Sidder hjemme i min lejlighed i København. Pludselig ringer det på døren. Jeg åbner og der står en kvinde. Almindelig type, ikke kønnere end mig, og cirka samme alder. Hun siger:
Goddag, må jeg tale lidt med dig om Villy? Det er sådan, at jeg er din mands elskerinde.
Ja, så var den aften ligesom skudt i gang. Men altså, hvis folk taler pænt til mig, så gør jeg det også, indtil én af os segner af stressudslag.
Træd endelig ind, siger jeg, så kan vi jo snakke om vores Villy.
Hvor er jeg glad for, at du ikke smider en stegepande efter mig, siger gæsten. Jeg har dårligt nok helbred til slag. Jeg har fået fortalt, at du er et ordentligt og høfligt menneske!
Ja, og jeg har sandt at sige også hørt et og andet om dig, svarer jeg. Vent nu, jeg skal lige huske… Du er syvogtredive, enlig mor, og har en erhvervsuddannelse?
Har faktisk fået en bachelor nu, siger hun lidt forlegent. Har studeret på fjernundervisning.
Og du hedder… Sofie Olesen, er det rigtigt? siger jeg, mens jeg sætter vand over.
Det stemmer, siger elskerinden. Og du er vel Signe Madsen? Vi er jo navnesøstre.
Ja, det har jeg selv moret mig lidt over, siger jeg. Hvorfor har Villy fundet sig både kone og elskerinde med næsten samme navn? Er det mangel på fantasi – eller dansk traditionsbundenhed?
Det er sikkert bare smart tænkt, siger Sofie. Så han ikke pludselig kalder os det forkerte i sengen. Villy er jo ikke dum.
Fuldstændig genialt! siger jeg. Det bedst er, at vores datter også hedder Signe.
Min søn hedder også Signe, siger Sofie. Også fra Villy.
Den har jeg hørt, siger jeg. København er ikke stor, og sladder spredes. Villy gider ikke engang opfinde nye navne. Nå, sæt dig og få noget kaffe. Du har endda taget kage med, kan jeg se?
Ja, siger hun. Bare rolig, den er ikke forgiftet. Vi er jo medsøstre i ulykken, ikke fjender. Jeg har ikke noget udestående med dig.
Købt i Netto? spørger jeg.
Ja, der ved Nørrebrogade.
Kager fra Netto, dem behøver man ikke forgifte. Sukker i kaffen?
Vi satte os med kaffen, Villys elskerinde og jeg. Jeg siger:
Nå, Signe, hvad bringer dig egentlig til min dør?
Jo, siger Sofie. Jeg er et ordentligt menneske, ikke ballademager. Der skal ske noget med Villy. Hvad gjorde du egentlig ved ham i går?
Vi flyttede tremmeseng på Signes værelse i går, siger jeg. Det må man da gerne?
Du passer ikke på ham nok, siger Sofie anklagende. Han lovede at komme forbi efter arbejde og hænge køkkenskabe op hos mig. I stedet kom han, lagde sig på sofaen og var helt færdig. Jeg smurte hans ryg ind i Voltaren, men han var ubrugelig, både til krig og kærlighed.
Det er jeg ked af på dine vegne, siger jeg. Hvad gav du for de køkkenskabe?
Tretentusinde, siger hun. Og perfekt farve til mine fliser. Nå, hvad skal vi stille op med Villy?
Han kan da bare sove hos dig i nat, siger jeg. Hvad skal jeg bruge ham til, når han er skæv i ryggen?
Jeg mener ikke kun i nat, siger hun. Det er fremtiden, jeg tænker på. Min dreng ser jo sin far alt for lidt, og snart er det forår, jeg står alene med haven og alle projekterne…
Kom dog til pointen, siger jeg.
Jeg har et praktisk forslag, siger Sofie. Skal vi ikke lave et regnskab over Villy-deling?
Hvordan forestiller du dig det? spørger jeg. Sådan et fælles selskab, A/S Mand Villy?
Ja, for eksempel! siger Sofie. Det føles lidt urimeligt, jeg kun har ham halvanden dag pr. uge, mens du har ham resten! Giv mig nu lidt flere dage, vær sød! Jeg har 300 kvadratmeter køkkenhave stående alene, og Villy går lige på køleskabet, så snart han kommer!
Laver du stadig den salat med tang? spørger jeg. Eller den med ost og hvidløg?
Jeg kan ikke lave alt, indrømmer Sofie. Villy har nævnt, dine salater er kreative. Vil du dele opskriften?
Men du laver jo den der fyldte kylling til gengæld, siger jeg. Det har han pralet af nede i gården. Skal vi lave byttehandel?
Vi byttede opskrifter på salat og kylling, hældte mere kaffe op.
Altså, jeg har ikke brug for en hel Villy, siger Sofie. Men lidt skal der være. Det er nu engang rart, at der ligger et par herresokker på min hovedpude og røges på altanen så har man noget at råbe ad.
Skal vi lave vagtturnus tos dag arbejde, tos dag fri? spørger jeg.
Onsdage og lørdage behøver jeg ham ikke, siger Sofie. Men jeg vil gerne have ham torsdag-fredag. Der er genforeningsfest med gymnasiet, og hvis jeg møder alene, griner de mig ud som gammel jomfru.
Aftale, siger jeg. Du kan få ham til lørdag. Men pas på, at han ikke spiser for meget til den fest, og sørg for fornuftig mad undervejs. Hvad med Villys løn?
Jeg skal ikke have penge af ham jeg forsørger mig og min dreng selv, siger Sofie. Hvis han køber lidt tøj til Signe eller tager ham med i Tivoli, er det fint. Din datter er jo ikke fremmed for mig heller.
Vi fik stablet en foreløbig vagtplan sammen. Skrev også ned, at når vi udveksler Villy, skal han være barberet, mæt, velklædt og uden huller i sokkerne.
Naturligvis tilføjede vi, at A/S Mand Villy ved udveksling bør være i godt humør, rolig og parat til den tre-enige familieform. Mæt, tilfreds og hvis muligt fysisk tilfredsstillet.
Tør jeg spørge, siger Sofie lidt genert. Hvad gør vi, hvis jeg eller du har kvindeligt ubehag?
Intet problem, siger jeg. Sig det til mig, så tager jeg over. Selvom, kender jeg Villy ret, så længe han har mad og fjernbetjeningen, er vi kvinder nu ikke det store problem.
Det er sandt, sagde Sofie lidt bittert. Først kørte A/S Forkert Mand Villy i overhalingsbanen, men nu? Nu kommer der kun 30-40% af ydelserne pr. måned, og vi er allerede i maj, men han mangler at afregne for april! Men til at grave i haven og gå på gymnasiefest, der er Villy stadig god nok.
Vi spiste Netto-kagen op og underskrev aftalen. Byttede kopier og gav hinanden håndslag.
Tak, sagde min tidligere krypterede veninde højtideligt, tak for du ikke skreg og smed med strygejernet. Du er fornuftig og civiliseret, Signe Madsen! Jeg må hellere gå hjem og glæde Villy han er træt af dobbeltspil.
Da hun gik, lagde jeg vores aftale i dokumentmappen. Der ligger der i forvejen en anden kontrakt: Min gamle klassekammerat, Bent Sørensen, har længe spurgt, om han ikke må påtage sig Villys forpligtelser, når Villy er fraværende.
Den overvejer jeg stadig. Jeg har vel lov at tænke mig om.
Personlig læresætning: Det betaler sig altid at bevare roen og forhandle som voksne selv når livet tager de mærkeligste drejninger.
