Det er min lykkeamulet, sagde Astrid stille. Jeg skilles aldrig fra den. Og pigen på billedet det er mig, min kære. Kan du ikke genkende mig?
Utroligt, hviskede Mads forbløffet, mens han så på sin hustru.
Før brylluppet havde Astrid og Mads aldrig boet sammen. Pigen havde besøgt sin kommende mands ungkarlelejlighed, men hver gang han foreslog, at hun skulle flytte ind hos ham, sagde hun nej.
Lad os vente lidt, svarede hun altid roligt. Jeg vil ikke gøre min mor ked af det. Du ved jo, hun er en smule gammeldags.
Og Mads ventede tålmodigt
Endelig flyttede den unge hustru ind i hans lejlighed.
Naturligvis gik hun straks i gang med at få styr på alting. Hun skulle jo også have sine egne ting på plads. Det hele tog flere dage.
Astrid havde travlt. Nytåret nærmede sig, og hun ønskede, at deres første fælles højtid skulle blive så god som mulig.
Mads, har du et juletræ? spurgte hun for en sikkerheds skyld, for at undgå unødig dobbeltkøb.
Vent lidt, jeg tror jeg har et oppe på skabet. Men jeg kan dårligt huske, hvornår det sidst var fremme.
Mads kravlede op på en stol. Astrid kunne bestemt ikke nå derop.
Han hev juletræet ned, men samtidigt faldt et gammelt fotoalbum ned på gulvet.
Ej, hvor spændende! Lad os kigge! Astrid satte sig på gulvet og bladrede op, blandt de gamle billeder.
Det er skolebilleder, dem havde jeg helt glemt, Mads satte sig ved siden af.
Skolebilleder? Fantastisk! Måske ser jeg nogen, jeg kender? Astrid havde også gået på den samme skole, dog en syv-otte år efter Mads.
Næppe, hvordan skulle du dog kende nogen fra mit album? Du var jo en lille pige.
Det er da meget sjovt. Skolen har vi jo til fælles
De begyndte at gennemse billederne. Mads forklarede, mindedes sjove episoder fra skoletiden, og fortalte historier om lærerne.
Utroligt, der er gået ti år, men det føles som i går, undrede han sig.
Selvfølgelig. Det var den sorgløse tid, svarede Astrid.
Se! Julemanden! udbrød Astrid overrasket og løftede et af billederne op.
Ah, ja, det er mig i 10. klasse. Klasselæreren brugte flere uger på at overtale mig til at være julemand til julefesten.
Og hvem er så denne pige? Astrid pegede på en lille pige ved siden af julemanden, som så lidt sjov ud på Mads.
Hende? Jeg aner det ikke. Efter festen, da jeg var ved at klæde om, kom viceinspektøren og bad mig tage kostumet på igen og lytte til pigen.
Hun havde åbenbart ikke nået at sige sit digt for julemanden og få sin gave.
Og du gjorde det?
Selvfølgelig Hvad skulle jeg ellers gøre? Jeg havde ondt af hende. Så måtte jeg tage den gamle dragt og skægget på igen.
Kan du huske, hvilken gave du gav hende?
Nej, ikke det fjerneste. Jeg delte gaver ud på samlebånd den dag.
Se her, sagde Astrid, rejste sig og hentede den lysebrune, bløde bamse, som altid stod foran hendes computer, minder den dig om noget?
Mads så forundret på hende, uden at forstå hvor hun ville hen.
Det er min lykkeamulet, gentog Astrid stille. Jeg skilles aldrig fra den. Og pigen på billedet det er mig, Mads. Kan du nu kende mig?
Det er ikke til at tro , hviskede han, stadig forbløffet.
Jeg gik i 3. klasse, begyndte Astrid sin fortælling. Lige før jul blev jeg syg. I over to uger kom jeg ikke ud af huset.
Så jeg var ikke med til at forberede festen. Jeg kom først på dagen. Alle hyggede sig, dansede. Jeg havde det svært, sad alene på en stol, og endte med at græde.
Viceinspektøren fik øje på mig. Hun kom over, trøstede mig og førte mig ud af salen. Hun stoppede op og sagde:
Bliv stående her. Nu sker der noget magisk.
Og hun gik. Jeg stod der alene på gangen og ventede. Pludselig dukkede julemanden op. Han bad mig sige et digt.
Gennem tårerne læste jeg op. Han klappede mig på hovedet og sagde, at alt nok skulle gå og så gav han mig denne bamse.
Og derefter var han væk, så pludseligt som han var kommet.
Så du, Mads, var min rigtige julemand og vi vidste det ikke engang
Længe sad de tavse, tæt omslynget, mens de forsøgte at fatte hvor forunderligt livet kan falde ud
Sæt gerne et hjerte og del dine tanker i kommentarerne!
