Og tæt ved gården er der ikke brug for

Som man siger, lykken ville nok have gået sin vej, hvis ikke uheldet havde givet en hånd. Måske var det ikke engang uheld, mere en klodsethed. Karen har levet et fantastisk liv med sin familie. Hendes mand, Anders, er en ordentlig og rolig mand. Han har elsket og forgudet hende og deres to sønner et syn man ikke ser for ofte. Anders er skabt til at være familiens samlingspunkt, og han har altid sagt, at han aldrig kunne forestille sig en bedre kone end hende. Men tingene kunne have set anderledes ud, hvis ikke en tosset aften i landsbyen havde drejet det hele i en ny retning…

Karen var en køn pige, som efter folkeskolen læste på fjernstudie til teknisk assistent, mens hun arbejdede på posthuset i landsbyen. Hun havde en kæreste, Mads, en lokal fyr. Han var lige kommet hjem fra værnepligten og havde seriøse planer med Karen.

Mads, slip nu ikke den pige sagde hans mor til ham Karen er fra en god familie. Forældrene knokler, og faren drikker aldrig, hun ville blive en fortræffelig kone. Hun er både køn og fornuftig, tager fjernstudier og arbejder.

Det skal jeg nok mor, vi ses jo, og jeg skal nok snart fri grinede Mads. Så du må hellere begynde at forberede dig på bryllup.

Det hele så ud til at ende med bryllup, hvis ikke det havde været for den aften. Til landsbyens forsamlingshus spillede harmonikaen op til vals, parrene svingede rundt. Den lidt berusede Henrik fra maskinstationen inviterede Anne til dans. Om hun opdagede, at Henrik havde lidt for meget snaps i blodet, vides ikke, men hun sagde ikke nej. På den tid var der mange unge fyre, men ikke alle kunne danse vals, så pigerne endte ofte med at danse sammen. Karen dansede med sin veninde Birthe.

Ingen havde regnet med, at Henriks ben, slappe af sprit, ville snuble, så han og Anne endte på gulvet. Netop der, hvor Karen og Birthe, i dansens snurren, kom til at falde over Henrik og styrtede ovenpå dem.

Alle lo af de uheldige dansere. Birthe slap med skrækken, men Karen fandt sig pludselig liggende øverst, og hendes smukke kjole i crepe de chine røg op og afslørede ben og undertøj.

Karen greb straks fat i kjolens søm og sprang op. Hun havde ikke noget at grine af. Hendes desperate blik fandt Mads i mængden. Han stod og skreg af grin. Han burde have hjulpet, men han var blot endnu en af dem, der grinte løs.

Han står og griner! fløj det gennem hovedet på Karen, og skammen fik hende til at storme ud af forsamlingshuset.

Hun løb gennem landsbyens mørke gader, hælene klaprede mod brostenene, og ekkoet bankede i hendes tindinger. Endnu rungede den fjollede latter fra huset i hendes ører. Mads lo højere end nogen anden. Han, hendes forlovede, ham hun havde troet ville være hendes støtte, stod og grinte af hendes forlegenhed sammen med alle de andre.

Derhjemme begravede Karen ansigtet i puden og græd det meste af natten. Hendes mor gik bekymret frem og tilbage udenfor døren, som datteren havde låst indefra.

Karen, hvad er det dog, fortæl mig dog, hvad der er sket? Det kan ikke være så slemt prøvede hun at få svar.

Det er ikke noget, mor lød kun det.

Den smukke bordeauxrøde kjole i chiffon lå krøllet på gulvet, den var nu et symbol på hendes knuste drømme med Mads. Om morgenen var tårerne væk. En kold, fast beslutning havde indfundet sig.

Nok. Jeg tilgiver ham ikke. Ikke for selve latteren, men fordi han, da jeg allermest havde brug for ham, stod og lod som ingenting og lo med.

Hvad er der dog sket, barn? spurgte moderen igen næste morgen.

Mor, Mads skal ikke længere komme her i huset sagde hun beslutsomt.

