– Min mand har forbudt mig at tale med dig, – sagde min søster

Min mand har forbudt mig at tale med dig, sagde min søster

Mette ringede til Trine hver søndag. Efter mor, efter far, gennem skilsmisser og flytninger, sygdomme og indflytninger. Hun ringede og så blev verden lige lidt mere i vater. Det føltes roligere livet gik trods alt videre.

Hej, Trines stemme var så vasket og våd, som en kop, der var skyllet men ikke tørret.

Hej! Mette fangede straks at noget var galt, men smilede alligevel. Det sad på rygraden.

Pause. Lille, næsten usynlig. Men Mette hørte den.

Hør, begyndte Trine. Bliv nu ikke sur, vel.

Ikke sur nu altid en dårlig begyndelse. Værre end vi skal snakke. Værre end du må ikke blive bekymret.

Jakob har forbudt mig at tale med dig.

Hvad siger du?

Han mener, du har dårlig indflydelse. På vores familie.

Mette ville gerne sige noget klogt. Eller bare forståeligt. Men hjernen tilbød kun ét kort, meget dansk ord. Men det sagde hun ikke højt, man har jo pli.

Trine, er det en joke?

Nej, Mette. Ikke en joke.

Ahorntræet udenfor viftede med grenene, enten i medfølelse eller ren uforståenhed.

Mette huskede, hvordan Trine som barn var mørkeræd og krøb ind under dynen hos hende. Hvordan hun fulgte hende til fødeklinikkens dør. Hvordan hun lavede suppe til hende efter skilsmissen og sagde: Vi klarer den sammen.

Og nu: dårlig indflydelse på familien.

Hvordan påvirker jeg dig da dårligt? Mette lod stemmen forblive rolig, men det kostede kræfter.

Jakob siger, du sætter mig op imod ham. Og… generelt, du ved.

Uddybende.

Trine. Jeg elsker jo næsten ham, din Jakob.

Mette, lad nu være.

Med hvad?

Alt det der.

Mette så på telefonen.

Okay, sagde hun lavt. Jeg har forstået.

Men egentlig forstod hun ingenting.

Ugen efter ringede Trine ikke. Det var nærmest en sensation.

Mette ventede tålmodigt til onsdag. Så ringede hun selv.

Lange ringetoner. Stilhed.

Torsdag gentog hun. Intet. Fredag skrev hun på Messenger: Trine, alt ok? De der to små blå flueben tonede straks frem. Læst. Men intet svar.

Mette kiggede længe på de blå flueben. Som på en diagnose.

Hun sad i sit køkken, drak te og tænkte: Nå, hvis vi nu antager at Jakob sådan virkelig har forbudt det. Det er da sort! En voksen kvinde, halvtreds år, to børn og så forbudt. Ordet! Som om hun ikke var kone, men en gymnasiepige, der ikke må gå i byen efter klokken ni.

Mette drak teen færdig. Stilte koppen. Kiggede ud ad vinduet.

Okay så, sagde Mette højt. Okay.

Hun ringede til Trines nabo, Sonja Madsen, hende de tog med i sommerhus.

Sonja, hvornår har du sidst set Trine?

Jeg så hende i går nede i Fakta. Med Jakob.

Og, hvordan havde hun det?

Tja, hun undgår helst at snakke med mig, når han er med.

Mette lagde røret på.

Til Mettes fødselsdag i september dukkede Trine ikke op. Første gang nogensinde. Der kom bare en SMS: Tillykke, jeg kan desværre ikke komme. Og det var dét. Ikke en forklaring, ikke et opkald.

Mette sad til bords med to veninder og lod som om alt var fint. Den ene spurgte:

Hvor er din søster?

Optaget, sagde Mette.

Veninden Lene lænede sig frem og hviskede:

Jakob nægtede hende vel?

Det ved jeg ikke, Lene.

Hendes veninde siger, at han tjekker hendes telefon. Hver aften sætter han sig og kigger alt igennem. Fotos, beskeder, opkald det hele.

Mette sagde intet.

