
Jeg ved det, eller, jeg regnede det ud. Så dine billeder på Facebook du så trist ud på et luksushotel
De lod stilheden hænge et øjeblik.
Anemone satte sig hurtigt ind i bilen.
Kommer du forbi i aften? spurgte hun og rullede vinduet ned. Men vi har dryppende vandhane og legetøj overalt.
Dryppende vandhane klassisk, grinede Karsten. Jeg kommer. Med værktøj.
Det lignede en ny chance, som ville kræve hundrede gange så meget som dengang før. Men nu vidste han i det mindste, hvorfor han havde fået netop denne dag tilbage.
Han kom virkelig om aftenen. Værktøjskassen i den ene hånd, et net fyldt med store grønne æbler i den anden sådan nogle som Anemone plejede at gnave sig igennem om natten.
På køkkenet gav vandhanen efter på fem minutter, men Karsten skyndte sig forsigtigt langsomt, lyttede til stemmerne fra stuen. Derinde kæmpede Anemone med Sofie:
Mor, en historie mere!
Sofie, vi sagde jo, historien om bjørnen var den sidste.
Så skal onkel fortælle!
Onkel ordner vandet, så vi ikke vågner midt i Øresund i morgen. Sov nu.
Da børneværelset blev stille, kom Anemone ud i køkkenet. Hun havde byttet jeans ud med slidte hyggebukser, håret sat op i en rodet knold. Hun slog sig ned, mens Karsten tørrede hænderne for olie.
Glem ikke at skifte pakningen i hanen, hviskede hun. Peter lovede det i tre år.
Allerede gjort, sagde Karsten og satte sig overfor. Og afløbet er renset.
Ved du, hun kiggede på æblerne i nettet, jeg har øvet mig på det her møde i syv år. Troede, jeg ville komme i min bedste kjole, ledsaget af en succesfuld mand vise hvordan jeg havde det helt fantastisk uden dig. Og nu nu har jeg det bare godt. Kjolen er ligegyldig.
Karsten stillede sig bag hende og lagde forsigtigt hånden på hendes skulder.
Vi tabte alt for meget tid, Anemone. Vi opførte os som børn, der får en antik vase og straks skal tjekke om den går i stykker.
Vi smadrede den, Karsten.
Så limer vi den. Ikke så pæn som før, men stærkere. Måske er vi endelig voksne nok til ikke at tabe hinanden mere.
Anemone lagde sin hånd ovenpå hans.
Skal vi ikke bare drikke kaffe? hun smilede, og der lå syv års tavse ord i det enkle forslag. Men led ikke efter kaffen, det klarer jeg. Du har fortjent pause fra vvs i dag.
Sæt elkedlen over, svarede Karsten og slog sig ned igen. Vi har hele natten til bare at være stille sammen.
Morgenen kom med hvislende dyner og et nysgerrigt blik. Karsten slog øjnene op og fattede ikke lige, hvor han var: en fremmed pude duftede svagt af Anemones parfume.
På sengekanten sad Sofie, iført en pyjamas med slidte enhjørninger og det alvorligste ansigt i verden.
Hvorfor sover du her? spurgte hun sagte. Har du ikke dit eget hjem?
Karsten satte sig op, gned øjnene. Sytten år med ensomme morgener havde gjort ham ringrusten til samtaler som den her.
Jo, svarede han lige så lavt. Men vandhanen drypper ikke dér. Kedeligt.
Mor siger, at du er en håndværker. Håndværkere går altid når de har ordnet tingene.
Jeg er en særlig slags håndværker, sagde Karsten og trak op i ærmet, så pigen kunne studere hans tatovering. Jeg kan også lave grød. Med eller uden klumper?
Uden! sagde Sofie bestemt. Mor kalder klumper skatteøer, men jeg kan ikke lide skatte. Jeg elsker syltetøj.
Da Anemone kom ud i køkkenet, standsede hun op i døren. Karsten kun i efterladte joggingbukser stod ved komfuret, mens Sofie sad på køkkenbordet og ivrigt stak skeer ind til ham, som en miniassistent.
Jamen dog, sagde Anemone og støttede sig til karmen. Har jeg sovet over mig?
Vi har lavet en aftale, sagde Karsten og sendte hende et varmt blik. Sofie har ansat mig til at stå for morgenmaden. Foreløbigt på prøve.
