Prøv lige at høre, der er altså lidt en situation her. Vi får snart gæster, så I må nok hellere tage et andet sted hen. I forstår jo godt, at der ikke bliver nogen hyggefest med jer her. Jamen søn, hvor skulle vi tage hen? Vi kender jo ikke rigtig nogen her, spurgte moren. Jamen, det ved jeg da ikke var det ikke engang, at naboen i jeres gamle landsby inviterede jer? Så kan I jo tage derhen.
Viktor Steffensen og Marina Madsen har allerede fortrudt det hundrede gange, at de hørte på sønnen og solgte deres eget hus.
Det var hårdt, ja, men det var deres hjem, og de bestemte selv. Og her?
De turde dårligt gå ud af deres værelse. Svigerdatteren, Katrine, blev irriteret over det mindste. Hvordan de slæbte med sutskoene. Hvordan de drak te. Hvordan de spiste.
Den eneste i lejligheden, der havde brug for dem, var barnebarnet, Daniel.
En voksen fyr, pæn og ordentlig, men han elskede sine bedsteforældre himmelhøjt. Og hvis moren hævede stemmen, så fik hun straks svar på tiltale af ham.
Men sønnen, Vlad, om han bare var bange for konen eller lige glad, han blandede sig aldrig.
Daniel spiste endda tit aftensmad med sine bedsteforældre. Han var dog sjældent hjemme for tiden var han i praktik og boede for nemheds skyld tæt på arbejdet. Hjemme var han kun i weekenderne.
De ældre glædede sig altid til at se barnebarnet. Det føltes som en højtid hver gang. Nu var det snart nytår, og Daniel kom tidligt bare for at hilse på dem.
Han kom ind på værelset med gaveposer. Gav begge et par varme hjemmestrikkede sokker og vanter. Han vidste, at de altid frøs lidt, især hænderne. Vanterne til bedstemor var endda med broderi.
Marina lagde vanterne mod kinden og begyndte at græde.
Bedste, hvad sker der? Kunne du ikke lide dem?
Åh, min egen dreng det er det bedste, jeg har fået! Så værdifuldt. Aldrig har jeg fået så fine gave i hele mit liv.
Hun krammede ham og kyssede ham. Daniel kyssede som altid hendes hænder fra han var barn elskede han, at hendes hænder altid havde en særlig duft. Af æbler, dej eller bare kærlighed og varme.
Så, mine kære, hold nu ud her i tre dage, ikke. Jeg tager med vennerne og fejrer nytår, så kommer jeg tilbage igen.
Hyg dig, min dreng, vi venter på dig, sagde bedstemor.
Daniel pakkede sammen og tog afsted. De gamle gik tilbage på deres værelse.
Efter en times tid kunne de høre Katrine hidse sig op nu skulle der gæster, og her gik de gamle folk og ødelagde festen. Det var flovt, og der var ikke plads til gæster, når de gamle var der.
Vlad prøvede svagt at tale hende til ro, men Katrine lod ham ikke sige mere end to ord.
De gamle sad musestille, gik ikke engang ud i køkkenet for at lave en kop te. Viktor fandt nogle vafler i sin lomme og delte dem med Marina. De satte sig i vindueskarmen og spiste i stilhed. Marina havde tårer i øjnene. Det var frygteligt og uværdigt at ende sådan, helt uden betydning.
Det blev mørkt udenfor. Vlad kom ind.
Mor og far altså, vi får snart gæster, I må tage et andet sted hen. I forstår vel, at festen ikke bliver til noget med jer her.
Søn, hvor skal vi gå hen? Vi har jo ikke nogen her spurgte Marina stille.
Jamen, I har da engang været inviteret på besøg hos naboen i landsbyen. Kør derhen.
Hvordan skulle vi det? Der går ingen busser mere nu, og vi ved dårligt nok, hvor stationen er. Og hun bor måske slet ikke der mere.
Det må I finde ud af. Katrine siger, I har en times tid til at komme afsted.
Han gik ud. Viktor og Marina så på hinanden og turde ikke engang græde. De begyndte at pakke lidt, og nu kunne Daniels sokker og vanter sagtens komme med.
De tog tøjet på og gik ud. Det var helt mørkt, folk hastede rundt med deres egne gøremål.
Marina tog Viktor under armen, og de vandrede langsomt af sted mod parken. Undervejs gik de ind på en lille café. Bestilte te og et par sandwich, da de intet havde fået hele dagen.
De sad der næsten en time. Udenfor var det bidende koldt, og sneen væltede ned. Hen på aftenen fortrak de til en lille pavillon i parken, hvor de kunne sidde lidt i læ.
De varmede sig op ad hinanden. Marina sad og så på de smukke vanter. Viktor så på sin kone og sagde:
Godt at vores barnebarn har hjertet på rette sted, trods det, hans forældre helt har glemt, hvad det vil sige at være menneskelig.
Ja, vi lovede Daniel at holde ud, men vi klarede det ikke engang en aften, svarede Marina stille.
Tiden gik, sneen blev ved. Inde i lejlighederne tændte folk juletræerne, mange sad allerede klar til at fejre nytår. Pludselig dukkede der en hund op foran benene af dem.
Det var en sød cocker spaniel. Hunden satte poterne på Marinas knæ, daskede til hende, logrende.