Og han tager med hen og handler selv! En moden mand, tooghalvtreds år og så eskort til Netto. Altid. Han siger, hun ikke kan bære poserne selv. Meget omsorgsfuld.

Måske er han bare omsorgsfuld.

Met, Lene stirrede direkte på hende, omsorgsfuld og overvågning er ikke det samme.

Mette sagde ingenting. Satte kagen på bordet. Blæste ét lys ud syvoghalvtreds stykker tænder man altså ikke på én gang. Ønskede sig noget, man ikke siger højt.

Oktober gled stille forbi. November også. Mette skrev to gange mere: Trine, jeg savner dig. Hvis der er noget Blå flueben. Ingen svar.

I december ringede en anden nabo, Rita.

Mette, undskyld at jeg sådan ringer… jeg hørte det i går. Væggene er papirtynde du ved. Han råbte af hende. Længe. Jeg kunne ikke høre ordene, men stemningen…

Mette sagde ikke noget.

Hun svarede ham ikke, fortsatte Rita sagte. Ikke én lyd. Det er faktisk værre, end hvis hun havde råbt igen.

Mette stod midt i det lille køkken med røret og kiggede ud i mørket.

En lørdag tog hun chancen. Uden varsel. Købte klementiner december, naturligvis. Stod ved opgangen og trykkede på dørtelefonen.

Hallo, Jakobs stemme.

Det er Mette. Trines søster.

Pause. Lang. Sådan en rigtig statsminister-pause.

Trine er ikke hjemme.

Fint. Jeg venter bare.

Det bliver længe. Hun er ude til sent.

Jakob, giv hende lige klementinerne. Hun elsker dem.

Skal jeg nok. Stil posen ved døren. Kommer ud om lidt.

KLIK.

Mette ventede et minut. Stillede posen ved trappen. Så ombestemte hun sig og tog den i hånden igen.

For hun vidste: den ville aldrig bliver givet videre.

Ikke af ond vilje. Det ville bare ikke ske. Og Trine ville aldrig vide, at søster stod der, med klementinerne og følte sig dum.

Hun gik hjem. Lagde klementinerne på bordet. Stirrede på dem.

Orange. Trine havde altid elsket dem. Sagde de duftede af jul.

Mette tog en, skrællede den, spiste den.

Det lugtede af jul.

Mette færdiggjorde resten. Lagde skallerne i en bunke. Udenfor var det bælgmørkt december, klokken seks og nat.

Telefonen ringede halv elleve om aftenen.

Mette var oppe. Sad med en bog.

Telefonen vibrerede, ukendt nummer.

Hallo?

Stilhed. Så vejrtrækning. Ujævn.

Met…

Stemmen var svag, som om nogen ikke måtte blive hørt fra stuen ved siden af.

Trine?

Met, luk op. Jeg står nede.

Mette var allerede på vej. Bogen røg på gulvet, hun opdagede det ikke.

Jeg kommer nu.

Trine stod i døren med en lille taske, lynlåsen skæv, tydeligvis pakket på et minut. Frakken åben, selvom det var bidende koldt derude. Øjnene røde af gråd.

Mette åbnede døren bredt.

Kom ind.

Hun sagde ikke mere. Tog bare tasken og satte den i gangen.

Trine blev stående midt i køkkenet. Mette satte vand over til te.

Sæt dig.

Trine satte sig. Hænderne flade på bordet.

Han opdagede, at jeg ringede til dig.

Hvornår?

Tre uger siden. Jeg brugte en kollegas mobil fra jobbet, tænkte han ikke ville opdage det.

Mette sagde ingenting. Vandet begyndte at summe.

Han tjekkede udskriften. Fandt nummeret. Ringede selv Anette forklarede. Hun vidste ikke noget.

Og hvad gjorde han så?

Trine var tavs.

Han talte til mig i tre timer. Om hvordan jeg svigtede ham. Hvordan du ødelægger mig. Hvordan alt, hvad jeg gør selv, er en fejl.

Mette lyttede bare. Ikke noget ej, nu må du holde op, ikke stakkels dig, bare stilhed. Det var nok lige nu.

