Jeg har besluttet mig for at gifte mig igen, sagde min svigerfar under aftensmaden. Jeg troede ikke mine egne ører.
Aftensmaden hjemme hos os forløb som sædvanlig. Frikadeller. Kartofler. Fjernsynet mumlede om vejret i baggrunden. Jeg skænkede op, Anders spiste, og min svigerfar sad tavs med det udtryk, han fik, når han havde noget på hjerte, men mente det ikke var tid endnu.
Henrik Ejlersen kunne virkelig være stille. Den slags stilhed, der havde vægt og fylde i rummet. Jeg havde lært at fornemme det gennem syv års ægteskab. Som en kat, der fornemmer et åbent vindue.
Så lagde Henrik sin gaffel fra sig, omhyggeligt parallelt med bordkanten. Jeg kendte det tegn. Sådan satte han altid bestikket, når noget vigtigt skulle siges. Når han fortalte, at vi var nødt til at skifte vandrørene. Eller når taget var begyndt at lække igen.
Jeg har besluttet at gifte mig igen, sagde han.
Anders stivnede med brødet halvvejs til munden.
Jeg tabte gaflen.
Jeg mener virkelig tabte. Den ramte tallerkenen, sprang et par gange og landede på dugen.
Undskyld, hvad?
Jeg vil gifte mig. Igen, gentog han.
Anders lagde brødet forsigtigt på bordet, som om det var skyld i det hele.
Jeg har mødt en kvinde. Hun hedder Bodil. Et godt menneske.
Jeg betragtede ham og forsøgte at vurdere, om det var en eller anden spøgefuldhed? Nej. Henrik Ejlersen lavede aldrig sjov. Ikke en eneste gang på syv år. Seriøs, pertentlig, pålidelig. Fem år som enkemand. Roligt liv. Havelod om sommeren, skak om vinteren.
Og nu altså denne Bodil.
Jeg samlede gaflen op. Pudsede den af med servietten, uden egentlig at tænke over det.
Bodil, gentog jeg. Det lyder dejligt.
Min stemme lød rolig.
Vi lod alle emnet glide videre uden for mange ord.
Den nat kunne jeg ikke sove.
Jeg lå og stirrede på loftet. Tænkte som en person, der er nødt til at undersøge tingene til bunds. De havde kendt hinanden et halvt år. Henrik Ejlersen enkemand med en treværelses lejlighed på Østerbro. Tooghalvfjerds år. Fornuftig pension, et lille sommerhus, gammeldags bil, men den kørte trofast.
Jeg vendte mig om.
Anders sov roligt, som kun en, der føler sig mindre berørt, end han egentlig burde.
Anders, hviskede jeg.
Mmm.
Synes du ikke, vi burde tale med din far om det?
Han åbnede øjnene og kiggede op på loftet.
Sara, han er tooghalvfjerds. En voksen mand.
Præcis. En voksen, ensom mand med en lejlighed.
Anders var stille.
Hvad tænker du?
Om Bodil. Vi ved ikke noget som helst om hende. Ingenting. Hvem er hun? Hvad laver hun? Hvor kommer hun fra?
Far sagde, hun er et godt menneske.
Anders… Jeg løftede mig op på albuen. Alle svindlere er gode mennesker det er jo et krav til jobbet.
Han lukkede øjnene igen.
Jeg snakker med ham i morgen.
Dagen efter gik det ikke rigtigt med samtalen. Henrik Ejlersen drak te og læste Berlingske, svarede kun kort. Ja, de havde mødt hinanden på biblioteket. Ja, hun bor til leje. Nej, hun har ikke sit eget sted. Børn? Hun har en søn, der bor i Odense.
Jeg stod i døren ind til køkkenet og lyttede.
Hun har ikke egen bolig.
Det var værd at tænke over. Konklusionen lå lige for.
En lykkejæger.
Jeg sagde det ikke højt. Endnu. Men inden i mig dannede det hele sig: ældre enkemand, lejlighed, en kvinde uden tag over hovedet. Biblioteket et perfekt sted. Fredeligt, ingen mistanke om bagtanker. Bøger, samtaler, tillid.
Tre dage senere ringede jeg til min veninde, Tina.
Tina, kan du finde folk på nettet?
Hvilken slags folk?
Bodil. Omkring femogtres. Bor her omkring.
Hvad er efternavnet?
Jeg anede det ikke. Irriterende.
Men jeg gav ikke op. Næste familiemiddag spurgte jeg, så naturligt jeg kunne:
Henrik, hvad lavede Bodil egentlig?
Dansklærer. Er gået på pension.
Fint job, sagde jeg.
Pensioneret dansklærer, ingen lejlighed. Det hele gav så fint mening.
Endnu en søvnløs nat. Jeg måtte møde denne Bodil. Se hende med egne øjne. Folk afslører altid sig selv med blik, stemmeleje, måden de ser på andres ting.
Chancen kom hurtigt.
En aften under teen sagde Henrik Ejlersen:
Søndag inviterer jeg Bodil til frokost. Jeg vil gerne have, I møder hende.
Anders nikkede. Jeg smilede.
Det lyder dejligt.
Mit tonefald var varmt. Næsten ægte.
Hele ugen var jeg i gang. Overvejede, hvor hun skulle sidde, hvordan tingene stod, hvor hun kiggede hen. Om hun virkede rastløs, betragtede rum med det blik, man bruger, når man vurderer andres ejendele.
Uden at opdage det, var jeg gået fra svigerdatter til privatdetektiv.
