Adskillige gange spurgte jeg alle, om de ville komme hjem til mig for at fejre nytår. Det plejede at være en familietradition, at vi fejrede sammen, men nu er børnene voksne med egne tanker om deres børn eller kærester. Til at begynde med lovede alle, at de ville komme, men to uger før begyndte løfterne at falde fra hinanden. Min ældste datter sagde, at hendes mand havde givet hende og børnene en gaveen tur til Skanderborg, hvor de skulle stå på ski, så de kunne ikke komme. Mellemste datter var på bryllupsrejse, og den yngste måtte arbejde nytårsaften. Og sådan blev jeg alene tilbage.
Jeg ville ikke sidde alene. Min nabo fra anden sal nævnte, at jeg kunne købe plads på en rundrejse med bus. Turen varede en uge, fyldt med fremmede og sære ansigter. Det var her, jeg mødte Thildeen 62-årig enke, som ligesom mig ikke havde lyst til at være alene over højtiden.
De fleste rejsende holdt sammen i små flokke, eller de fandt hurtigt nye bekendtskaber. Thilde og jeg blev hurtigt et makkerpar. Vi gik på museer, smagte på dansk smørrebrød, snakkede om børnene, om vores liv, om længslen efter glæde, mens vi vandrede gennem sneklædte landsbyer uden guide, alt føltes som en tåget drøm, hvor landskaberne ændrede sig uden logik, og hvert måltid blev serveret på tallerkener af porcelæn der pludselig blev til sukker.
Hvorfor bliver vi ved med at være alene? Skal vi ikke bare gøre noget ved det? Vil du gifte dig med mig? spurgte jeg, og havde allerede forberedt mig på at kalde det for en spøg, hvis Thilde skulle ryste på hovedet. Jo, det vil jeg da, sagde hun og drømte med øjnene.
Efter turen frygtede jeg, Thilde ville fortryde, men hendes ord stod fast. Vi boede i hver sin jyske by, men jeg foreslog, at jeg kunne flytte ind hos hende efter brylluppet. Jeg kunne sælge min lejlighed for et par hundrede tusinde kroner, og vi kunne nyde vores dage sammen, tage på flere eventyrlige rejser som ægtefolk. Jeg fortalte ikke mine børn noget, jeg tænkte, det kunne vente. Da jeg havde sendt et par kasser med ting hjem til Thilde, og jeg havde fundet en god mægler, besluttede jeg mig for at sige det.
Du kan da ikke mene det! Hvilket ægteskab, hvilken flytning? Min ældste datter protesterede. Far, du er alt for gammel til at blive forelsket. Og så vil du sælge din lejlighed? Vi har to børn, de kunne have brugt nogle af de penge.
Pludselig huskede de på mig og min bolig.
Har du råd til at tage i skoven på ferie, har du også råd til børnene, sagde jeg. Min formue deler I først, når jeg ikke længere er her og har det godt. De andre børn mumlede noget om, at de var glade på mine vegne… Vi er glade, sagde midterbarnet og nikkede drømmende, mens hendes nye mand stod som forstenet og gentog hendes nik. Det er bare så mærkeligt og pludseligt. Hvad er der mærkeligt i det? I har jo alle sammen fundet jeres vej, I har partnere. Jeg vil også give og få omsorg. Jeg gider ikke være alene til højtider igen. I rejser væk, skal jeg bare sidde tilbage og stirre ud i mørket og tælle stjernerne i min ensomme drøm? Nej, det synes jeg ikke.
Mine børn blev ved og ved, snakkede og skældte ud. Det handlede ikke om mig, men om min lejlighed, håbet om at kunne splitte pengene. Men jeg besluttede, at jeg selv ville bruge pengene på eventyr og kærlighed og børnene skulle ikke have en krone, før min drøm var drømt færdig.