Skændtes I? Unge mennesker kan jo altid klare det… prøvede hendes mor, glad over at det ikke var værre.

Nej, jeg blev såret. Og Karen fortalte om episoden i forsamlingshuset. Mor, det var pinligt nok i sig selv, men han han kunne slet ikke finde ud af at bakke mig op. Han grinede bare med de andre.

Moderen bakkede sin datter op, men troede alligevel, at de nok ville finde sammen igen. Mads dukkede op næste dag, vred sin kasket mellem hænderne og mumlede:

Kom nu, Karen, så slemt var det vel heller ikke. Sådan noget sker jo.

Sådan noget?! hun spurgte vredt og overrasket. Gå, sagde hun bare og blev tavs.

Karen så ham i øjnene de var brede og rare, men hun følte kun en tomhed, hun ikke før havde oplevet. Mads kløede sig i nakken, vendte sig om og forsvandt, og kom aldrig tilbage.

Selvfølgelig var der sladder i landsbyen.

Folk grinede længe bag hendes ryg over hendes uheld; hvordan Karen kom til at vise hele byen sit undertøj. Men Karen holdt hovedet højt, gik på arbejde på posthuset, delte pakker og penge ud ingen mand turde sige noget upassende, for hun havde noget stædigt og ordentligt over sig.

Hendes mor forsvarede hende standhaftigt, selvom nogen mente, at Karen var for stolt og havde opgivet Mads uden grund.

Din datter er nok stolt, sagde købmandens kone i Brugsen en dag. Det var da bare for sjov.

Det er nemt at sige, svarede Karens mor, men Mads viste sit sande jeg. Han stod bare som en klods og lo, i stedet for at støtte hende Nej, sådan en svigersøn er ikke engang værd at have i nærheden.

Mads kom aldrig igen, for han vidste godt, at Karen stod fast.

I december tog Karen til Odense for at tage vintereksamen på teknisk skole. Byen føltes underlig larmende og fremmed. Efter landsbyens stilhed var sporvognene og menneskemængden overvældende. Karen boede på kollegium, delte et værelse med tre andre piger, og hver aften læste hun ivrigt til eksamen under dynen.

Den sidste eksamen var i statik, det sværeste fag. Om morgenen fik de piger the og så gik de samlet over til eksamenssalen.

Der var overdrevet varmt. Karen sad nervøst og snoede fingrene om jakken. Hun trak en billet og sad så og stirede gabende på opgaven: “Bjælkeberegning”. Alt var væk fra hovedet.

Svært spørgsmål? lød en rolig stemme ved siden af henne.

Hun så til siden. En fyr med mørke, let krøllede hår i en hjemmestrikket sweater sad bag hende. Han gloede ikke direkte, men der var glimt af smil i de grå øjne.

Det kan man vist sige, sukkede hun. Hovedet er tomt.

Vil du låne min huskeseddel? hviskede han. Jeg har 12 i statik, kan hurtigt skrive formlerne ned.

Det tør jeg ikke, hviskede Karen forskrækket vi bliver smidt ud i et snuptag.

Men fyren skævede listigt, og mens eksaminator kiggede ud ad vinduet, skyndte han sig at kradse nogle formler ned på et lap papir og fik med et snuptag papirlappen hen til hende.

Karen krøb sammen, men foldede alligevel papiret ud. Udover formlerne stod der med store bogstaver: “Hold ud. Jeg tror på dig. Skal vi i biografen bagefter? Anders.”

Hun måtte næsten le, dækkede munden med hånden. Hun kiggede bagud. Anders så nu åbent på hende, roligt og lidt drillende.

Statikeksamen gik godt hun fik 10. Da hun kom ud, stod Anders allerede i gangen og ventede, lænet op ad vindueskarmen.

Nå, må jeg ikke byde på biograftur alligevel? han rakte hende et dansk æble.

Karen tog æblet og smilede, og mærkede pludselig varmen vende tilbage, efter den kolde aften i forsamlingshuset. Hun følte sig glad og let.

Hvorfor ikke? Tusind tak for hjælpen, smilede hun.

