Jeg er blevet otteogtres år gammel, og kræfterne er ikke længere, hvad de har været helbredet heller ikke. Så vidt muligt forlader jeg helst ikke min lille landsby på Fyn, derfor havde jeg glædet mig til besøg af mine børn.
I mange år havde vi for vane at samles hjemme hos mig til jul og pynte det ægte juletræ sammen. Men i december dette år blev min datter, Line, forkølet. Hun sagde i telefonen, at det var helt udelukket, at hun kunne komme ikke engang i bil. Hun foreslog, jeg kunne komme og besøge hende, svigersønnen og børnebørnene, hvis jeg ikke var nervøs for at blive smittet. Jeg sagde, jeg ville tænke over det.
Senere sad jeg længe og grublerede hvorfor sidde alene, især når min eneste datter er syg? Jeg brugte næsten hele min folkepension på at købe gode danske madvarer til børnene, købte hjemmelavet syltetøj af min nabo og honning fra den lokale biavler. Rejsen tog sin tid: først med bus til stationen, så toget og derefter yderligere to busser. Jeg ankom til Lines hjem den treogtyvende december for at hjælpe til op til juleaften men ingen var hjemme.
Da jeg ringede til Line, svarede hun med sin velkendte, friske stemme:
Ej mor, du burde have sagt, at du kom! Vi er taget til jul hos nogle venner. Jeg troede, vi var enige om, at vi i år fejrede hver for sig
Det var løgnen, der gjorde mest ondt. At hun ikke ville fejre julen med mig, ville have gjort mig ked af det, men at hun løj det skar i mig. Jeg havde bekymret mig, gjort mig umage
Der var ikke andet for end at vende om og tage hjem igen.
Sådan er børn selv som voksne tager de let på det med deres gamle forældre. Det vigtigste for dem er, at de selv har det godt og hygger sig, og forældrene… ja, de bliver glemt. I det mindste har jeg lært, at man aldrig skal sætte sin glæde afhængig af andres planer du må gøre plads til egne traditioner, når tiden er inde.
