Altså, allerede inden jeg blev gift, havde jeg hørt fra flere veninder, der var gift, at når en mand først bliver gift, så tror han automatisk, at konen er hans ejendom, og så kommer hans sande jeg frem.
Men, som alle unge, naive kvinder, tænkte jeg jo, at min Anders da var helt anderledes. Før vi blev gift var han virkelig omsorgsfuld, sagde aldrig et ondt ord, og gjorde alt for ikke at såre mig så jeg altid skulle have lyst til at være sammen med ham. Men jeg tog fejl, ligesom så mange andre. Det er sandt, at når en mand først har vundet en kvindes hjerte, så føler han nærmest, at han skal gøre alt for hende.
Nogle måneder efter brylluppet begyndte Anders alligevel at tale dårligt om min mor.
Hvorfor ringer hun hele tiden? Hvorfor kommer hun hver uge? Selvfølgelig nikkede jeg bare og bakkede ham op jeg var jo bange for mit ægteskab, så jeg sagde til min mor, at hun lige skulle give lidt plads, og jeg ringede kun til hende, når jeg var alene. Men det stoppede ikke der. Da jeg blev gravid og var nødt til at blive hjemme, fordi graviditeten var hård, begyndte Anders at hakke på mig:
Du er hjemme hele dagen og laver ikke noget. Jeg tav igen jeg var jo gravid, og hvad nu hvis han bare efterlod mig? Da vores datter var halvandet år, begyndte han at forlange, at jeg skulle behandle ham som en konge. Når han kom hjem fra arbejde, skulle jeg stå klar i gangen, give ham tøfler på, og alting skulle være ordnet, så han bare kunne sætte sig og spise varm, lækker mad.
Han behøvede slet ikke tænke på barnet, alt det var selvfølgelig kvindens ansvar. Jeg var virkelig udkørt. Så jeg pakkede mine og barnets ting og tog hjem til min mor i Aarhus. Vi talte ikke sammen i to måneder, og jeg begyndte at se markant bedre ud dag for dag. Jeg blev mere rolig igen. En dag dukkede han op han var helt afmagret og snavset, og gik nærmest ned på knæ og bad om tilgivelse. Jeg sagde til ham, at hvis han ville have mig tilbage, skulle han tage på madlavningskursus. Han måtte både lave mad og gøre rent, hvis jeg flyttede hjem igen. Han sagde ja, men nu får vi se, hvordan han opfører sig. Tiden må vise detAnders forsøgte sig tappert i køkkenet han skar grøntsagerne skæve, brændte pastaen på og oversaltede suppen, men for første gang så jeg ham kæmpe med noget, ikke mod mig, men for os. Vores datter grinede, da han fik sovs i håret, og vi endte alle tre på gulvet i én stor, kaotisk latter. I det øjeblik forstod jeg, at kærlighed ikke handler om at eje eller at adlyde, men om at ville lære hinanden igen og igen.
Nogle gange snubler Anders stadig over for gamle vaner, men nu husker han rigtigt tit selv at tage sine egne tøfler på. Og jeg ved, at hvis jeg en dag føler mig fanget igen, er døren åben, og min værdighed flytter aldrig mere uden mig. Vores hjem blev aldrig perfekt, men vi blev moderne: et sted hvor vi løfter hinandens byrder og nogle aftener spiser vi brændte pandekager, mens vi lærer hinanden at være både mennesker og medmennesker.
