Om sommeren cyklede jeg ofte hen til min mormor. Hun boede kun syv kilometer væk, så turen var aldrig lang og jeg kunne hurtigt være fremme på min blå cykel. Vejen var ujævn, nogle steder grus og andre steder gammel asfalt, så jeg forestillede mig altid, at det var en lille rejse gennem den danske natur til højre stod hvedemarker bølgende i vinden, til venstre løb åen, og langt væk kunne jeg se skjoldene af gule solsikker… Jeg måtte styre cyklen over store sten, nogle steder gå barfodet i sandet ligesom på stranden, og så skulle jeg krydse en smal træbro uden at falde i vandet.
Om vinteren kunne man selvfølgelig ikke cykle til mormor sammen med far kørte vi derhen i bilen, indtil en dag i slutningen af december, hvor en rigtig snestorm ramte. Om aftenen lagde sneen sig som et hvide tæppe over den frosne jord, og næste morgen stod sneen til midt på benene. Hele dagen brugte mine forældre på at skovle sne væk fra huset til porten.
Jeg var fuldstændig betaget af al den sne, der glimtede i lyset, men af en eller anden grund var far stresset.
Mormor havde det ikke så godt i går aftes. Vejret slog om, og hendes blodtryk steg, men vi nåede aldrig at købe hendes medicin. Vi blev ved med at udsætte det…
Mor insisterede på, at far og jeg skulle tage til mormor med medicinen, men vejene var så tilstoppede med sne, at bilen ikke kunne komme igennem. Det var kun landsbyens folk, der kunne skovle vejene fri, men hvem skulle gøre det, når himlen allerede trak op til mere sne?
Så far og jeg fandt det varmeste tøj frem, pakkede rygsækken og tog slæden med, hvis jeg skulle blive træt undervejs, og så begav vi os ud på vores lange rejse.
Det blev den bedste tur jeg nogensinde har haft! Far og jeg gik gennem sneen, legede ordlege, drak varm hyldebærte fra termokanden og spiste rugbrødssandwich med flæskesteg, som mor havde pakket til os. Vores kinder blev røde, for frosten bed hårdt.
Vi kom frem til mormor først på aftenen. Hun havde slet ikke regnet med, at vi kunne nå frem i snestorm, og hun stirrede på os med brede øjne.
Hele turen gik vi kun for dig, sagde jeg stolt.
Mormor blev mindst lige så glad for sine nye piller, som for at se os. Efter at have talt med mor besluttede vi at blive hos mormor natten over, og hele aftenen sad vi rundt om komfuret, spiste lune pandekager og varmede de kolde fødder. Jeg kiggede op på det afskallede loft og tænkte, at jeg aldrig ville opleve en bedre vinter end den her.