Hvad laver du her alene, lille ven? Er du blevet væk? spurgte Marina.
I det fjerne lød en kvindestemme.
Balder, kom her, hvor er du? Nu skal vi hjem. Hvor er du, skat?
Pigen fandt snart frem til paviljonen, hvor Balder stod med poterne oppe på Marina.
Undskyld, Balder betyder ikke noget ondt. Må jeg spørge har I siddet her længe?
Ja, det har vi, min pige. Du har en dejlig hund.
Hvorfor tager I ikke hjem? Det er jo isnende koldt, og om en time er det nytår.
De gamle svarede ikke først.
Må jeg spørge har I ikke noget sted at gå hen?
De rystede begge på hovedet.
Sikke noget jeg bliver helt i vildrede.
Balder ville slet ikke forlade dem, han blev og logrede.
Skal vi ikke gå op til mig og få lidt varme? Jeg gik bare ned for at lufte Balder, og jeg fryser faktisk også allerede. Og I må da fryse helt vildt. Kom nu, lad os tage hjem til mig.
Det går da ikke, barn vi skal nok klare os til i morgen, så finder vi ud af det derfra. Vi kender jo ingen her.
Nej, det går simpelthen ikke! Balder og jeg bor alene, og vi ville elske lidt selskab. Vi må da ikke misse hele nytåret.
Marina og Viktor så på hinanden og rejste sig. Selvom vanterne og sokkerne var varme, var tæerne helt iskolde.
De gik langsomt gennem sneen, Balder løb muntert rundt og holdt humøret højt. Undervejs fortalte de lidt om, hvordan de var havnet på bænken i parken. Det var pinligt, men den rare pige fik dem til at åbne sig hun hed Freja.
Hun blev berørt over historien. Hun forstod slet ikke, hvordan man kunne smide sine egne forældre ud sådan. Hendes mor og far var for længst væk, og hun ville have givet alt for bare en dag mere med dem.
Hjemme hos Freja var der varmt og hyggeligt, med kaffe og duften af frikadeller fra køkkenet. De startede med te for at få varmen, derefter gjorde de klar til middagen.
Juletræet blinkede med farver. Marina hjalp Freja med at dække bord. Viktor hyggede sig med Balder. Nytåret blev fejret i allerbedste selskab. De var alle taknemmelige: De gamle fordi Freja tog dem ind, og Freja, fordi hun ikke behøvede sidde alene nytårsaften. Næste morgen ville hun ikke engang slippe dem. De blev bedt om at blive en uge.
Og sådan gik dagene. Freja nød at have dem hjemme. Det føltes som hun havde fået sin egen familie tilbage.
Daniel kom hjem og gik straks ind til bedste og bedstefar. Men der var tomt. Han så på deres senge og indså, de havde været væk længe.
Mor, hvor er bedstemor og bedstefar henne?
Hvordan skulle jeg vide det? De gik.
Hvad mener du de gik? Hvornår?
D. 31. Vi bad dem tage ud og gå en tur, vi skulle jo have gæster. Helt ærligt, hvordan tror du, det ser ud at fejre nytår med sådan et par gamle det er pinligt.
Pinligt for dig, men ikke for dem det er jer, der bør skamme jer! råbte Daniel.
Han fløj ud af lejligheden. Han løb gaderne tynde i panik. Spurgte alle, han mødte, om de havde set to ældre mennesker.
Efter et par timers søgen så han en pige i parken med en hund. Da han kom tættere på, genkendte han vanterne, han selv havde givet sin bedstemor.
Undskyld, hvor har du de vanter fra?
Hvorfor?
Jeg gav præcis sådan et par til min bedstemor, men nu er både hun og bedstefar væk, og jeg kan ikke finde dem.
Du er Daniel, ikke? Jeg hedder Freja. Kom, følg med.
Hun kaldte på Balder, og de gik hjemad. Undervejs fortalte Freja, hvordan hun havde fundet de gamle i parken og taget dem ind. Hun bad Daniel om at lade dem bo hos hende i hvert fald en tid, de skulle bare have deres ting.
De nåede op til Freja. Duften af pandekager mødte dem fra køkkenet.
Åh, hvor jeg elsker den duft, sagde Daniel.
Se, hvem vi har fundet, råbte Freja fra døren.
Daniel kom ind, bedstemor kastede sig om halsen på ham og græd. Bedstefar kom til. De satte sig alle sammen til bords, drak te og spiste Marinas pandekager. Daniel bad undskyld for sine forældre.
De talte længe om, hvad de skulle gøre fremover. Freja fik dem overtalt til at blive. Daniel bragte deres ting fra den gamle lejlighed og begyndte også at komme der næsten dagligt.
Før boede kun Freja og Balder i den store treværelses lejlighed. Nu var der altid liv og glade dage. Duft af hjemmelavet mad, og Balder, kongefamiliens midtpunkt, bestemte hver nat, hvem han ville putte hos.
Som tiden gik, begyndte Freja og Daniel at betyde meget for hinanden. Men det, mine ven, er en anden historie.
Det vigtigste er, at venlighed aldrig går til spilde i denne verden. Når man giver et smil, spørger, hvordan det går, eller bare gør noget godt så kommer det igen, før man ved af det.