Ved du, hvad det mærkeligste er? Trine så op. Jeg sad bare og tænkte: han slår mig jo ikke. Han drikker ikke. Han har job. Han betaler regningerne. Han skriger ikke. Ja ja, han kigger telefoner, bestemmer alt tøj, alt jeg skal men det er jo bare sådan som han nu er? Det er vel normalt?

Hun så på Mette med et blik, der bad om at få bekræftet: Ja, det er fint. Bare karakter. Tag du hjem til ham.

Mette forblev tavs.

Ikke?

Nej, sagde Mette. Det er ikke normalt.

Trine så på hende.

Hvornår har du sidst selv besluttet noget?

Trine stirrede ned i koppen.

Hvornår har du sidst gjort noget bare fordi du havde lyst, og uden at skulle forklare dig bagefter?

Udenfor dalede sneen. Den første december sne stor, doven, som om den havde god tid.

Det kan jeg ikke huske, sagde Trine.

Stemme helt rolig. Det var værre end gråd.

I aften stod jeg og tog støvler på i gangen. Han spurgte: hvor hen. Jeg sagde: hen til dig. Han sagde: Nej. Hun holdt pause. Jeg tog alligevel støvlerne på. Tog tasken. Og gik.

Mette kiggede på sin søster.

Han blev fuldstændig paf, sagde Trine. Jeg blev selv overrasket.

Det var det rigtige.

Det ved jeg ikke. Trine rystede på hovedet. Jeg ved bare, at… hun tøvede, let efter ordet, lige nu kan jeg trække vejret. Sådan rigtigt. Og det er mærkeligt.

Mette rejste sig og hentede et gammelt tæppe fra skabet mors gamle, ternede. Svøbte det om Trines skuldre.

Trine førte hånden hen over tæppet. Langsomt.

Må jeg sove her i nat?

Selvfølgelig.

Han kommer til at ringe.

Så lad ham da.

Han ringer mange gange.

Så ringer han.

Trine nikkede. Met, sagde hun pludselig. Kan du huske, vi gemte os under spisebordet når vores forældre skændtes?

Ja.

Jeg tænkte altid, det går over, hvis bare man venter skjult. De skal råbe færdig så bliver det godt igen. Bare man ikke stikker hovedet frem.

Mette forholdt sig tavs.

Sådan er det også med Jakob. Jeg siger ingenting og venter på, det går væk. Han skal nok falde ned. Hun grinede tørt. Jeg har været tavs i syv år, Met.

Mette sagde ikke noget. Fyldte te op. Skubbede dåsen med havrekiks hen til Trine dem hun altid foretrak.

Ved du, hvad han siger om dig til mig? spurgte Trine.

At jeg ødelægger familien.

Det er, hvad han siger højt. Men også at du er ensom og misundelig. At du altid blander dig. At din mening er gift for vores familie.

Mette løftede øjenbrynene.

Gift?

Gift. Hans ord.

Trine blev i tre dage.

De drak te hver morgen. Så tåbelige romantiske film om aftenen, altid med lykkelig slutning. Jakob ringede og ringede. Så sjældnere. Sidste gang tog Trine telefonen ud i gangen. Mette hørte kun brudstykker rolig stemme, helt uden gråd eller opgivelse. Nogle sætninger. Så stilhed.

Trine kom ind i køkkenet, satte sig.

Jeg tager hjem i dag.

Fint, sagde Mette.

Spørger du ikke hvorfor?

Nej.

Trine holdt pause.

Fordi det er mit hjem. Og mit liv. Hun førte en finger langs kanten på koppen.

Mette nikkede, gik i gang med at pakke kiks og klementiner ned til hende. Trine kiggede bare, uden at stoppe hende.

Allerede i gangen, med støvlerne på, sagde Trine:

Jeg siger det til ham i dag. At han gerne må være min mand, men han kan ikke bestemme, hvem jeg må tale med. Ikke mere.

Mette svarede ikke. Hun kiggede på Trine, der knappede frakken.

Lige inden døren blev lukket, krammede de. Længe.