I dag kom min veninde forbi, hun bor lige rundt om hjørnet. Vi satte os ned med en kop te. Hun havde taget nogle lækre småkager med. Karen det hedder hun fortalte mig en historie, som nok ville chokere de fleste. Jeg skriver den ned her, som hun fortalte den.
Jeg har både en søn og en datter. I min søns liv gik det helt fint: han har en kærlig kone, smukke børn og de har det godt økonomisk. Min datter har ikke haft samme held. I starten virkede det til, at det hele fungerede for hende og hendes mand; de ville gerne have børn, udvide deres bolig og leve et langt og lykkeligt liv sammen. Når de endnu ikke havde børn, sparede de op til at købe et hus. De drømte om et hus fremfor en lejlighed. De ville have deres eget have, dyrke grøntsager, plante blomster.
Der gik to år. De havde fået sparet penge op, men ikke nok til et hus endnu. Så blev min datter gravid, og de begyndte at forberede sig på den nye familie. Kort efter barnet kom til verden, mistede min svigersøn jobbet på grund af nedskæringer.
Det skal siges, at han ikke virkede særlig bekymret. Han sagde, de havde opsparingen at trække på, og det kunne de leve af. I mellemtiden ville han slappe lidt af, få lidt ny energi og så begynde at søge job.
Efter en uge begyndte han rent faktisk at lede efter job. Eller, han påstod i hvert fald, at han søgte aktivt. Imens passede min datter barnet, lavede mad, vaskede tøj og gjorde rent, mens ham selv sad det meste af dagen foran sin computer.
Et par gange tog han til jobsamtale. Det fortalte han i hvert fald min datter. Men det gik aldrig godt, og han fandt ingen ordentlige muligheder. Han ville heller ikke tage et job, hvor lønnen kun var en lille smule over det danske dagpengeniveau. Nu har han været uden arbejde i tre år. Alle de sparede penge er blevet brugt på mad, regninger og det daglige liv. Det der med at købe hus er udelukket.
Min datter arbejder hjemmefra og passer samtidig den lille. Min svigersøn hjælper ikke engang til, han sidder stadig hele dagen foran computeren, “på jobjagt”, som han siger. Han arbejder ikke, men brokker sig stadig:
“Hvorfor er det suppe igen til aftensmad? Kunne du ikke lave kylling i ovnen?”
Min datter finder sig i det, siger hun ikke vil bede sit barn om at undvære en far. Han elsker jo deres barn.
Jeg forstår det simpelthen ikke hvad er det for en kærlighed til sit barn, hvis man ikke kan tage ansvar og tjene penge til bleer og mælk? Er det mig, der er gammeldags? Hvad skal de gøre, når opsparingen er væk? Forresten, min svigersøn er 33 år gammel.
