Gæsten skal da have mad og noget at drikke, krævede min eksmand, da han pludselig stod i min dør
Da det ringede på døren, reagerede jeg ikke med det samme. Jeg troede, de havde taget fejl af opgangen, eller at det var til min nabo, fru Hansen. Jeg tog morgenkåben på og gik mod døren.
Udenfor stod Henrik.
Han havde overtøj på og en stor taske over skulderen og lignede mest af alt en mand, der var kommet hjem efter arbejde. Ved siden af ham stod en ung mand, nok omkring treogtyve, høj, i sneakers og med rygsæk. Han så væk, som om han egentlig ikke havde lyst til at være der.
Karen, sagde Henrik. Det her er Asger.
Jeg så på Asger. Jeg vidste jo godt, at min eksmand havde en søn fra sit første ægteskab. Men jeg havde aldrig mødt ham før.
En gæst skal have mad og drikke, sagde Henrik igen. Drengen er kommet langvejsfra.
Og så gik han bare ind i lejligheden.
Sådan. Uden hej. Uden at spørge, om han måtte komme ind. Uden nogen af de høfligheder, man normalt bruger, når man træder ind hos andre. Som om skilsmissen aldrig var sket, som om vi ikke havde boet hver for sig i fem år, og som om hans nye kone, Mette, og lejligheden på Østerbro slet ikke eksisterede.
Asger trådte tøvende ind bag ham, langt mere forsigtigt end sin far. Han tog skoene af i entreen og sendte mig et blik, der sagde, at det her ikke var hans idé.
Undskyld. sagde han lavt.
Jeg blev stående i entreen. Inde fra køkkenet kunne jeg høre Henrik åbne køleskabet og kigge længe.
Du laver stadig ikke meget mad, hva? sagde han så.
Tidligere ville jeg allerede have fundet panden frem, sat noget kartofler over og gået i gang. Men Asger stod stadig bare der.
Undskyld, sagde han igen. Jeg vidste ikke, vi skulle herhen.
Henrik rodede i køleskabet med et skuffet udtryk.
Har du da kartofler? spurgte han uden at vende sig om.
Ja, svarede jeg.
Så steger du bare nogle.
Det lød ikke som et spørgsmål, men som en konstatering.
Asger stillede sig ved døren og så ud, næsten umærkeligt. Sænkede langsomt sin rygsæk ned mellem fødderne.
Du kan bare sætte dig, sagde jeg.
Han slappede lidt af og satte sig forsigtigt ved bordet, som man gør, når man er i et fremmed hjem og helst ikke vil tiltrække sig opmærksomhed.
Her er pænt, sagde han.
Tak.
Henrik trak på skuldrene, lukkede køleskabet og satte sig tungt ved bordet, som om han havde gået længe.
Nå, Asger, sagde han muntert. Jeg sagde jo, Karen kunne lave mad. Hun kan.
Asger kiggede på mig.
I det blik lå en forståelse. Han havde nok set sin far være sådan før, og virkede træt af det.
Jeg er ikke sulten, sagde han. Vi fik noget på vejen.
Ej, du er vel. Det var jo ikke rigtig mad. Bare nogle sandwiches.
De var fine, svarede Asger.
Sandwich er ikke mad, sagde Henrik bestemt.
Jeg stod ved komfuret og betragtede de to min eksmand og hans søn ved mit køkkenbord og forsøgte at mærke, hvad jeg følte lige nu.
Vrede? En smule.
Overraskelse? Også det.
Men først og fremmest en mærkelig nysgerrighed.
Hvornår kørte I fra København? spurgte jeg Asger.
Her til morgen.
Hvad skal I i Aarhus?
Asger så på sin far. Henrik stirrede ud ad vinduet, som om samtalen ikke angik ham.
Altså, begyndte Asger. Far… ja, hans situation…
Hvilken situation?
Mette smed ham ud, sagde Asger ligeud, uden omsvøb. De skændtes. Rigtigt meget. Så ringede han til mig, jeg kom, og han mente, han bare skulle væk et par dage.
Et par dage, gentog jeg fattet.
Ja…
Her?
Han sagde, du og ham havde et okay forhold. Jeg kan jo ikke hjælpe, bor på kollegium.
Jeg vendte mig mod Henrik.
Han så på mig med den der mine, som om han ikke forstod, hvad problemet var.
Hvor skulle vi ellers gå hen? Hotel? Det er penge ud af vinduet! Du bor jo her alene. Masser af plads.
Masser af plads, gentog jeg.
Netop.
Er det virkelig dit argument? At der er plads?
Kom nu, Karen, Henrik rynkede panden. Vi har været gift i ti år. Du er vel stadig ikke fremmed for mig?
Jeg er din ekskone.
Jamen, og?
Netop.
Asger sukkede stille og flyttede på rygsækken.
Far, sagde han.
Hvad?
Kan du ikke se, at det her er mærkeligt?
Lad nu være, Asger.
Jeg siger det bare.
Så sig ikke mere.
Jeg tog saltbøssen den lille, hvide med den blå hane, jeg havde købt for tyve siden på torvet og satte den igen på bordet. Mine hænder havde brug for at lave noget.
