Måske er jeg gammeldags, måske er det hele anderledes nu, men jeg tror egentlig ikke på det. Min mor har aldrig sagt til mig, at man bør tage en gave med, når man besøger familie det lærte jeg aldrig hjemmefra. Alligevel sidder det dybt i mig, ligesom to og to er fire. Hvor det kommer fra, ved jeg ikke måske fra de bøger, film og teaterstykker, jeg har læst og set gennem tiden.
En lørdag for mange år siden kom min mands fætter fra Odense på besøg. Han havde taget turen til København på grund af begravelsen af en onkel, men ikke fra vores side af familien. Vi blev advaret i forvejen, og vi besluttede, at de skulle have overnatning hos os så skulle de ikke bekymre sig om at finde et sted at bo.
Om aftenen ankom de tre styk, med sønnen og svigerdatteren. Jeg lavede aftensmad, stegte kød, serverede grøntsager, salater og alt det dertil. Vi satte os til spisebordet, løftede glassene og skålede for gensynet det var længe siden, vi havde set hinanden. Da aftenen var omme, fik alle senge, og næste morgen lavede jeg morgenmad rugbrødsmadder, te og kaffe.
Senere tog de afsted til begravelsen, og de unge gik ud i byen.
Det hele virkede egentlig meget normalt, men de kom uden noget, ikke engang en lille ting til os. Min mands far, der ikke er her længere, var fadder til denne fætter, og hans kone altså min svigermor bor jo hos os nu, og det ved fætteren godt. Vi mangler ikke noget, men han kunne have taget en lille æske chokolade med. Min svigermor ventede dem, stod i vinduet og spejdede, og blev så rørt, at hun fældede en tåre.
Jeg ville selv have gjort det det hører sig til at tage noget med til børn og ældre, bare en lille souvenir, måske en magnet til køleskabet. Man kunne have tænkt over, hvad der ville glæde netop dem, og hvilke små gaver, der kunne passe.
Det er ikke, fordi de ikke har råd. Hvis det havde været tilfældet, ville jeg ikke have undret mig. Men fætteren er jo sjældent på besøg her, og kommer altid tomhændet.
Tro nu ikke, det handler om maden, det gør det ikke. Da min søn kørte dem hjem igen, kom svigerdatteren ikke engang ud for at hilse; ingen inviterede ham ind, ikke engang på en kop kaffe. Hvordan hænger det sammen?
Det er ikke mad, jeg savner det føles bare ubehageligt, for gæstfrihed betyder noget for os, og det føles lidt som om, vi bare er blevet brugt. Måske burde vi også begynde at gøre sådan. Det siges jo, at frækhed er en gave men det er bestemt ikke mig.