De gik i biografen. Bagefter spadserede de i den sneklædte by, mens Anders fortalte, at han kom fra en lille stationsby, også læste på fjernstudie og arbejdede som byggeleder. Han var anderledes ingen store fagter, men sikker og rolig i alt, hvad han gjorde. Han lyttede, uden at afbryde, og grinte sammen med hende, aldrig af hende.

Hun så på snefnuggene, der smeltede i hans hår.

Dagen før hun skulle hjem, stod de ved et busstoppested i sneen. Pludselig tog Anders hendes hånd.

Karen, sagde han bare. Vi har ikke kendt hinanden længe. Jeg er bare sådan en, der går ind for det, jeg mærker. Lad ikke sweateren narre dig jeg skal nok bygge dig et hus. Vil du bo med mig?

Karen så på ham, på sneflagerne i hans hår, og forstod pludselig, at det var nu hendes skæbne ventede her. Ikke under den dumme latter fra forsamlingshuset, men her, i vintermørket, med en mand, der turde stille sig frem.

Ja, svarede hun stille.

Hun rejste hjem til landsbyen lykkelig.

Dygtig pige, du har klaret eksamen Men der er noget du skjuler du lyser jo af forelskelse! spurgte moren.

Ja, mor. Han hedder Anders, bor i Ringe, vi skal giftes. Han er ikke som de andre her; han er helt sin egen og til at stole på.

Ja, barn. Jeg ønsker dig kun lykke, sagde moderen.

Samme aften, på vej forbi forsamlingshuset, hørte Karen grammofonen. Gennem et tilrimet vindue anede hun Mads stå og danse med en eller anden pige, lidt for tæt ind til væggen. Karen trak på smilebåndet, lagde sjalet bedre om skuldrene og gik hjemad mod mørket.

Snart efter kom Anders til landsbyen og friede. Kort tid efter stod de brudepar, og Karen flyttede fra landsbyen til Anders. De fik et langt og lykkeligt liv sammen, opfostrede børn og elskede deres børnebørn, og Karen var lykkelig med Anders.

I landsbyen gik livet videre. Mads nåede at blive gift to gange og boede tredje gang bare sammen med en kvinde ti år ældre end ham drak, skændtes og levede sit kaotiske liv. Karens mor havde haft ret:

Sådan én skal aldrig være tæt på vores familie.

Når jeg ser tilbage, har jeg forstået, at folks sande karakter viser sig i modgang. En latter kan gøre mere ondt end alle ord, men én, der griber én i mørket, kan forandre et liv.

Rate article
Add a comment

;-) :| :x :twisted: :smile: :shock: :sad: :roll: :razz: :oops: :o :mrgreen: :lol: :idea: :grin: :evil: :cry: :cool: :arrow: :???: :?: :!:

