En kvinde kom engang på besøg hos sin veninde. Veninden var blevet gift for anden gang. Det første ægteskab havde været hårdt og ulykkeligt. Manden drak for meget, var svær at være sammen med og forlod hende til sidst for en anden. En trist historie. Og jeg havde altid støttet min veninde, hjulpet hende igennem det hele, trøstet hende. Er det ikke derfor, man har venner?
Der gik ti år. Og så mødte Astrid en ny mand. En god mand. Veluddannet, et solidt arbejde, alt det modsatte af hendes første mand. Jeg var virkelig glad på hendes vegne. Da jeg blev inviteret hjem til deres nye lejlighed, som de netop havde købt sammen, havde jeg selvfølgelig kage med. Og en værtindegave. Jeg beundrede det flotte hjem virkelig lækker indretning! Senere sad vi sammen ved bordet med te og kage. Astrids nye mand, Mads, var en vittig type. Belæst og kvik i replikken. Han lavede mange jokes. Mest om mig. Om mit lidt snævre verdensbillede og det rod, jeg angiveligt bærer rundt på i mit hoved. “Man kan da heller ikke holde ud, at du hverken har læst Helle Helle eller Peter Høeg,” lo han. “Og det vrøvl, du slynger ud, er jo let at modbevise med videnskaben.”
Han kommenterede også mit hår, min figur og mit tøj. “Stil fra halvfemserne,” grinte han og så på Astrid, som morede sig tydeligt over sin vittige mand.
Da samtalen blev for tung om litteratur, prøvede jeg at lette stemningen ved at fortælle om min kat, som jeg havde samlet op på gaden. Men så begyndte Mads at gøre grin med det. Katte er jo bare smittebærere, sagde han, og hvem samler omstrejfende dyr op, hvis ikke de har psykiske problemer eller et undertrykt mindreværd? Astrid grinede sammen med ham, især da han lavede sjov med gamle singlekvinder, der samler på katte.
Der begyndte tårerne bare at trille ned ad kinderne på mig. Barnligt og dumt, jeg ved det godt. Jeg undskyldte, sagde at jeg havde fået hovedpine, sagde farvel og gik.
Hovedet hamrede virkeligt, som om nogen havde slået mig med en hammer. Jeg følte mig skamfuld over mine tårer, over at have tabt besindelsen, over at jeg ikke kunne være sjov på samme måde. Over at jeg aldrig havde læst Helle Helle, og at jeg havde været så dum at nævne min drøm for dem…
Men skam burde ikke ligge hos den, der troede sig blandt venner. Skammen ligger hos dem, der inviterer én ind og tillader, at man bliver ydmyget foran dem. Den, der fortæller om sin ven eller yndlingsbog eller tro og så bare ser til, mens andre tramper det i jorden. Det er alt sammen forskellige varianter af det samme. Stille forræderi.
Forræderi er at udlevere sine egne, lade dem blive trådt på eller udlevere dem til nedgørelse. Det er det, forræderi egentlig er. Men jeg kunne ikke formulere det på den måde. Jeg var jo ikke sådan én, der læste meget eller havde intellektuelle fortrin. Jeg skyndte mig bare hjem til min kat. Katten, som heller ikke læser bøger eller slår om sig med vittigheder. Katten lagde sig ved siden af mig på sofaen og spandt bare stille…
Jeg kom aldrig siden på besøg hos Astrid. Det blev heller aldrig aktuelt, for kort tid efter begyndte Astrid og Mads at blive uvenner om lejligheden og måtte til sidst i retten. Den intellektuelle viste sig at være både handlekraftig og måske lidt for snu.
Sådan går det ofte. Den, for hvis skyld nogen forråder, ender med selv at forråde. Sådan en simpel kæde. Og alt, der skulle til, var, at nogen havde sagt fra over for at lufte sin vittighed på andres bekostning. Måske havde Mads fået respekt for Astrid, hvis hun havde sat grænsen? Måske havde han ikke haft modet til at gå så langt?
Forrædere vækker ikke respekt. Og de bliver let selv forrådt…
