Og han er virkelig okay med det hele? spurgte min veninde forundret.
Jeg nikkede. Johanne sad længe og betragtede mig, utvetydigt overrasket.
Ja, jeg sagde det til Emil allerede inden vi blev gift, indrømmede jeg stille, mens jeg krøb op i sofaen med benene under mig. Jeg fortalte ærligt, at jeg ikke kunne få børn, og at der ikke var noget at gøre ved det.
Og hvad sagde han så?
Han sagde, at vi sagtens kunne være lykkelige sammen uden børn, svarede jeg med et lille smil. Han har to søstre og en bunke niecer og nevøer. Så det er ikke fordi, han savner det i sit liv.
Johanne rystede på hovedet, og i hendes blik var der noget, der mindede om misundelse ikke ond eller bitter, men beundrende og oprigtig.
Du har virkelig fundet dig en god mand, Alma, min veninde trak sig lidt tættere på. Der findes ikke mange af den slags.
Jeg lod blikket hvile på min hånd og kiggede på min vielsesring, der glimtede diskret. Fire år var gået, og alligevel kunne jeg stadig ikke altid tro på mit eget held. Så mange forhold var gået i stykker netop på grund af diagnosen. Så mange mænd havde forladt mig efter en vanskelig samtale. Jeg kunne stadig huske hver eneste af dem, deres undskyldninger, deres frygtsomme smutveje ud.
Ved du hvad, jeg var begyndt at forlige mig med tanken om at skulle være alene, sagde jeg lavt. Jeg troede til sidst, at der var noget galt med mig, at jeg var ødelagt, ikke hel.
Johanne tog min hånd og trykkede den blidt. Jeg sendte hende et taknemmeligt blik og fortsatte.
Og så dukkede Emil op. Og det var, som om alting fandt sin plads, som et puslespil der pludselig blev samlet, jeg satte skuldrene tilbage og smilede. Han stak ikke halen mellem benene, han begyndte ikke at lede efter undskyldninger. Han tog bare mig som jeg er.
Du fortjener det, sagde Johanne, mens hun rejste sig. Nå, veninde, jeg må videre. Jeg har et tidligt fly i morgen.
Jeg fulgte Johanne ud til døren, og vi gav hinanden et langt farvelkram. Hun skulle på forretningsrejse i to uger, og jeg vidste allerede, jeg ville savne vores aftenhygge.
Emil kom hjem på slaget et kvarter i seks, og jeg havde netop fået sat aftensmaden på bordet. Han så både træt og tilfreds ud. Det første han gjorde, var at kysse mig på kinden.
De snakker kun om dig ovre på kontoret, sagde Emil og smed jakken. De savner dig. Spørger hele tiden, hvornår du kommer tilbage.
Jeg kom til at grine og rettede på mit hår, hvor han havde lavet ballade med sit kys. Det hele begyndte jo netop dér, i konsulentfirmaet hvor vi begge havde arbejdet i årevis. Først tilfældige møder ved kaffemaskinen, så fælles projekter men til sidst inviterede Emil mig ud.
Jeg har jo lige fået ferie, vendte jeg mig grinende mod ham. Du må hilse og sige, at jeg kommer tilbage glad og udhvilet.
Det lover jeg! sagde Emil, mens han satte sig ved bordet. Men Maja fra regnskab har spurgt til dig mindst tre gange i dag.
Jeg rystede grinende på hovedet. Maja kendte alt i firmaet det var trods alt hende, der havde afsløret vores forhold allerførst. Fire år tidligere havde hun allerede anet, hvad der var på færde mellem Emil og mig.
Feriedagene fløj afsted, og min fødselsdag nærmede sig hurtigt. Jeg havde glædet mig længe, spændt på, hvad Emil nu fandt på. Han fandt altid på noget særligt: En gang havde han arrangeret en skattejagt gennem hele København, en anden gang en overraskelsesfest med alle vores venner.
Fødselsdagen begyndte dog anderledes. Jeg vågnede alene. Siden af sengen var for længst kold altså var Emil taget afsted tidligt. Jeg strakte mig og smilede stille overbevist om, at han sikkert hentede blomster og lagkage. Telefonen ringede med ét, og et ukendt nummer dukkede op. Jeg tøvede et øjeblik, men tog den hvad nu hvis det var vigtigt.
Hallo? spurgte jeg, mens jeg satte mig op i sengen.
Er det Alma? lød en kvindestemme, kølig og utålmodig. Er du Emils kone?
Ja, hvem er det? Jeg blev straks mere opmærksom. Hvem ringer til mig tidligt om morgenen?
Jeg hedder Vibe, svarede stemmen med en pause. Og jeg er gravid med din mands barn…
Jeg knugede telefonen hårdere. Var det en dårlig spøg? En misforståelse? Tankerne væltede rundt.
Undskyld, hvad sagde du? fik jeg fremstammet.
Er du også døv? Jeg er gravid med Emil og du må skilles fra ham, så han kan gifte sig med mig.
…I dag blev jeg femogtredive. Og for fem minutter siden var jeg lykkelig. For fem minutter siden…
Jeg blev bare siddende, telefonen presset mod øret. Alt var frosset. Sollyset, luften i min stue, morgenglæden det hele stod stille.