Han siger, der er kedeligt hjemme hos ham, ivrigt stak Sofie ind, mens hun slikkede syltetøj af skeen. Mor, går han når han har spist færdig?
Tavsheden gled ind mellem dem. Karsten lagde viskestykket, gik hen og tog Anemone i hånden åbent, foran barnet uden usikkerhed.
Nej, Sofie. Jeg går ikke i dag. Eller i morgen, for vores vedkommende. Din mor og jeg har mange eventyr, vi ikke har fået fortalt endnu.
Anemone lagde panden mod hans skulder.
Ved du, det bliver ikke let? sagde hun sagte. Sofie er jo min datter hun får dig til at bygge LEGO-slotte og se Frost om og om igen.
Efter syv år i stilhed? Karsten lagde armen om hende. Jeg spiller da gerne barbie, bare for at der dufter af kaffe og dit grin igen i køkkenet.
De spiste morgenmad sammen, Sofie dinglede med benene og fortalte om en sur pædagog i børnehaven, mens Karsten og Anemone så på hinanden over hendes hoved.
Karsten, spurgte Anemone, da han skulle til at hente sine ting. Efterlader du værktøjet?
Ja. Er der noget mere, der skal fikses?
Mit hjerte, hun smilede tørt.
Han nikkede, kyssede hende let i panden og gik ud i entreen. På vej ud hørte han Sofie spørge:
Mor, kommer han tilbage? Han har da glemt posen med æbler.
Han kommer igen, skat, sagde Anemone. Det gør han.
To måneder gik. Den limede vase holdt bedre end ventet. Karsten blev langsomt en del af hjemmet: der lå hans tandbørste på badeværelset, tunge løbesko i gangen, og på køkkenbordet blev kaffe uden sukker stille en vane, som Anemone før altid havde brokket sig over, men nu accepterede uden diskussion.
Samstødet med fortiden indtraf på en lørdag. Peter Anemones eksmand kom præcis kl. 10 for at hente Sofie. Han var som altid stiv i betrækket: pressefolderne i frakken, dyr parfume, det stive smil Anemone kaldte Ministeren.
Hej Anemone. Er Sofie klar? han frøs midt i entreen da han så Karsten, der bar præg af at høre til. Og hvem er så dét? Endnu et selvudviklingsprojekt?
Karsten trådte frem og rakte hånden frem.
Karsten. Anemones ven.
Peter tog ham ikke i hånden, men sendte ham et blik som gammelt brød nederst på hylden.
Ven? Du er hurtig, Anemone. Lad os håbe din nye kan betale regninger og ikke kun stå pænt i entreen.
Anemone skød ryggen, åbnede munden, men Karsten lagde roligt en hånd på hendes albue. Hans stemme var rolig og lavmælt:
Hør her, Peter. Du er kommet for at hente din datter, ikke for at kommentere Anemones privatliv. Den tid er ovre.
Sådan! Peter fnyste og skævede til hende. Du overlader dit barn til en fremmed? Har han rene papirer? Eller vælger du stadig med hjertet og ikke hovedet som dengang du tudede ud over din gamle idiot?
Slaget ramte. Anemone blev bleg. Det var sandt hun havde i et svagt øjeblik fortalt Peter hvor ondt Karsten havde gjort hende.
Ja, sagde hun stille og så ham lige i øjnene. Jeg har valgt ham. Da, nu og fremover. Ved du hvorfor? Fordi jeg er levende med ham. Med dig var jeg en kulisse i din perfekte lejlighed.
Far! Sofie kom løbende ud med sin kanin-rygsæk.
I et øjeblik falmede spændingen.
Peter gav sig sine bedste fader-lygtemænd på.
Klar, lille ven? Skal vi hente en is?
Ja! Må Karsten komme med? Sofie så spørgende op på ham.
Nej, Sofie, Karsten satte sig på hug. Det er din fars dag i dag. Vær nu sød.
Da døren smækkede efter dem, bredte stilheden sig i lejligheden. Anemone lænede sig op ad væggen og lukkede øjnene.
Undskyld. Han ved, hvor han skal slå. Det jeg fortalte ham
Glem det, sagde Karsten, lagde armene om hende bagfra og stak næsen ned i hendes hår. Vi har begge sagt ting på de syv år. Peter er bare fortidens ekko. Ubehageligt, men kun et ekko.
