Jeg har aldrig før besøgt min tante og onkel på landet, for jeg vidste ikke helt, hvad man egentlig kunne lave der. Hvad gør det, at der er skov og frisk luft, når man kan slappe meget bedre af ved havet? Men i år blev det nu sådan, at min hjælp var nødvendig, og jeg er en person, man kan stole på, så jeg tog afsted.
Da jeg ledte efter onkels hus, fik jeg øje på en pige, der solgte æbler. Hun havde tre kæmpe spande med sig, selvom det allerede var aften. Pigen var så smuk, at jeg mistede pusten lidt. Jeg forestillede mig, at hun skulle bære alle æblerne hjem selv, så jeg stoppede ved hende, spurgte til prisen og købte alle tre spande. Æblerne var virkelig lækre, søde og saftige, men onkel var ikke begejstret for, at jeg havde slæbt så mange med hjem. Heldigvis var tante forstående; hun vidste godt, jeg havde mødt Katrine og hun var virkelig en skønhed.
Mens jeg hjalp onkel med at bygge videre på huset, kom jeg hele tiden til at tænke på den pige. Jeg spurgte familien, og fandt ud af, at hun var forældreløs, men boede med oldemor og nogle slægtninge. Hun er altid hjemme eller sælger frugt og grønt ved landevejen. De lader hende ikke leve frit, hun skal arbejde og må ikke gå i skole inde i Odense.
Jeg er ikke genert, men jeg syntes nu ikke, jeg bare kunne dukke op hjemme hos hende, så jeg kørte rundt i området igen, indtil Katrine kom ud med to nye spande æbler. Jeg blev nødt til at købe dem, mens jeg talte med hende og inviterede hende med på en lille gåtur.
Første gang sagde hun nej, for hun havde travlt, men da jeg dagen efter købte to spande mere, måtte hun sige ja.
Hun var en fantastisk pige: sød, sjov, og klog. Hun smilede skælmsk og spurgte hele tiden, om jeg og mine tante og onkel var startet en ciderfabrik hvad skulle jeg ellers med så mange æbler?
Nogle ville måske sige, jeg var blevet skør, for vi begyndte at ses i et par måneder, mens jeg hjalp onkel, og så endte jeg med at fri til Katrine og tog hende med fra hendes familie. Hun sagde ikke nej, og i begyndelsen af efteråret flyttede vi til min lejlighed i København.
Mens vi stille og roligt gør klar til brylluppet, tager Katrine frisørkurser, og nu og da minder hun mig om alle de æbler. Onkel og tante spiser dem sikkert stadig…
