Jeg bor på en lille sidegade tæt ved Christianshavns Gymnasium, og nu, hvor sommeren slipper sit tag, er der igen larm i gaden drenge med tunge skoletasker, halvåbne skjorter, latter, travle mødre, cykler der dumper elever af på hjørnet. For mange er det bare hverdagsliv. For mig er det en knugende smerte i brystet. For tre år siden mistede jeg min søn, dengang han gik i 1.g, og siden har skolestartens komme været den tungeste tid.
Min søn hed Jonas og var seksten år gammel. Den aften gik han ud for at spise med vennerne, bagefter satte de sig en stund i Kongens Have. Klokken var ti om aftenen, da han gik hjemad og krydsede gaden for at nå hjem til mig. Jeg sad og ventede, lysvågen som altid. En bilist fuld og ligeglad kørte over for rødt. Han bremsede ikke, standsede ikke. Min søn havde ikke en chance for at reagere. Da telefonen fra Rigshospitalet ringede, blev jeg tom i kroppen. Det var som om ordene ikke rigtig ramte mig; jeg stod lammet, som om alt omkring var tåge.
Jeg har mistet begge mine forældre. Det gjorde ondt, selvfølgelig, sorgfuldt og tungt. Men intet kan måle sig med at begrave sit barn. Det føles som at ryste på livets naturlige rækkefølge. Jeg følte vrede, afmagt, skyld alt på én gang. Hvorfor lod jeg ham gå ud? Hvorfor skrev jeg ham ikke en besked om at komme hjem tidligere? Hvorfor lod Gud det ske? I måneder skændtes jeg med Gud. Jeg bad og græd, klagede min nød, brokkede mig over at retfærdigheden var taget fra mig uden varsel.
I mange år har jeg haft en lille boghandel. Her sælger jeg kladdehæfter, farveblyanter, kuglepenne, kopierer og printer og laver MobilePay-overførsler for dem der kommer forbi kunderne kommer og går hele dagen. Tidligere elskede jeg at betjene eleverne. Nu rammer hvert skoleemblem mig som et stik. Hvert barn der køber hæfter, minder mig om de stakke jeg købte til ham. Nogle gange, midt i en scanning, fyldes mine øjne pludselig med tårer.
Det første år efter hans død var jeg ved at lukke butikken. Jeg orkede knap at trække gardinet op. Men jeg tvang mig op af sengen nogen måtte jo betale husleje, hente rugbrød, dække regninger. Alt for ofte sendte jeg folk hjem fra disken med påtaget smil og knust hjerte. Der var dage, hvor drenge på vej hjem fra fodbold brasede ind, grinede højt, og jeg måtte bide mig selv for ikke at bryde sammen.
Med tiden er min vrede mod Gud stilnet. Ikke fordi smerten forsvandt, men fordi jeg forstod, at hadet gjorde mig syg. Mine bønner har fået en anden tone. Jeg brokker mig ikke længere. Jeg beder om styrke og ro. Jeg beder om hjælp til at lære at bo med tomheden det hul, intet kan udfylde.
Disse dage, hvor gaden fyldes af skolestart, mærker jeg endnu et skær gennem hjertet. Jeg græder ikke på samme måde som før, men smerten er der stadig tavs, urokkelig. Jeg har lært at leve med den, men den forsvinder aldrig helt. Man lærer at trække vejret rundt om sorgen, ikke at fjerne den.
Hver morgen åbner jeg boghandlen. Jeg servicerer elever, ser skoletaskerne passere forbi døren. Udadtil ligner jeg én, der har styr på det. Men indeni er jeg stadig den mor, der venter på lyden af sin søns nøgle i låsen klokken ti om aftenen selvom jeg ved, at den lyd aldrig vender hjem igen.
