Familiehemmeligheden
Anders har aldrig brudt sig om at være på besøg hos sin farmor. Hun kunne tydeligvis ikke lide ham, og han forstod oprigtigt talt ikke, hvorfor hans forældre insisterede på, at de skulle besøge hende og ovenikøbet tage ham med.
Farmoren bemærkede tit, at han havde dårligt blod i årerne, og spåede, at hans mor ville få meget besvær med ham.
Hans mor forsvarede ham altid, men farmoren fortsatte ufortrødent sine angreb. Heller ikke hans forældre blev skånet hvert besøg blev til en ødelagt dag.
Især huskede han den gang, de lod ham være alene, mens de skændtes højlydt ude i køkkenet. Han lukkede døren ind til stuen og kiggede sig omkring. På reolen fandt han en flot bog, men det viste sig at være et fotoalbum.
Nogle af billederne faldt ud på gulvet, og han satte sig på hug for at samle dem op. Ét af billederne fangede hans opmærksomhed hans mor stod sammen med en mand, der bestemt ikke var hans far. De stod tæt, smilende og lykkelige.
Hvem mon det er? tænkte Anders nysgerrigt.
I det samme kom farmoren stormende ind, så ham med billederne og rev dem hurtigt ud af hans hænder, mens hun råbte vredt.
Anders blev helt forvirret. Han så tøvende på sine forældre. Hans far sagde bare:
– Anders, vi tager hjem nu. Find dine ting.
Anders trak på skuldrene og fulgte efter dem hjem.
Tror du, han spurgte sin mor om billedet med det samme? Nej. Selvom han kun var otte år, forstod han, det var bedst at vente til en dag, hvor de var alene.
Et par dage senere fik han chancen, men hans mor lo bare og sagde, at han måtte tage fejl det var nok bare en af farmors slægtninge på billedet.
Det var Anders ikke tilfreds med; hans mor havde tydeligvis løjet. Og nu var det engang sådan, at farmoren var hans mors mor, og det ville da give mening, at der fandtes billeder af datteren i alle livets faser også dem, hun måske helst ville skjule.
Han besluttede sig for at kigge efter billedet igen, men albummet dukkede aldrig op, uanset hvor grundigt han ledte. Det måtte være gemt væk.
Det gik op for Anders, at det måske var en familiehemmelighed. I hvert fald tænkte han på det sådan.
Tiden gik, albummet forblev skjult, og han glemte det efterhånden.
Anders havde et godt øje til Freja, lige siden første år på universitetet. Han huskede klart deres første møde han stod sammen med sine medstuderende foran hovedindgangen, da hun kom gående sammen med en veninde. Han stirrede, mens hun gik forbi, men turde ikke snakke med hende… Senere så han hende til en fællesforelæsning, hvilket gjorde ham glad. Men i fire år nikkede de blot til hinanden som hilsen officielt var de aldrig blevet præsenteret!
Også nu nikkede de til hinanden, da Freja gik forbi.
– Så det er hende, du er forelsket i, sagde Liv, en ny pige i gruppen, der allerede var blevet “en af drengene”.
– Hvorfor tror du det? svarede Anders, stadig med blikket på Freja.
– Du kan næsten ikke tage øjnene fra hende og du smiler fjollet, pointerede Liv og lo.
Anders sukkede og vendte sig mod Liv.
– Du har gennemskuet mig. Hvad har du tænkt dig at gøre ved det?
– Ingenting. Vil du have, jeg introducerer jer? Jeg fornemmer, det er en lille forelskelse på afstand.
– Nej! svarede Anders resolut Lad være!
– Hvorfor ikke? Er du bange? spurgte Liv drillende.
– Overhovedet ikke!
– Godt, så lader vi det ligge, sagde Liv og fortsatte samtalen, mens Anders mærkede lettelsen brede sig.
– Kan du ikke lige gentage, hvor vi mødes? spurgte Anders, da Liv ringede og fortalte, at deres fælles ven havde flyttet fødselsdagsfesten til et andet sted. Han fandt hurtigt papir og noterede adressen. – Ved du hvorfor?
Liv vidste det ikke, så han ringede hurtigt af. Anders opdagede overrasket, at restauranten lå i en anden ende af København og der var kun én time til. Han skyndte sig afsted.
