Ingen af mine børn ville tage sig af mig, da jeg endte på hospitalet. Heldigvis findes der stadig gode mennesker i denne verden.
Da jeg fødte mine to børn, troede jeg, at de i det mindste ville tage sig af mig, når jeg blev gammel. Hele mit liv har jeg viet til min datter og min søn. Jeg tog fejl nu hvor jeg er blevet syg og har brug for hjælp, hvor jeg ikke kan klare mig selv, ville ingen af dem tage mig hjem eller hjælpe mig. Det er en ubærlig smerte at vide, at ens egne børn ikke bryder sig om én.
Jeg opfostrede dem alene. Min mand gik bort, lige da vores søn kom til verden, og vores datter var stadig lille. Jeg arbejdede på to arbejdspladser for, at de aldrig skulle mangle noget. Jeg sørgede for, at de begge fik en god uddannelse ikke bare hvilken som helst, men en videregående. Min datter, Astrid, blev uddannet designer, og min søn, Mikkel, blev ingeniør. Begge fandt fine jobs. Så længe jeg var rask, hjalp jeg altid til med deres børn mine to børnebørn: Emil, min datters dreng, og Oliver, min søns søn. Jeg fulgte dem til fritidsklubber, hentede dem fra skole, passede dem ofte.
Men en dag fik jeg det rigtig skidt ude på gaden. Jeg blev indlagt på Rigshospitalet. Det var her, jeg for alvor mærkede, hvordan mine børn havde det med mig. Astrid besøgte mig kun én eneste gang, og Mikkel nøjedes med et enkelt opkald. Efter en uge blev jeg udskrevet med besked på at tage den med ro og straks kom børnene med børnebørnene, der skulle passes. Og I ved, hvordan det er med børn: de vil leges med, have mad, og på legeplads. Efter to måneder blev mit helbred dårligere. Jeg bad Mikkel køre mig til kontrol, men han var altid for optaget, så jeg måtte tage en taxa selv hvilket for en pensionist som mig er en dyr udskrivning i danske kroner.
Tiden gik, og en dag kunne jeg slet ikke komme ud af sengen. Jeg ringede til Astrid, men hun var på arbejde og rådede mig til at ringe 112. Så blev jeg igen indlagt. Siden da har jeg ikke kunnet gå selv. Inden jeg blev udskrevet, forklarede lægen mine børn, at jeg absolut ikke måtte være alene, at jeg krævede pleje.
Hjemme diskuterede Astrid og Mikkel længe, hvem der skulle tage mig ind. Astrid mente, at hun boede for småt til at have plads til mig. Mikkel, som har masser af plads, sagde, at hans kone ventede barn og næppe ville have sin svigermor boende. Jeg blev så frygteligt flov havde jeg virkelig levet et helt liv og ikke fortjent mine børns medfølelse? Jeg afbrød dem: Gå med jer! Jeg vil ikke se jer! Jeg sagde, jeg sagtens kunne klare mig jeg vil ikke være en byrde. De gik, og jeg blev liggende tilbage og græd i puden. Hvordan kunne det ske, at de børn jeg elskede, var blevet så egoistiske? Havde jeg opdraget dem sådan? Jeg lå søvnløs hele natten. Da det blev morgen, var jeg tung om hjertet og pludselig hørte jeg døren gå op og blev bange.
Det viste sig, at børnene var gået og havde låst jeg havde ikke været ude af sengen hele natten. Ind kom min nabo fra stueetagen, Sofie, en god ung kvinde, som også alene forsørger sin pige. Hun ville bare kigge til mig. Jeg var så nedtrykt, at jeg fortalte hende alt. Hun tilbød straks sin hjælp, men jeg tøvede hvis mine egne børn ikke vil have mig, hvordan kan jeg tillade fremmede at hjælpe?
Men Sofie gav sig ikke. Hun kom med mad og lavede te til mig. Siden da har denne enlige mor passet mig, og jeg giver hende halvdelen af min pension hun sørger for at handle ind for dem, lave mad, og resten går til regninger. Nu er mit liv fuldstændig afhængigt af en fremmed, mens mine egne børn er ligeglade. De ringer sjældent, og de lød lettede, da de hørte, nogen tog sig af mig. Jeg havde aldrig troet, jeg ville opleve sådan en svigt, især ikke fra min datter og søn. Jeg har opdraget utaknemmelige børn.
