For en måneds tid siden, jeg kommer hjem fra arbejde og møder et ret usædvanligt syn: Alma er musestille, og Simon står der med hævede øjenbryn. Jeg når lige at lægge tasken fra mig, da Alma siger:
Mor! Du bliver ikke sur vel?
Har du solgt Osvald for en million? svarer jeg fjollet. Osvald er jo vores skaldede Peterbald, med en stamtavle så lang at vi andre ligner hittekatte ved siden af ham. Selv Simon, der ellers kan prale med familie helt tilbage til Christian IV. Osvald kunne man faktisk godt sælge for en million altså kroner, ikke rubler hvis man virkelig ville.
Nej nej nej! siger Alma ivrigt det er faktisk lige omvendt!
Omvendt? Hvad mener du? Har du købt endnu en kat for en million?
Alma smiler stort, med sådan et grin, der lover, at hun har breaking news.
Ej mor, helt roligt! Jeg har ikke brugt en eneste krone. Jeg fik det hele ganske gratis!
På det tidspunkt må Simon bide sig voldsomt i læben for ikke at bryde sammen af grin, og jeg kræver svar. Jeg er jo ikke dum, havde allerede udregnet, at det betyder en ny beboer, men jeg ville gerne have lidt flere detaljer om katastrofens omfang.
Det viste sig at være et større drama. Almas klassekammerat, Elvira, fandt nemlig en lille bitte killing i en grøft på vej hjem. Hun tog den med hjem, men derhjemme blev hun og katten nærmest smidt ud øjeblikkeligt der var hund, og alt muligt. Så Elvira endte med at tage killingen med i skole, med store rædselsslagne øjne (både hende og killingen), og sagde til klassen: Vil nogen tage den? Ellers ved jeg virkelig ikke…
Mor, forstår du, forklarer Alma ingen ville have den. Jeg synes SÅ synd for den …
Her fik jeg nærmest lyst til at tage hovedet under armen, for jeg kunne allerede mærke bunden af den fælled gør sig klar til næste runde: Jeg har jo selv prøvet det. For otte år siden kom Simon slæbende hjem med en blind, stribet babykat han fandt på parkeringspladsen. Vi flaskede den op nat og dag i tre uger. Pludselig, en nat, var det bare forbi sådan kan det gå med killinger der er så små, de overlever ofte ikke. Det var først bagefter vi fik Osvald. Men den der tomhed efter killingen stod i mig længe.
Så da Alma stod med den der grøft-killing, ramte den skavanke i hjertet mig straks igen. Og nu var jeg altså ikke helt klar til at tage endnu en kat i huset.
Så vis mig så det der guld du har fået gratis, sagde jeg.
Frem kom en papkasse med det, Elvira havde fundet. Inde i kassen lå en bylt klude, og ovenpå Ja, det, der i Tjekkiet nok kaldes et strašidlo. Noget mindre end Almas håndflade, beskidtgrå, så mager at man tænkte hånden vejede mindre MED killingen end uden. En skaldet katte-skelet med blik som et døende trold. Ikke noget at sige til, den ikke kunne finde sig et hjem.
Alma fik hurtigt et foredrag om, at man altså er ansvarlig for dem, man knytter sig til men ærligt, vi vidste alle, det var ikke for at overbevise nogen. Killingen var allerede flyttet ind. Nogen andre ville aldrig tage den. Sandheden er, jeg kunne sagtens have undværet den ekstra udfordring lige der!
Men altså: Vores hjem var allerede lidt kaotisk med baby og kat, så killingen blev sat i karantæne på værelset: en stor papkasse, blød pude, varmedunk, lille bakke og lidt tøjdyr. Hver fjerde time var der mad for huset fungerer faktisk glimrende med fire-timers madplan: Simon og jeg går sent i seng, Alma står tidligt op, og Runa vågner stadig om natten. Så der var altid nogen til at give flaske-fløde til den lille pelsklump (Runa kan ikke selv, men den der står op med hende kan godt).
Alma sad hele tiden i karantænerummet, bange for, at killingen skulle føle sig ensom.
Men ensom det fandt jeg ud af at den ikke var, da jeg opdagede killingen ligge og varme sig under mit tæppe i sofaen en nat. Ved siden af den stod den papkasse, der skulle være dens hotel. Ingen aner stadig, hvordan den så lille størrelse kom ud af den lukkede kasse og derefter møvede sig op i sofaen. Vores lille Houdini nægtede at udtale sig…
Næste dag var det til dyrlægen. Han fiskede killingen op med to fingre, kiggede betaget på den og udbrød:
En flot sag!