I ti år havde jeg lavet mad til den mand. Stegte kartofler, lavede frikadeller, kogte suppe, varmede rester, når han kom sent hjem.
Så gik han til Mette.
Og nu var Mette træt af ham.
Og så kom han her.
Fordi her var der altid mad. Fordi en ekskone, det er som en gammel sofa slidt og ikke så rar, men man ved, hvad man får.
Steger du kartofler? spurgte Henrik.
Jeg lod blikket glide over ham.
Nej, sagde jeg.
Henrik så forbavset ud.
Hvorfor ikke?
Fordi jeg ikke vil.
Karen.
Henrik, sagde jeg roligt. Vi blev skilt for fem år siden. Du gik til en anden kvinde. Det er dit valg. Men jeg behøver ikke længere tage mig af dig.
Henrik tav. Asger så på sin far.
Udenfor smækkede en dør i opgangen.
Far, sagde Asger. Som jeg sagde: vi må på hotel.
Det koster penge.
Jeg har penge.
Brug dine egne penge på dig selv.
Så må vi tage hjem til Søren. Han tilbød jo.
Søren bor med sin kone, det er ikke passende.
Og det her er så passende?!
Det sidste sagde Asger højere end planlagt og gik lidt i stå, overrasket over sig selv. Hostede.
Henrik så såret på sin søn som én der føler sig svigtet.
Karen, sagde han nu, næsten forlegent. Vi er jo voksne mennesker. To dage, så er vi væk. Jeg skal nok ordne tingene med Mette.
Og hvis ikke?
Henrik sagde ingenting.
Nå, sagde han. Sådan skal det altså være man kommer her, og så…
Du er ikke hvem som helst, Henrik, afbrød jeg ham. Du er min eksmand. Det er ikke det samme.
Henrik rejste sig, gik hen til vinduet, og tilbage igen.
Er jeg bare en fremmed nu?
Du betyder ikke noget for mig længere, svarede jeg.
Han standsede.
Far, sagde Asger. Forstår du virkelig ikke det her?
Hvad forstår jeg ikke?
Du slæber mig med hjem til en kvinde, du selv har forladt. Og så kræver du, hun skal give dig mad. Mener du det alvorligt?
Henrik var tavs.
Far. Jeg sagde ingenting i bilen, heller ikke på vejen herhen. Men det her…
Asger, stop.
Jeg må altså sige det. Asger lagde gaflen. Ved du, hvad jeg tænker, når jeg ser det her?
Jeg betragtede drengen, som egentlig var fremmed. Men den måde, han så på sin far, fortalte alt han havde forstået længe, og han havde bare holdt mund af høflighed.
Ved du overhovedet, sagde Asger videre, at hun bor her alene? At hun har sit eget liv? At du bare dukker op uden at ringe?
Jeg ringede, mumlede Henrik.
Du ringede fra elevatoren. Det er ikke at ringe, det er en notifikation.
Henrik sad og tav. Jeg kunne næsten ikke kende ham eller måske havde jeg bare glemt, hvordan han kunne være.
For første gang hele aftenen havde han intet at svare.
Jeg lagde to glas på bordet, fyldte koldt vand op fra filterkanden og satte det ene foran Asger. Det andet længere væk, ikke til nogen bestemt.
Karen, sagde Henrik lavt.
Hvad?
Undskyld, hvis det hele var forkert.
Jeg så på ham på det velkendte ansigt, bekymringsrynken mellem brynene.
Jeg er ikke vred, Henrik. For længe siden holdt jeg op med at være vred.
Henrik nikkede, langsomt, som om han først nu forstod.
Asger tømte glasset og stillede det stille fra sig.
Far, sagde han. Lad os tage hen til Søren.
Det er sent.
Vi ringer.
Henrik tøvede lidt. Så rejste han sig, tog jakken fra knagen og tog den på.
Du har det da godt, ikke? spurgte han, mens han vendte sig mod mig.
Jeg har det fint, svarede jeg. Tak fordi du spurgte.
Han nikkede igen og gik ud i entreen.
Asger tog rygsækken og standsede i døren.
Undskyld, sagde han. For alt det her.
Det er ikke din skyld, sagde jeg.
Måske ikke. Men alligevel.
Jeg smilede svagt.
Husk nu at spise ordentlig mad på vejen ikke bare sandwiches.
Døren lukkede.
Jeg gik tilbage til køkkenet og stod et øjeblik ved vinduet.
Sådan er det nogle gange: Man tror, at man vil tænke noget stort og vigtigt bagefter, men der sker ingenting. Man står bare ved vinduet og ser ud over gården.
Ude i gården blinkede et billygter, da en bil bakkede ud. Måske var det Henrik og Asger. Måske naboerne. Lige meget nu.
Telefonen ringede. Ukendt nummer.
Jeg tog den.
God aften, sagde en ung stemme. Det er Asger. Jeg ville bare sige undskyld. For min far.
Jeg sagde ikke noget med det samme.
Jeg forstår.
Godnat.
Godnat, Asger.
Jeg lagde telefonen. Stod lidt ved vinduet endnu, slukkede lyset og gik i seng. Men længe lå jeg og spekulerede på, hvor forskellige de egentlig er far og søn. Måske fordi det mest har været moren, der har opdraget ham, og ikke Henrik?
