Min kone, Helle, og jeg har været gift i 30 år. Jeg har altid været forsørgeren, og Helle gik hjemme og tog sig af huset. Jeg ønskede ikke, at hun skulle arbejde jeg havde det bedst med hende som hjemmegående. Men med tiden blev jeg træt af det hele.
Vores liv var stabilt og præget af gensidig respekt, men kærligheden forsvandt. Jeg syntes egentlig, det var normalt. Det tilfredsstillede mig. Men så skete der noget, der vendte op og ned på det hele.
En aften var jeg ude med nogle kammerater på en bar i København, og dér mødte jeg Alberte. Hun fangede med det samme min opmærksomhed. Hun var tyve år yngre end mig, smuk, charmerende og fuld af liv som taget ud af et eventyr. Vi begyndte at ses, og snart blev hun min elskerinde.
To måneder senere gik det op for mig, at jeg ikke længere kunne holde ud at lyve for Helle. Jeg indså, at jeg slet ikke havde lyst til at tage hjem til hende efter arbejde. Jeg elskede virkelig Alberte og ønskede, at hun skulle blive min hustru.
Efter et par dages overvejelser fortalte jeg sandheden til Helle. Hun lavede ikke noget drama. Hun tog det overraskende roligt, og jeg gik ud fra, at hun heller ikke længere elskede mig derfor den kølige modtagelse. Først nu forstår jeg, hvor ondt jeg egentlig har gjort Helle.
Vi blev skilt. Vi solgte lejligheden på Østerbro, hvor vi havde levet sammen så længe. Alberte insisterede på, at Helle ikke skulle have boligen, så Helle købte sig en lille etværelses. Jeg havde noget opsparing og købte en flot lejlighed sammen med Alberte.
Jeg hjalp ikke Helle økonomisk, lagde ikke en krone ekstra til side til hende. Jeg vidste udmærket, at hun stod uden penge og ikke bare lige kunne få et job, men i virkeligheden var jeg ligeglad.
Vores to sønner ville slet ikke tale med mig. De så det som et voldsomt svigt mod deres mor, og har aldrig tilgivet mig. Dengang bekymrede jeg mig ikke ret meget om det, for min udkårne ventede sig, og vi så frem til at blive forældre.
Kort tid efter fødte Alberte en søn. Drengen lignede hverken mig eller min hustru. Mine venner havde deres tvivl var det overhovedet mit barn? Men jeg nægtede at lytte til deres snak.
Mit ægteskab med Alberte blev ikke, som jeg havde regnet med. Jeg passede mit arbejde, stod for alt det praktiske derhjemme, passede vores barn, og Alberte krævede kun penge af mig. Hjemmet sejlede, maden var aldrig klar, og rodet bredte sig over det hele.
Alberte kom ofte hjem klokken tre, fire om natten, fuld og voldsom, skældte ud over småting og lavede ballade. Jeg blev fyret fra mit arbejde, fordi jeg var udmattet, havde dårlig energi og udførte mit job sløset.
Det holdt kun i tre år med Alberte. Så besluttede min bror, som aldrig brød sig om hende og længe havde mistænkt, at jeg ikke var far til barnet, at få lavet en DNA-test. Det viste sig, at jeg slet ikke var far til Albertens søn.
Vi blev skilt omgående, da det kom frem. I hele denne periode havde jeg intet kontakt med Helle eller vores sønner. Efter skilsmissen med Alberte indså jeg, at jeg måtte forsøge at vende tilbage til Helle. Jeg købte blomster, vin og en kage og tog hen for at besøge hende. Men hun var flyttet, og den nye beboer på adressen gav mig hendes nye adresse.
Jeg tog straks afsted. Men da jeg ringede på, åbnede en anden mand døren. Det viste sig, at Helle nu havde fået et godt job og giftet sig med en kollega. Hun er nu lykkelig og klarer sig fantastisk.
En dag støder jeg ind i hende på en café i Aarhus. Jeg beder hende om at vende tilbage til mig. Hun ser på mig, som om jeg er skør, vender om og går. Først nu forstår jeg, hvor dumt jeg har handlet. Hvad var det egentlig, jeg ville? Hvorfor forlod jeg min hustru for en yngre kvinde?
I dag er jeg 54 år. Jeg har ingenting tilbage ingen hustru, intet arbejde, og mine sønner vil slet ikke tale med mig. Alt, hvad jeg nogensinde holdt af, har jeg mistet. Og det er helt og holdent min egen skyld. Det er en fejl, jeg aldrig kan tage tilbage.