thirteen + sixteen =

Og tæt ved gården er der ikke brug for
Hus med udfordringer – Og hvad har det egentlig med mit hjem at gøre? Tante Klara, der allerede havde fisket et glas syltede agurker og et stykke ost ud af køleskabet, vendte sig om. – Hvordan hænger det sammen? Altså, vi har jo håndværkere og renovering i det lille værelse, hvor jeg ellers plejer at sove! Og så kom min søn, svigerdatter og tre børnebørn! Der er ikke engang plads til at lægge dem. Så jeg besluttede – jeg tager hjem til dig, overnatter her, og i morgen tager jeg selv tilbage og ordner tingene med håndværkerne, og så skal det nok gå! *** Sofie blev vækket af et pludseligt bump nedenunder midt i sin dejlige søvn. Hun satte sig op, lyttede og… – Hvad i alverden… hviskede hun ud i mørket på førstesalen. Der kom ikke flere mystiske lyde. Kun væguret, der tidligere lød hyggeligt, men nu var ret uhyggeligt… “Måske en gren knækkede og faldt på trappen,” tænkte hun. “Eller et gammelt møbel væltede. Huset er jo gammelt. Jeg tjekker i morgen.” Hun lagde sig tilbage for at sove videre, da der igen lød et bump nedenunder. Ikke så højt som første gang, men meget mere ildevarslende. Skridt. Skridt. Nogen gik rundt dernede. Og det var bestemt ikke katten. Af frygt frøs Sofie fast. Det var ikke en drøm. Tyve. I hendes hus. Og det var i bedste fald! Gud hjælpe hende, hvis det ikke var tyve… Panikken fik hende til at springe ud af sengen. Gulvet var køligt, men hun var gennemblødt af sved. Hun greb den tunge messinglampe med glas-skærm fra natbordet. Hendes eneste våben – hun måtte ramme første gang… Sofie tog forsigtigt fat om lampen og listede ud mod døren. Hun åbnede døren på klem. Trappen var mørk, men lyset fra gadelygten strålede ind gennem vinduet øverst og kastede lange skygger. Skridtene var stoppet. Nu stod der nogen ved trappen, tættere på køkkenet. På tå lister Sofie ned. Hun pressede sig op ad væggen, tog en dyb indånding og huskede ét øjeblik hendes gamle selvforsvarskursus. Nu eller aldrig. Hun sprang frem med lampen hævet over hovedet. – Jeg skal nok vise dig…! råbte hun, mens hun sigtede på den mørke skikkelse, der stod med ryggen til ved trappen. Silhuetten nåede ikke engang at vende sig om. Men Sofie ramte ved siden af. Heldigvis! For foran hende stod ikke en tyv med koben, men tante Klara. Sofie stoppede med armene hængende, fumlede efter kontakten og tændte lyset. – Tante Klara? Tante Klara pressede en mulepose med tøj ind til sig og stirrede på Sofie i sjov t-shirt og pyjamasbukser. – Sofie, kære… Åh Gud! Klara holdt om sit håndled der, hvor pulsen kunne mærkes – Det banker stærkt! Du kunne have slået mig ihjel… Sofie pustede ud som efter eksamensresultater. – Klara, jeg troede det var indbrud! Hvorfor skræmme livet af mig… Hele mit liv passerede for mine øjne på trappen. Hun satte lampen ned. – Du? Men hvad hvis du havde ramt… – Hvordan kom du egentlig ind? Tante Klara huskede, at det var hende der skulle undskylde. – Det er så typisk, undskyld, skat. Jeg ville ikke forstyrre dig, jeg troede du sov tungt. Jeg prøvede at være stille… – Stille? – gentog Sofie. – Der var ellers larm. – Jeg væltede bare knagerækken, og så prøvede jeg at finde plads til mine tasker… – Tasker? – Sofie så ud i entréen, hvor flere poser fra supermarkedet stod – Men hvorfor kommer du ind i mit hus klokken tre om natten!? – Ikke sådan rigtig bryder ind, – sagde Klara. – Jeg skulle jo bare overnatte hos dig. – Overnatte? Du har da ikke stadig nøglen, har du? Uha, hun var afsløret. – Åh, altså ikke rigtig… bare lidt… – Da du solgte mig huset, fik jeg ALLE nøgler. Du lovede det. Tante Klara lo, talte om sin glemsomhed. – Jeg ryddede op i garderoben og fandt et ekstra sæt nøgler i en gammel jakkelomme! Helt tilfældigt! Det havde jeg glemt! Sofie lænede sig op ad muren. Hvad skulle hun grine eller græde