Jeg var engang matematiklærer, og i dag vågnede jeg op med glæde, fordi min kære veninde Ane havde fødselsdag, og jeg ville overraske hende. Vi arbejdede sammen på den samme skole i næsten fyrre år, og vi var som søstre, der aldrig kunne undvære hinanden. Jeg gik i gang med at stryge min yndlingstop og nederdel, for jeg ville se præsentabel ud denne særlige dag.
Da jeg havde klædt mig på, gik jeg ud af huset. Det havde regnet for nylig, og der var pytter overalt på fortovet. Jeg gik hen til den lokale butik, købte en stor lagkage og en buket blomster. På vej ud af butikken susede en bil forbi bag rattet sad en elegant, lyshåret kvinde. Hjulene slog en enorm bølge op, og vandet væltede hen over mig, så både mine blomster, min nederdel og lagkagen blev helt gennemblødte.
Den lyshårede kvinde standsede bilen og rullede vinduet ned: “Undskyld, men alle gamle damer burde holde sig hjemme på dette tidspunkt, så de ikke bliver våde! Jeg havde vigtige ting at ordne, og det er altså dit eget ansvar!” Jeg blev helt målløs. “Hvad skal jeg dog skamme mig over?” svarede jeg. “Du burde skamme dig over, at du ikke passer bedre på og går direkte ved siden af en stor vandpyt det er din egen fejl,” sagde hun med en hånlig stemme.
Mens vi diskuterede, kom en velklædt mand ud fra et nabobygning. Egentlig var det Jacob, der tidligere havde været elev hos mig. Den lyshårede kvinde smilede straks bredt og forsøgte at fremstå venlig. “Hvad er der sket her?” spurgte han. “Hr. Jacob, denne dame lænede sig op ad min beskidte bil og beskylder nu mig,” sagde sekretæren, der arbejdede på Jacobs firma.
“Jacob, er det virkelig dig?” spurgte jeg. Det viste sig hurtigt at Jacob kendte mig, og at den unge kvinde, som var hans sekretær, åbenlyst manglede respekt for ældre. “Du må straks undskylde overfor min yndlingslærer,” sagde Jacob bestemt og vendte sig mod sin sekretær. Hun prøvede at redde situationen: “Det var ikke mig der gjorde hende våd; jeg stoppede bare for at hjælpe.” Men Jacob blev vred: “Du er fyret. Jeg har ikke brug for ansatte der lyver.” Han hjalp mig hjem, ventede tålmodigt mens jeg skiftede tøj, købte nye blomster og en endnu større lagkage. Sammen gik vi hen til Ane for at fejre hendes fødselsdag Ane havde også engang undervist Jacob.
I dag lærte jeg, at respekt for ældre ikke altid er en selvfølge men at ægte venskab og anerkendelse kan dukke op, når man mindst venter det.