Er du ikke vred?
Jo. Men mest lettet over, at du har forladt ham.
Karsten drejede hende om mod sig.
Ved du, hvad der slog mig? At se på Peter så ved jeg, hvorfor du gik. Du søgte stilheden efter vores storm. Men stilheden var også kold.
Anemone smilede:
Kold så det gjorde ondt i knoglerne.
Så sæt kaffen over. Vi må hellere varme os, inden Sofie kommer hjem og starter den næste slot-bygning.
Søndag aften blev afdæmpet. Sofie faldt i søvn til tegnefilm, og Karsten måtte en sidste tur til sin gamle lejlighed for at hente det sidste.
Anemone ryddede op i pulterrummet – hun ville gøre plads til hans værktøj.
Hun fandt en slidt mappe. Ud faldt et gulnet brev uden frimærke.
Anemone stod stille. Hun huskede det brev. Hun skrev det for fem år siden, da hun fandt ud af, hun var gravid og ensomheden sammen med Peter var til at tage og føle på. Hun havde været på vej til postkassen, men turde ikke.
I det samme lød nøglen i hoveddøren. Karsten kom ind med to tunge flyttekasser.
Pyh, sidste omgang! Finder jeg én cd mere, brænder jeg dem han stivnede da han så Anemone sidde på gulvet. Hvad har du fundet?
Anemone rakte ham brevet.
Mig selv. For fem år siden.
Karsten satte sig ved siden af hende, åbnede forsigtigt kuverten og læste stille:
Hej Karsten. Du kommer aldrig til at læse det her. Jeg har dummet mig. Giftet mig med en, der ikke hører mig, for at overdøve din stemme i mit hoved. Jeg har fundet ud af, jeg er gravid. Jeg er bange for, at jeg vil lede efter dig i mit barns øjne, selvom jeg godt ved det ikke kan lade sig gøre. Undskyld for den august. Vi var for stolte til at være lykkelige
Karsten læste til ende og så længe på brevet, før han endelig så op på Anemone.
Fem år siden, sagde han dæmpet. Fem år siden sad jeg med en tilfældig pige på Sønder Boulevard og prøvede at huske duften af dit hår. Hvis du havde sendt det brev
Så hvad? hviskede hun. Ville du være kommet? Redde mig fra Peter?
Nej, Karsten rystede på hovedet. Jeg havde ikke kunnet. Du var gift, jeg var vred på hele verden. Vi havde gjort det endnu værre for os selv.
Han løftede hendes hage, så hun så på ham.
Godt du aldrig sendte det.
Godt? hun løftede øjenbrynene.
Ja. Ellers var vi jo bare mødtes igen som to knuste, ulykkelige. Nu mødes vi klar.
Karsten rejste sig, tændte en lighter og lod brevet brænde ud i askebægeret.
Hvorfor? hviskede hun.
For at der ikke længere er spøgelser herinde, han trak hende ind til sig. Fem år gamle Anemone er borte. Der er kun hende, der lavede kaffe til mig i dag. Og mig, der endelig er hjemme.
Anemone puttede sig tæt.
Ved du hvad, sagde hun, Sofie har faktisk dine øjne. Ikke direkte, men når hun stikker hagen frem i trods så er det dig.
Stakkels pige, Karsten grinede. Hun får brug for min hjælp til at håndtere det. Jeg må hellere blive lidt endnu
Et halvt år gik. Hverdag blev tryg. Hver morgen diskuterede de hvem, der skulle følge Sofie i børnehave eller hvorfor havregrynene altid slap op.
Peter var ikke længere et stormvejr bare den stille strøm, der troligt hentede sin datter om lørdagen.
En helt almindelig regnvejrsdag sad Karsten og lappede Sofies yndlingslegetøj. Anemone sad ved siden af og sorterede regninger. Det var varmt og rart i køkkenet.
Ved du, brød Karsten stilheden, syv år det var bare en ualmindeligt lang pause mellem akterne.
Anemone så op, smilede og lagde sin hånd over hans:
Det vigtigste er, at vi ikke gik ud af teatret før anden akt. Selvom buffeten var dårlig og vores pladser var allerbagerst.
Karsten sagde roligt:
Vi blev voksne nok til lykken.