Til Anders overraskelse var det kun Liv, der var i restauranten, da han kom.
– Hvor er alle de andre? spurgte han forvirret.
– Det vigtige er, at jeg er her, smilede Liv.
Anders satte sig overfor hende, afventende.
– Og?
– Ja, hvad “og”? lo Liv.
Pludselig satte en mand sig ved deres bord.
– Godaften! Jeg hedder Jens Holm, sagde han og rakte Anders sit visitkort.
– Anders, svarede Anders, tog kortet ubevidst og stak det i lommen, mens han undrende betragtede manden. Der var noget bekendt ved hans ansigt.
Hvor har jeg set ham før? tænkte Anders.
Jens Holm fandt en gammel sort-hvid-fotografi frem fra sin tegnebog og skubbede den hen til Anders.
Til sin overraskelse så Anders, at billedet forestillede hans mor som ung og den unge mand på billedet var netop denne Jens Holm, bare mange år tidligere. Han genkendte straks billedet fra farmors album.
– Det her er min bror, sagde Jens Holm roligt.
– Min mor har altså ingen brødre! udbrød Anders overrasket.
– Det ved jeg det her er din mor, og det her er min bror, som også tilfældigvis er din biologiske far.
– Hvad?! råbte Anders Det kan ikke passe!
– Desværre, unge mand. Men sådan hænger det altså sammen… og det er ganske trist, tilføjede Jens Holm.
– Nej, I tager fejl. Min far er min far!
– På papiret ja. Men ikke i virkeligheden.
Anders studerede billedet nøje. Kunne han ligne manden på billedet? Overhovedet ikke, syntes han.
– Hvad vil du egentlig? spurgte Anders efter en pause. Og hvorfor sagde du “trist”, da du sagde, at min far er din bror?
– Jeg sagde bare sandheden, svarede Jens og trak på smilebåndet.
Anders rystede på hovedet.
– Hvis det var, som du siger, havde min mor jo giftet sig med din bror. Det gjorde hun aldrig
– Din far ved det formodentlig ikke. Min broder og din mors forældre forbød dem at blive gift. Det samme gjorde vores.
Kunne det mon være sandt? Anders vidste ikke, hvad han skulle sige.
– Hvorfor fortæller du mig det sådan lige nu? spurgte Anders pludselig.
– Min bror er død nu. Og jeg synes, du og din mor skal have del i hans arv. Og der er noget mere…
– Hvad da? spurgte Anders.
– Du må ikke få børn. Vi er beslægtet, men ret langt ude dog, min bror led af en psykisk sygdom, der er arvelig.
Anders sank en klump. Han havde jo altid troet, han skulle stifte familie og få børn. Nu sad der en fremmed og påstod, det ikke kunne lade sig gøre.
Han vendte sig automatisk mod Liv, men hun var forsvundet.
Jens Holm fangede Anders blik.
– Din mor nægter at tale med mig. Derfor må jeg gå igennem dig.
– Beklager, men jeg holder med min mor. Jeg tror ikke på dine historier.
Anders rejste sig og gik.
Det første, han gjorde, var at ringe til Liv var hun virkelig med på det? Havde hun bevidst sendt ham afsted til Jens Holm? Men hendes telefon var slukket.
Det næste, han gjorde, var at tage hjem til sin mor uden dog at nævne noget.
Længe sad Anders med en kop te og sank hen i tankefulde blikke som dengang i barndommen, hvor han kunne fortabe sig i observationer, mens moren undrede sig over, hvorfor han ikke fik lavet lektier. Men han voksede op og kom selv ind på universitetet.
– Er du langt væk igen, Anders? lød hans mors stemme uventet.
– Nej… Jeg tænker bare, svarede han.
Hans mor stod alene i køkkenet. Perfekt tidspunkt til en snak.
– Hvad tænker du på? spurgte hun roligt.
– På arvelige sygdomme … for eksempel, svarede han forsigtigt.
Hans mor blev med ét alvorlig.
– Hvorfor dog det?
Anders tog visitkortet frem og læste op:
– Jens Holm siger det dig ikke noget?
Så slog det ham: Holm var farmorens pigenavn.