Killingen sendte ham sit vildeste trolde-blik og peb et mjau så man næsten blev bange.
Dygtig, sagde dyrlægen anerkendende.
Jeg stod og tænkte på, hvordan jeg dog skulle bade og tørre hende hun vejede jo ikke engang 100 gram og virkede mere skrøbelig end et snefnug i regnvejr. Dyrlægen var dog meget praktisk: blandede killing og sæbe, svuppede hende under hanen, rullede hende i håndklædet og trykkede næsten vandet af. Hun sagde ikke et kny. Om hun kunne lide det, eller bare var helt chokeret det er ikke til at vide.
(Spørg mig ikke hvad der findes af intelligens i et hoved på størrelse med en nøddekerne …)
Dyrlægen konstaterede, at hun på trods af alt var i fin stand, men voldsomt afmagret, blodfattig og uden meget energi.
Du har reddet hendes liv, sagde han til Alma. Blodlusene havde ædt hende levende nede i den grøft.
Det var Elvira, der fandt hende, sagde Alma straks. Jeg tog hende bare med fra skolen.
Hvilken klasse? spurgte dyrlægen.
Fra 6.
Ja, så var det helt sikkert en redning.
Man mærkede på hans stemme, at i hans hoved var 6. klasse ikke velegnet opholdssted for en døende killing.
Efter vaske-turen tog hun sig faktisk lidt mere katteagtig ud ikke at hun blev skøn, men der var mere form på hende. Den første uges tid lavede hun ikke andet end at ligge eller spise. Og mave og tarm havde det ikke pragtfuldt, hvilket gav mig nervøse sammenbrud jeg var rædselsslagen for at skulle miste endnu en killing. Jeg tjekkede konstant om hun trak vejret, om hun spiste, og hvordan det hele kom ud igen. Dyrlægen begyndte at genkende mig på stemmen. Da vi så kom til kontrol med endnu en mærkelig afføring, klappede han den nu lidt rundere killing og sagde muntert:
Bare rolig. Nu hænger I på den kat i mange år.
Det er sjovt, som man bliver: For to uger siden anede jeg ikke, at jeg ville stå med sådan et kræ. Havde du spurgt mig, havde jeg ikke sagt nej jeg havde slet ikke forstået spørgsmålet! Men så snart Alma bar de 100 gram hjem, og vi begyndte at bekymre os om killingen, ja, så blev udsigten til at hænge på den kat i årevis dagens bedste nyhed.
Du skulle se hende i dag! Som gribene sang i Junglebogen: et sæt knogler på eventyr.
Først troede vi, killingen var en hunkat. Men lige før vi skulle til dyrlægen, så jeg nærmere og sagde vent, det er faktisk en han! Hele bilturen diskuterede vi navne. Dagen før havde vi set Den lille husnisse, og så løb Alma rundt og råbte Nissemor! Nissemor! hun syntes, det lød helt særligt sølle og nuttet, og sådan blev navnet Nissemor. Nej, ja, indtil dyrlægen sagde, at det alligevel var en hun. Navnet var jo fast, så nu blev det bare til Nisse eller Fanni. Eller Fanse, Fansefis, og hvis det skulle være fint: Euphemia. Runa kaldte hende bare Wi-i-i-i!.
Nu vejer vores 100 gram kat omkring et halvt kilo og har fået et ordentligt selvtillidsboost. Smuk bliver hun nok aldrig, men alligevel står vi i kø for at have hende på skødet hver aften. Når den lille pelsede tordenbasse spinder, bliver man så glad i sjælen jeg ved ikke hvorfor.
Dyrlægen mener også, hun er trefarvet. Hvordan det, hun er jo bare grå? Men se nu hvid underuld, grå pels, og så en beige stribe tværs over ansigtet! Ligner næsten det hollandske flag.
I dag stødte jeg i øvrigt på en kæmpe vildkat ovre ved affaldsskuret, vild som bare pokker og med de stærkeste farver. Da hun så mig, stak hun af, men holdt hele tiden øje med huset. Også den var trefarvet. Jeg sagde til hende, at Fanni har det godt her hos os.
For en måned siden, da jeg kom hjem fra arbejde, blev jeg mødt af en usædvanligt stille Misja og Dima med et tænksomt løftet øjenbryn.
