Jeg havde aldrig forestillet mig, at svigermor ville tage hele vejen hjem fra USA bare for at fejre sin 60-års fødselsdag. Jeg bor godt nok 200 kilometer fra hende, men det ville jo være uhøfligt ikke at tage af sted og vise lidt respekt Hvad jeg ikke havde regnet med, var den overraskelse der ventede mig.
Min svigermor, Lene, kom hjem fra Amerika for at holde sin jubilæum. Selvom vi bor langt fra hinanden, syntes jeg, det ville være småligt ikke at tage turen for at fejre hende. Så jeg tog fri fra arbejde et par dage, fik styr på min garderobe ny kjole, en tur til frisøren og lidt manicure og satte mig ind i min bil.
Min datter, Helle, blev gift for 12 år siden, og hendes mand hentede hende hjem med det samme, for han er den eneste søn i familien. Deres hus er stort og rummeligt, og Lene har boet i USA i mange år hun sender blot penge hjem. Svigerfar, Poul, er den mest rolige mand jeg kender, Helle siger altid, at man hverken ser eller hører ham han er helt stille. Jeg er enig Poul er sjældent, men altid oprigtig og venlig.
Men Lene har jeg aldrig mødt ansigt til ansigt kun på billeder, og nogle få gange på videoopkald. Hun virkede rar, men lidt sær. Jeg tænkte, det skyldtes, at hun har boet så mange år i Amerika hendes syn på livet er lidt anderledes end mit.
Vi har aldrig rigtigt krydset hinanden, så jeg vidste ikke, hvad jeg kunne forvente. Hun kom hjem lige før nytår, men inviterede mig ikke til sig, og ville heller ikke besøge mig, selvom jeg ringede og inviterede. I januar fyldte hun så 60, og pludselig fik jeg en invitation nu skulle vi både mødes ordentligt og fejre hende.
Jeg spekulerede længe på, hvad jeg skulle give hende i gave. Hvad giver man en kvinde, der har alt og som kommer helt fra Amerika? Helle mente, at det ikke var gaven, men opmærksomheden, der talte. Til sidst valgte jeg en god multicooker betalte 1.200 kroner for den. Jeg tænkte, at den kunne bruges nu; ville hun tilbage til USA, kunne Helle og børnebørnene glæde sig over den.
Efter at have gjort mig så meget umage, kom jeg frem dagen før fødselsdagen, og så til min forbavselse, at deres køleskab nærmest var tomt. Jeg troede, Lene havde bestilt det hele fra restaurant, med levering på selve dagen men Helle rystede på hovedet og fortalte, at hver gæst skulle tage to retter med, så vi sammen kunne dække et fuldt festbord.
Forventes det også, at jeg skal lave mad?, spurgte jeg hende.
Ja, mor, svarede hun roligt, jeg har sagt, at du er god til at lave frikadeller, og du skal også lave oksekødssalat.
Jeg var helt paf jeg havde jo allerede brugt en pæn sum penge, og nu skulle jeg også stå i køkkenet? Men Helle beroligede mig: sådan gør man her, så får vi et rigtigt dansk fællesbord, og alle bidrager.
Aftenen forløb egentlig hyggeligt; alle havde en ret med, og stemningen var god nok. Alligevel kørte jeg hjem med en blandet følelse. Jeg blev lidt forarget over hendes amerikanske måde, hvor værtsrollen pludselig skulle deles ud til gæsterne.
Min personlige erfaring: Nogle gange må man bøje sig for andres traditioner selv når det strider mod ens egne forventninger. Men til næste jubilæum tror jeg, jeg venter med en invitation før jeg tager turen igen.