– Han er vel vores slægtning, ikke? spurgte han.
– Måske, indrømmede hun. – Og hvad så?
– Jeg har set det billede, hvor du stod sammen med en fremmed mand. For nylig mødte jeg Jens Holm broren til manden på billedet!
Moren trak på skuldrene.
– Og hvad så? Vi er da familie. Hvorfor skulle jeg ikke stå sammen med ham på et billede?
– Hans bror er død. Vidste du det?
Hendes ansigt blev blegt.
– Nej…
– Han sagde, at jeg er hans brors søn.
– Det passer ikke, svarede hun fast.
Anders smilede tørt.
– Sikker? Jeg overvejer at få det testet.
– Gør du bare, svarede hun og lød iskold. Bliver spændende at se, om du tør sige det til far og forklare, hvad du mistænker.
– Ikke endnu… Måske kan jeg undersøge det gennem dNA-test og familien Holm.
Hun nikkede.
– Men du vil altid finde et slægtskab vi er jo familie. Hvis du virkelig vil vide det, må det undersøges på din fars side.
Det gav mening.
– Men jeg vil stadig gøre det! Sagde Anders med eftertryk.
– Anders, tro på mig: din far er din far.
– Det har jeg brug for at vide helt sikkert! Og hvis det ikke er tilfældet, vil jeg have klar besked. Mor, jeg vil have en helt almindelig familie!
To uger senere sad Anders, hans forældre og Jens Holm samlet hjemme i stuen. I hænderne havde Anders en lukket konvolut med svaret på slægtskabs-testen.
De tre voksne så spændt på ham.
– Kom nu, Anders, åbn det! sagde hans far.
Anders var nervøs hvad nu, hvis det viste sig, at han ikke var sin fars søn? Men han havde selv insisteret på testen…
– Jeg kan ikke sagde han og gav konvolutten til sin mor, der tålmodigt rakte den videre til Jens Holm.
– Se, du vil kende sandheden kig selv, sagde hun.
Jens Holm åbnede brevet, læste og sagde:
– Beklager, at jeg forstyrrede… Jeg havde håbet, vores familie ville leve videre gennem dig men det kan jeg se, den ikke gør.
Anders pustede lettet ud. Han var virkelig sin fars søn.
– Mor, hvorfor troede Jens Holm, at jeg var hans brors søn?
Anders gik en tur i Fælledparken sammen med sin mor og tog mod til sig.
– Jeg datede faktisk hans bror engang. Vi overvejede virkelig at gifte os. Men din farmor var imod. Jeg trodsede hende, og vi havde nok gjort det men så …
Hun holdt en pause.
– Hvad skete der?
– Han slog mig det blev enden på det. Jeg stak af og satte mig grædende på en bænk. Der så din far mig. Resten af historien har vi fortalt dig, sagde hun varmt.
– Ja far friede til dig med det samme, og I gik direkte på rådhuset og blev gift.
– Netop Familien Holm troede, jeg var gravid, og at jeg derfor hastede i kirken. Også farmor troede det. Og fordi du blev født lidt før termin, blev de endnu mere overbeviste. Men der var intet om det.
Senere gik Anders på universitetet. Efter alt postyret var Liv forsvundet som om hun kun var dukket op for at iscenesætte mødet med Jens Holm. Måske for arven. Men det betød intet.
Lidt længere fremme gik Freja Anders tog en dyb indånding og indhentede hende.
Denne gang nikkede han ikke bare, men sagde:
– Hej! Hvordan går det?
– Hej! Freja smilede Det går godt!
Anders forstod pludselig, at hun var helt almindelig han syntes bare ekstra godt om hende.
– Har du lyst til at gå ud med mig i aften? spurgte han modigt.
– Ja, det vil jeg gerne, svarede Freja med et smil.
Anders gik videre og smilede. Han var glad for at have mødt Jens Holm, afsløret familiens hemmelighed, der slet ikke var nogen hemmelighed, men som havde tynget ham. Det havde givet ham mod til at tro mere på sig selv og livet føltes lettere. Nogle gange er sandheden mindre dramatisk, end man frygter. Han havde lært, at det bedste er at tale sammen og lade fortiden hvile, så man kan fokusere på det, der gør en lykkelig nu og her.