Lørdag købte jeg godt oksekød, blomster til bordet, ny dug. Gik så grundigt til værks, at det føltes akavet at være i lejligheden. Anders stødte ind i vasen og fik et af de blikke, der sagde alt om, at han ikke skulle røre mere.
Det er næsten som at gøre klar til besøg fra dronningen, sagde han.
Jeg gør bare klar til frokost.
Sara…
Hvad?
Hun er bare en kvinde. Som far kan lide.
Jeg rettede gaflerne på bordet.
Det ved jeg godt, sagde jeg.
Bodil kom klokken et, ganske præcist.
Henrik åbnede døren, de trådte ind i gangen han lidt foran, hun bagved. Udadtil roligt og uopmærksomt.
Jeg stod i køkkenet med et viskestykke og kiggede.
Bodil var ganske almindelig. Det overraskede mig. Ikke særligt høj, grå kjole, kort hår, sølvgrå. Ingen rød læbestift. Tasken var enkel, i slidt læder. Skoene komfortable, ikke smarte.
Bare en kvinde.
Her er Bodil, sagde Henrik.
Hyggeligt at møde jer, sagde hun.
Jævn, rolig stemme.
Kom indenfor, sagde jeg. Maden er snart klar.
Vi spiste længe. Bodil spiste pænt, snakkede passende. Da Anders fortalte noget sjovt fra arbejdet, smilede hun. Da jeg tilbød mere salat, takkede hun høfligt nej: “Tak, jeg har fået nok.” Ikke det der, “nej-nej-nej”, ikke noget håndflagreri.
Jeg studerede hende.
Hun gloede ikke på møblerne, lod ikke blikket glide over reoler og glas. Ikke én gang spurgte hun til lampen eller det gamle arvegods. Hun sad, snakkede, drak te.
Det var mistænkeligt.
Ærligt talt. Jeg havde været forberedt på alt muligt overdreven venlighed, påtrængende nysgerrighed, blikke, der afvejer ting. Men hun sad bare dér. Lige ud. Uinteresseret i lejligheden.
Efter middagen gik Henrik og Bodil ind og lyttede til LPer. Han passede meget på sin gamle grammofon. Jeg vaskede op og kunne høre dem snakke lavmælt. Stille, jævnt.
Nå? spurgte Anders, mens han stillede sig ved siden af mig.
Hvad?
Hvad har du fundet ud af, Sherlock?
Jeg satte tallerkenen til tørre.
Jeg ved det ikke, sagde jeg. Og det var sandt.
Senere, efter Bodil gik, blev jeg siddende længe i køkkenet. Mine teorier enkemand, lejlighed, lykkejæger passede slet ikke på den kvinde, jeg havde set i vores stue. Bodil virkede ikke som en, der var ude på egen vinding. Men sådan noget findes jo ikke. Jeg vidste, det ikke kunne være sandt.
Så jeg tog en beslutning.
Næste dag, da Anders kørte og Henrik kom hjem fra sin daglige travetur, ringede jeg på hos ham.
Må jeg komme ind?
Det må du gerne, sagde han. Jeg er snart klar.
Han kom op, tog frakken af og satte vand over. Rutineret.
Jeg sad ved bordet og ventede.
Nå, sagde han. Ikke spørgende.
Jeg foldede hænderne. Ordene havde jeg øvet mig på i to dage.
Henrik, er du sikker på, at hun elsker dig og ikke din lejlighed?
Han så på mig, uden overraskelse, uden at tage det ilde op. Længe som om han havde ventet på, at jeg ville spørge.
Jeg ventede bare på, du sagde det, sagde han.
Jeg svarede ikke.
Derfor har jeg allerede ordnet tingene.
Hvad for nogle ting?
Jeg har skrevet lejligheden over på Anders og børnebørnene. For tre uger siden. Ved notar. Alt er på plads.
Jeg så på ham.
Ved Bodil det?
Ja.
Jeg tog koppen. Teen var varm. Udenfor dryppede regnen, elkedlen blev stille, og Henrik Ejlersen sad der rolig, som kun han kunne.
Det var dér, jeg vidste, at jeg traf det rigtige valg, fortsatte han.
Og sagde ikke mere.
Brylluppet blev holdt i maj.
Enkel fejring, lille restaurant, tyve gæster, blomster på bordene, dæmpet musik. Henrik i mørkeblå jakke det havde jeg aldrig set før. Bodil i en lys kjole, enkel, uden blonder. Jeg kunne egentlig godt lide den.
Anders sad med det udtryk, man får, når glæde og forlegenhed krydser hinanden.
Ved bordet betragtede jeg min svigerfar.
Henrik Ejlersen talte med Bodil. Hun svarede. Han lyttede og smilede så svagt. Jeg indså, at jeg aldrig havde set præcis det smil før.
Hvad glor du sådan på? spurgte Anders lavt.
Jeg kigger bare, svarede jeg.
Efter middagen gik jeg hen til Bodil. Uden planlagte ord.
Bodil, jeg ville bare sige jeg er glad for, at du er her.
Bodil så roligt på mig. Ingen sentimentalitet, ingen tårer.
Jeg er også glad, sagde hun.
Jeg nikkede og gik tilbage til mit bord.
Det var maj udenfor. Stille, ingen regn. Henrik satte glasset på dugen nøjagtigt, parallelt. Samme gamle vane. Jeg bed mærke i det og smilede. Nogle ting ændrer sig aldrig.
Livet overrasker, men det handler om at turde slippe kontrollen og stole på hinandens valg.
