Efter fire måneders skriveri sagde jeg endelig ja til at mødes med min 52-årige bejler og han indledte samtalen med fem klager
Du ved, man siger, at forventningens glæde tit er større end selve begivenheden. I min veninde Frederikkes historie strakte fornemmelsen af noget stort sig næsten hele fire måneder og det føltes efterhånden som en slags onlineføljeton med daglige afsnit.
I løbet af den tid fik hun styr på Oles smag ned til de mindste detaljer, huskede navne på hans barndomsvenner og holdt op med at undre sig over hans maniske brug af tre prikker efter hvert eneste godmorgen….
Frederikke var 45 lige den alder, hvor man ikke går til date med skælvende knæ, men med et undersøgende glimt i øjet: Nå, lad os se hvad det er for et eksemplar denne gang, tænkte hun, mens hun gjorde sig klar.
Hun tilhørte den slags kvinder, der kan bære en enkel kashmirtrøje med ynde som var det en regal kappe, og som har en selvironi, der kan afmontere enhver pinlig situation.
Ole, der for nylig fyldte 52, virkede via tastaturet som en seriøs, reflekteret type, med et lille glimt i øjet og det, der egentlig afgjorde sagen til at stole på.
I vores alder, Frederikke, skrev han sent om aftenen, leder folk ikke længere efter fyrværkeri men efter varme. Man ønsker en kvinde, man ikke behøver forklare alt for.
Helt uden ord jamen, så lad os da prøve dét, smålo Frederikke for sig selv, mens hun lagde mascara. Bare de ord, der så rent faktisk bliver sagt, ikke sætter én på flugt.
Mødet blev aftalt på en lille hyggelig café i Indre By, hvor lyset var blødt og duften af kanelbredte sig. Frederikke var der til tiden samlet, selvsikker, forberedt på en god aften. Hun så ulastelig ud.
Ole dukkede op fem minutter senere. I virkeligheden var han en smule lavere end på billederne, og hans blik var nøjagtig som én, der lige havde fundet en regnefejl i årsregnskabet.
Han satte sig overfor, nikkede kort og hilste.
Ingen kompliment, ingen dejligt at møde dig.
Ole kastede et vurderende blik på Frederikke, lidt som en ekspert, der skal udvælge kartofler. Så foreslog han kaffe og kage det sagde de ja til.
Frederikke, begyndte han med lidt for myndig stemme, jeg har analyseret vores samtaler i lang tid. Næsten fire måneder. Og nu, hvor vi mødes, mener jeg, det vil være rigtigt at komme med nogle vigtige anmærkninger. Jeg har fem punkter, jeg vil tage op.
Indeni kunne hun mærke den gode stemning ramle, som når et vinglas sniger sig ud over bordkanten. Frederikke lagde kinden i hånden og nikkede.
Fem klager? Det lyder spændende. Jeg lytter.
Ole opfangede ikke ironien og løftede en finger.
Punkt ét: Billederne
På dit billede i den blå kjole ser din figur anderledes ud. Nu kan jeg se, at du er… mere markeret. Det er vildledende. I vores alder bør kvinder være mere ærlige.
Frederikke trak på smilebåndet. Markeret det var da trods alt bedre end statue
Punkt to: svartid
Du svarer ofte for langsomt. For tre uger siden skrev jeg dig klokken 14.15, og du svarede først 16.40. Mænd bryder sig ikke om at vente. Det viser manglende respekt.
Jeg var vist lige til møde på arbejdet ville hun forklare, men Ole var videre til næste punkt.
Punkt tre: Mødestedet
Hvorfor skulle vi mødes her? Det er for eksklusivt. Jeg foreslog en mere jordnær café. Dit valg afslører trang til at vise dig.
Frederikke så ned i sin latte og blev et øjeblik fristet til at hælde den ud over ham. Men nysgerrigheden vandt.
Punkt fire: Tøjstil
Hvorfor det kjolevalg? Vi skulle jo bare drikke kaffe. Det er alt for opsigtsvækkende til om dagen. Smykkerne er også unødvendige. En kvinde bør udstråle dybde, ikke glimmer. Jeg leder ikke efter et udstillingsvindue.
Punkt fem: Selvstændighed
Du insisterer på at vælge restaurant og siger ofte jeg selv. Du lader ikke manden føle sig som mand. Jeg har brug for en kvinde, der spørger til råds ikke en, der skal demonstrere uafhængighed. Bliver det os, må du ændre adfærd.
Han lagde armene over kors og ventede tilsyneladende enten for anger eller taknemmelighed over hans ærlighed.
Frederikke betragtede ham og forstod med ét: de fire måneders skriveri havde bare skjult en nidkær småkontrollant. Han søgte ikke nærvær han søgte nogen, der kunne polere hans ego.
Ved du hvad, Ole, sagde hun roligt, næsten blidt, jeg har også analyseret lidt. Fem minutter var nok til at drage en konklusion.
Også? Hvilken? hostede han.
Du er virkelig et særegent tilfælde. Kommer hele vejen gennem København for at uddele regning for kvindens smag, udseende og ret til at være sig selv. Det er alligevel en vis arrogance.
Ole rynkede panden: Jeg siger det bare, som det er.
Nej, rystede Frederikke på hovedet. Du er ikke ærlig. Du er bare utilfreds, uanset, hvordan du forsøger at måle verden. Er mine billeder ikke nok for dig? Så besøg Statens Museum for Kunst, de skifter sjældent udstillinger. Svarer jeg for sent? Få dig en tamagotchi. Kan du ikke lide kjolen? Jeg tog den på, fordi jeg selv havde lyst.
Hun rejste sig og rettede tasken.
Og til sidst: Hvis dit ego ikke kan bære ordet selv, bør du overveje terapi, ikke kærlighed. I en alder af 45 sætter jeg for stor pris på min tid til at spilde den på en mand, der starter sit bekendtskab med at granske mine mangler.
Hvor skal du hen? Og din kaffe? mumlede han.
Du drikker bare kaffen alene. Det sparer dig både tid og penge. Og et lille råd: ønsker du, folk skal stirre dig konstant i munden, så bestil en tid hos tandlægen.
Hjemme gik Frederikke straks ind og blokerede Ole på alle platforme. For hende var hygge ikke kun plaid og stilhed men også et telefonnummer uden mænd, der prøver at presse dig ind i deres forvredne idealer.
Hvad tænker du? Var det bare et forfejlet forsøg på flirten, eller en nøje planlagt forestilling? Og skal man overhovedet fortsætte samtalen, når nogen straks begyndte at afregne for alt, du er?
Efter 4 måneders beskedudveksling sagde jeg ja til at mødes med en 52-årig dansk bejler — han indledte samtalen med 5 klager
