Jeg sætter gryden med fyldte peberfrugter over på komfuret og først da lægger jeg mærke til en herreskjorte, slængt over stolen i mit køkken, og jeg er sikker på, den ikke tilhører min mand.
Først tænker jeg, at det måske er hans bror, for han kigger nogle gange forbi uden at sige til. Så ser jeg på manchetten. Den har mørkeblå syninger langs kanten, præcis som de skjorter advokaten fra min svigermor bruger, når han kommer for at tale om arven efter min afdøde svigerfar.
Jeg stivner midt i bevægelsen med træskeen i hånden, og jeg hører, at vandet bliver slukket ude på badeværelset. Min mand træder ud iført T-shirt, ser hvor jeg kigger hen, og i et splitsekund ændrer hans ansigt sig så drastisk, at jeg får kuldegysninger.
Hvorfor roder du i andres sager? spørger han mig.
Jeg spørger ikke, hvem skjorten tilhører. Jeg spørger, hvorfor den ligger i mit køkken.
Han svarer mig ikke straks. Han tager bare skjorten, krøller den sammen og smider den i en pose under bordet, som om det ville slette, at jeg har set den for fem minutter siden. Så siger han, at jeg overdriver, at jeg er stresset over papirerne omkring arven, og at jeg forestiller mig ting.
Problemet er, at min svigermor i tre måneder har gentaget, at jeg ikke hører til i denne familie. Da min svigerfar døde, stod det pludselig klart, at lejligheden, hvor vi bor, ikke var helt min mands, men at der var et gammelt tillæg i testamentet. Og netop den advokat dukkede altid op, når jeg skulle overtales til at skrive under for nemhedens skyld.
Samme aften siger jeg ikke mere. Men da min mand sover, tager jeg posen frem fra under bordet. Udover skjorten ligger der også et viskestykke, der er viklet om et lille metal-USB-stik. Det er hverken mit eller hans.
Næste morgen er han usædvanligt sød. Han har købt mine yndlings-croissanter, tilbyder at køre mig på arbejde og foreslår, at han laver aftensmad senere. Den pludselige venlighed gør mig mere utryg end et skænderi ville have gjort.
Jeg tager USBen med på kontoret og sætter den i den gamle computer på min kollegas skrivebord; jeg tør ikke åbne den på min egen. På den ligger der indscannede dokumenter, lydfiler og en mappe, der hedder Endelig version. Jeg åbner den første fil og bliver svimmel. Det er et dokument, udformet sådan, at jeg frivilligt opgiver alt krav på fælleseje i tilfælde af skilsmisse.
Skilsmisse.
Ingen havde talt om det foran mig, men her står det nu, skrevet med sort blæk, og underskriftsfeltet er markeret. I margen er der tilføjet en note: Når Sine har skrevet under, kan overdragelsen ske med det samme.
Mine hænder ryster, men jeg fortsætter. I lydoptagelserne hører jeg min svigermors stemme. Siden advokatens. Og så og det rammer mig hårdest min mands stemme.
Hun gennemskuer det aldrig, siger han roligt. Vi skal bare bilde hende ind, at det hele handler om farens gamle gæld.
Bagefter ler min svigermor og spørger, hvornår de endelig får mig smidt ud af lejligheden.
Jeg sidder og lytter til mit ægteskab, der smuldrer via andres stemmer. Men det værste er det sidste klip. Advokaten minder min mand om, at han ikke skal tage den pige med hjem længere, for naboerne taler allerede. Så altså ikke bare planlægger de skilsmisse og bedrageri, han har også taget en anden kvinde med hjem i vores køkken.
I stedet for at bryde sammen bliver jeg underligt rolig.
Jeg tager tidligt hjem og siger, at jeg gerne vil skrive under i aften, bare for at få det hele overstået. Hans ansigt lyser op. Klokken otte kommer både svigermor og advokat. De har en mappe med, kuglepen og endda en kage, som om de fejrer på forhånd.
Jeg sætter kopper på bordet, sætter mig over for dem og venter på, at advokaten begynder at forklare. Så afbryder jeg ham, tager en lille højtaler frem fra skuffen og afspiller optagelsen.
Først hører man min mand: Hun gennemskuer det aldrig. Så svigermors latter. Så snakken om den pige. Ingen rører sig. Svigermors ansigt bliver så hvidt, at jeg tror, hun besvimer. Min mand gentager bare:
Det er ikke, som du tror.
For første gang ler jeg.
Jo, siger jeg til ham. Det er præcis, som jeg tror.
Jeg skriver ikke under. I stedet giver jeg ham en kopi af dokumenterne, som jeg allerede har sendt til min egen advokat, og siger, at jeg vil have ham ude inden næste morgen. Svigermor prøver at true mig, men da jeg minder hende om, at optagelserne beviser fusk og pres, bliver hun stille.
Det allermest ironiske sker to uger senere. Det viser sig, at min svigerfar har efterladt et håndskrevet tillæg til testamentet hos en gammel notar. Her står der tydeligt, at hvis hans søn forsøger at snyde sin hustru fra retten til bolig, bliver hans andel indefrosset, til retten har talt. Altså blev deres grådighed ramt præcis der, hvor det sved mest.
Nu er jeg alene i lejligheden, og for første gang i årevis finder jeg ro. Men jeg hører stadig ham sige, at jeg aldrig vil fatte det, og sommetider undrer jeg mig, hvad der gør mest ondt utroskaben, sviget eller det, at de troede, jeg var dum.
Var det min fejl, at jeg ventede på, at de afslørede sig selv, eller ville I have smidt dem ud med det samme?