Hører du overhovedet efter? Åh Gud, altså, hvad er du for én, Vibe tabte tålmodigheden. Sig det til ham! Gør plads! Mine børn behøver deres far!
Børn? spurgte jeg mekanisk, klamrende mig til ordet.
Ja børn! snøftede hun. Jeg venter tvillinger, forstår du. Jeg har brug for min mand og en far til mine børn og han bor stadig hos dig!
Jeg havde ingen ord tilbage.
Du MÅ gøre noget! Hvis du har bare lidt samvittighed! sagde hun hævet. Jeg er fem måneder henne! Om lidt skal jeg føde!
Så blev forbindelsen brudt. Jeg låste blikket på væggen. Alt det jeg har troet på i fire år var faldet fra hinanden på få minutter
Yderdøren gik op med bravur, og Emil stod pludselig i døren med et kæmpe bundt hvide pæoner, balloner og lagkage. Han smilede glad.
Tillykke med fødselsdagen, skat! Glæd dig til resten af dagen jeg har planlagt det hele!
Jeg så på ham, og han stivnede midt i sætningen. Ballonerne dinglede over hans hoved; pludselig matchede ingenting den følelse, der hang i luften.
Hvad er der sket? spurgte han, mens han satte blomsterne på natbordet. Alma, du ser helt forkert ud… Er du syg?
Din Vibe har ringet, svarede jeg stille. Tillykke, du skal være far til tvillinger. Vidste du det?
Emil blev ligbleg. Jeg betragtede hans ansigt: Skræk, forvirring og panik fór over ansigtet på få sekunder.
Du burde have fortalt mig det før, jeg rejste mig op. Jeg havde ikke villet stå i vejen, ikke med to børn på vej…
Emil faldt på knæ.
Alma, det var en fejl en dum, ubetydelig fejl!
Jeg kiggede ned på ham, og mærkede ingenting. Hverken vrede, sorg eller behov for at råbe eller smide med ting. Bare tomhed. En rungende, kølig tomhed.
Jeg elsker hende ikke, sagde Emil og greb fat i mine hænder. Det skete kun én gang, jeg sværger!
Én gang? Jeg trak kort på smilebåndet. Og så tvillinger?
Hun har fået det galt i halsen! han trykkede mine fingre. Jeg har aldrig lovet hende noget! Aldrig!
Forsigtigt trak jeg mine hænder fri og trådte et skridt tilbage. Emil blev siddende, fortabt og forpjusket, midt på soveværelsesgulvet.
Tak for blomsterne, nikkede jeg mod buketten. Men kunne du ikke tage dine ting og flytte ud i dag?
Alma, for Guds skyld! Han forsøgte at rejse sig. Lad os snakke om det! Please!
Jeg gik mod badeværelset.
Der er intet at tale om. Du skal være far, Emil. Dine børn har brug for dig.
Han forsøgte stadig at forklare og trygle mig. Jeg ventede bare på, han var færdig. Om aftenen havde han pakket alle sine ting og var væk.
Tiden gik, og jeg begyndte igen på arbejdet. Kollegers blikke, hvisken i hjørnerne, påtaget venlighed. Nogle så på mig med medlidenhed, andre med nysgerrighed.
Hvordan har du det? Maja fra regnskab satte sig ved siden af mig i kantinen. Vi tænker alle på dig.
Det går, svarede jeg bare og trak på skuldrene. Jeg arbejder, bliver skilt og lever.
Maja lod det ligge, hvilket jeg var hende taknemmelig for. Sladderen i kontoret spredtes som steppebrand, men det var mig ret ligegyldigt.
Via sladderen fik jeg også at vide, at Emil aldrig flyttede sammen med Vibe hun arbejdede åbenbart også i firmaet, dog i en anden afdeling. Jeg havde aldrig mødt hende, så hendes stemme sagde mig intet.
Hun er fra indkøb, kan du tænke dig fortalte Maja. Mødte hinanden til firmafesten sidste år.
Jeg smilede indvendigt. Der var vist et mønster Emil havde et eller andet med kolleger. Både hustru og elskerinde var fra arbejdet.
Vibe fødte fire måneder senere, og rygtet om tvillingerne løb gennem huset. Jeg så hvordan Emil traskede rundt på gangene med mørke rande under øjnene bleg og mast, som én der ikke havde sovet i ugevis.
Kort efter fødslen søgte Vibe børnepenge den nyhed bredte sig også. Emil måtte pludselig aflevere en stor portion af lønnen hver måned. Han tog ekstrajobs og solgte sin bil.
Synes du ikke synd for ham? spurgte Johanne over telefonen. I var trods alt sammen i fire år.
Nej, svarede jeg ærligt. Hans problemer er ikke længere mine.
Jeg gik stadig på arbejde. Mødtes med veninder. Begyndte langsomt at lægge nye planer for fremtiden. Af og til stødte jeg ind i Emil på gangen.
Vi nikkede blot høfligt til hinanden. Jeg følte ingenting kun et strejf af overraskelse over, at jeg engang havde elsket den mand.
Livet gik videre, og jeg lærte at se verden, som den virkelig er uden illusioner, uden lyserøde briller.