over… – Klart nok, – sagde hun tørt. – Men hvorfor kom du så? Uden at varsle? Du ved, jeg ikke kan lide mørket alene. Tante Klara gik nysgerrigt rundt og åbnede alle dørene i stuen. – Hvor er her blevet fint! Godt gået, Sofie. Men altså, jeg kom, fordi der er krise hjemme. – Hvilken? Klara gik ud i køkkenet, åbnede sikkert køleskabet uden at tænde lyset. – Forstå mig, Anton dukkede op med familien, børnebørnene… – Og hvordan angår det mit hus? Tante Klara, der allerede havde fundet syltede agurker og ost frem, vendte sig om. – Jamen, jeg har jo renovering i mit værelse, og alle er hjemme! Ingen steder at sove. Så tænkte jeg, jeg sover her, tager tilbage i morgen, og ordner det. Det skal nok gå! Måske skulle hun alligevel have ramt med lampen. – Klara… det er jo mit hus nu. Klara tømte osteskiven, satte agurkerne tilbage og så spørgende på Sofie. – Hvad så? Vil du ikke engang lade mig overnatte? I et hus, jeg har solgt til dig for en god pris? Nok nærmere givet væk end solgt, følte Sofie. – Du må blive, Klara, – svarede hun udmattet, – men kun denne ene gang. I morgen skal du af sted. Hun lagde dyne på gæstesofaen, som hun faktisk aldrig havde brugt. Om morgenen undersøger Klara hele huset, kommenterer blenderen og snakker om husholdning. Hen ad frokost flytter hun slet ikke ud. – Du er sådan en sød én, Sofie! Har tænkt på… Hvad? – Ja, det der; renovering tager jo tid. De lover at være færdige onsdag, men har allerede udsat flere gange. Anton bliver længere, de skal jo have et sted at bo! – Jeg har mine egne planer… – svarede Sofie. – Hvordan forstyrrer jeg dem? Jeg sover bare på sofaen, skal nok være stille som en mus! Du mærker mig ikke engang! – Det mærker jeg allerede! – udbrød Sofie. – Har jeg gjort noget forkert? – sagde Klara ynkeligt. Sofie kunne ikke sige nej. I det mindste ikke til familie. Og det var jo kun nogle dage. Desuden havde hun engang kaldt huset sit… – Okay, – hviskede Sofie, – Men kun til onsdag. Og ingen gæster! – Til onsdag! Jeg lover! Onsdag kom. Men renoveringen var ikke slut. En uge gik. Sofie boede nu på et hotelværelse, hvor hun kun måtte bruge køkkenet efter at Klara var færdig. Og hun rengjorde for hotellet. – Sofie, har du flere håndklæder? De her er beskidte. Kan du vaske dem? Sofie blev træt. Hun ville bare vaske sine egne ting, ikke vente på køkkenet, og være alene i sit værelse. Hun begyndte at låse døren, hvilket vakte Klares vrede. – Er du bange for mig? Eller hvad betyder det? – Jeg vil bare være lidt alene… – Fordi jeg irriterer dig? Ja! Men Sofie sagde: – Nej. Endelig, efter to uger og da Anton og familie tog af sted og tømte fryseren, sagde Sofie at nu måtte Klara altså flytte hjem igen. – Klara, håber du sover hjemme i nat? – Selvfølgelig! Men der var mere. – Kan jeg få min nøgle tilbage før du går? – Hvorfor dog? – Fordi – du solgte mig huset. Det er mit. Du bor her ikke mere. Jeg vil kun have nøglerne selv. – Vil du virkelig smide mig ud? – Nu kom Bambi-blikket. – Med al respekt, du er gæst. Gæster får ikke nøgler. – Åh Sofie, jeg har boet her så mange år… kender hver krog… – Jeg forstår godt, men huset er mit nu… – Og så? – sagde hun, – Du kan da godt have mig på besøg! Jeg flytter jo ikke ind for evigt! – Klara, du har boet her to uger, spist af mit køleskab, sovet på min sofa og nægter nu at aflevere nøgle! Det er ikke at besøge. – Vi kunne bo sammen… – sagde hun. – Overhovedet ikke! – sagde Sofie. Klara rakte vredt nøglen frem. – Her! Værsgo. Jeg skal ikke bo her mere! – Farvel, Klara. Nu var det tid til at pakke sammen og tage af sted. – Godt. Ring ikke mere. Hvis du ikke vil se mig, så lad være med at kontakte mig, – sagde hun. – Som du ønsker. Et fredeligt farvel blev det ikke, Klara skældte Sofie hæder og ære fra, mens hun pakkede. Da hun endelig var ude, åndede Sofie lettet op. Og hun følte ingen skyld.