Alt begyndte, da Sofie og Mads slog op. De havde været sammen siden gymnasiet, og alle tog det som givet, at de ville ende med at gifte sig. Mads havde længe været håbløst forelsket i hende, mens Sofie i starten var mere tøvende, men efterhånden sprang hun ud i det og i 3.g dannede de par, hvor Mads ofte med et skævt smil begyndte at snakke om bryllup og fælles børn. Det var rørende at se på, og jeg må indrømme, at jeg misundte hende lidt. Sofie var lidt rundere end gennemsnittet, men Mads kunne uden problemer komme med små kærlige jokes om hendes vægt uskyldigt, troede han som for eksempel når hun tog et ekstra stykke kage til festerne. Det var aldrig ondt ment, og ingen andre drømte end ikke om at gøre grin med hende, men for Sofie selv satte det sig alligevel.
Efter gymnasiet holdt vi stadig kontakt, og det var mig, der først fik besked, da Mads forlod hende. De begge læste videre på tredje år, talte allerede alvorligt om forlovelse, og så en dag slog han pludselig op, fordi han havde forelsket sig i en studiekammerat. Hun var høj, meget slank og lignede en model fra forsiden af et magasin. Set med mine øjne var hun slet ikke så smuk som Sofie, men hvad hjælper det på en venindes knuste hjerte?
Derefter begyndte Sofies første rigtige forsøg på at tabe sig. Hun var overbevist om, at hun kunne vinde Mads tilbage, hvis bare hun smed nogle kilo. Hun prøvede at spise sundt, gik på strikse, hurtige kure, tvang sig selv ned i fitnesscenteret dagligt men resultaterne udeblev. I stedet for at blive tyndere kom hun bare i bedre form og lagde lidt muskelmasse til.
På det tidspunkt gled vi lidt fra hinanden, og vi sås nærmest ikke i over tre år. Så kontaktede jeg hende gennem hendes mor. Sandheden ramte mig: Sofie vejede nu kun 30 kilo og hun var kun 1 meter og 53 høj. Kure hjalp hende ikke, så hun holdt nærmest op med at spise, og på den måde forsvandt hun lidt efter lidt.
Mads kom selvfølgelig aldrig tilbage. Mange helbredsproblemer ramte hende, hun mistede en del af sit hår, sit studiejob og i det hele taget grebet om livet. Hendes mor insisterede på, at hun skulle til lægen.
Da jeg endelig så Sofie igen, kunne jeg slet ikke kende hende. Hendes gamle, varme skønhed var helt væk bag det udmagrede ansigt. Var det virkelig det hele værd? For en fyr, der ikke engang kunne holde sin mund, men ret ofte kom med spydige bemærkninger om hendes vægt…
Piger bør forstå, at et forhold, hvor man ikke har det godt med sig selv, aldrig er normalt. Det er ikke kærlighed det er ydmygelse, især når man i årevis kæmper med ringe selvværd bagefter.
