Min søn ringede til mig midt på dagen og sagde, at han ville komme forbi om aftenen men han ville ikke komme alene. Ordene kom lidt forsigtigt fra ham, men jeg kunne straks mærke på hans stemme, at det betød mere for ham, end han lod, som om det bare var en lille ting. Jeg spurgte, om det blev et længere besøg, og han svarede lidt undvigende, at det bare var for at præsentere hende. Alligevel gik jeg direkte ud i køkkenet, straks telefonen blev lagt på, uden egentlig at vide, hvad jeg ville.
Jeg besluttede mig for at bage en marengsrulle, sådan som jeg plejede, når der skulle være lidt ekstra hyggeligt. Mens æggehviderne blev stive, gik tankerne: Hvilken slags pige mon han havde fundet? Måske en, der var med på moden? Måske en kærlig sjæl Jeg havde i hvert fald ikke forestillet mig noget særlig om hendes udseende.
De kom min søn og denne pige. Han trådte først ind gennem døren og sagde med et lille smil:
Mor, det er Frederikke.
Jeg løftede blikket. Det første, jeg lagde mærke til, var hendes læber store, blanke og så opsvulmede, at de næsten så malede ud. For et kort øjeblik blev jeg helt paf og tog mig selv i at stirre, før jeg hurtigt kiggede bort.
Hun rakte hånden frem og sagde:
Hyggeligt at møde dig.
Jeg smilede automatisk og tænkte stille for mig selv, at hvis min gamle svigermor havde set det her, så havde hun nok sladret om det til hele opgangen i uger. For min generation er sådan noget ikke bare mode, men næsten et chok.
Vi satte os til bordet. Min søn var nærmest overopmærksom, sagde om stolen var god nok, og lagde en hånd betænksomt på hendes skulder. Frederikke lagde straks sin mobil på bordet ved siden af tallerkenen, som om den også skulle med til middag, og begyndte at fortælle om sig selv.
Jeg går meget op i min kost. Det gør alle jo nu om dage.
Det er klogt, svarede jeg høfligt. Helbredet er vigtigt.
Hun nikkede og tilføjede:
Jeg prøver endda at undgå brød.
Jeg smilede igen. Indeni tænkte jeg, at hvis jeg aldrig havde spist brød, var jeg nok blevet et meget mere pirre hoved.
Da jeg satte min hjemmelavede marengsrulle på bordet, lyste min søn op.
Ej mor, har du selv bagt den? spurgte han.
Hvad skulle jeg ellers? købe én? svarede jeg.
Frederikke kiggede på marengsrullen, så på mig, og så tilbage på kagen, som om hun forventede, at den kunne springe. Hun sagde med et lille smil, der ikke nåede øjnene:
Den ser flot ud men det må jo være ren sukker og fedt. En regulær kaloriebombe.
Jeg bed mig i tungen. Ville gerne bide replikken i mig, men sønnen prøvede at redde stemningen:
Mors bagværk har altid været lækkert.
Det betvivler jeg ikke, sagde Frederikke, men sådan noget spiser jeg bare ikke.
Nu begyndte det at varme sig op indeni mig. Det handlede ikke om marengsrullen. Det handlede om tonen. Jeg kiggede først på min søn, så på hende, og mærkede, hvis jeg tiede nu, ville jeg aldrig få sagt noget som helst.
Jeg satte min kop noget hårdere på bordet, end jeg havde tænkt.
Ja, sådan er vi nok bare mere jævne folk, sagde jeg.
Hun så på mig med sine store øjne over de læber og smilede, som om hun ikke forstod, hvad jeg mente. Jeg vidste med ét, at aftenen lige var begyndt.
Efter min bemærkning faldt der en mærkelig tavshed over bordet. Sønnen begravede næsen i sin tekop, Frederikke tog en slurk vand og kiggede direkte på mig denne gang uden smil.
Jeg mente ikke at fornærme nogen, sagde hun. Tingene er bare anderledes nu. Vi tager mere hensyn til sundheden.
Det gør jeg også, svarede jeg. Men i min tid regnede vi ikke sundhed i kalorier.
Min søn brød straks ind:
Mor, kan vi ikke bare lade den ligge?
Jeg så på ham og kunne mærke, han var ved at miste fodfæstet ville helst have ro og fred, men det var ikke det, jeg havde brug for.
Frederikke stirrede igen på marengsrullen og mumlede:
Jeg forstår slet ikke, hvorfor man laver så meget sødt. Det er jo usundt.
Nu kunne jeg ikke mere. Jeg lagde gaflen og sagde, roligt men fast til min egen overraskelse:
Og jeg forstår ikke, hvorfor man får lavet læberne så store, at man næsten ikke kan spise. Men jeg har ikke sagt noget, vel?
Sønnen kiggede op:
Mor
Frederikke rødmede, og hendes læber blev endnu mere iøjnefaldende, da hun svarede sammenbidt:
Det rager faktisk ikke dig.
Nej, præcis, sagde jeg. Og min kage rager heller ikke dig.
Der blev helt stille. Hendes telefon vibrerede, men ingen tog den. Sønnen lignede én, der havde brug for at slippe væk. Jeg blev siddende og mærkede, at jeg måske for første gang i lang tid sagde det, jeg følte og ikke bare det, man burde sige.
Frederikke rejste sig først.
Tak for mad. Jeg går nu.
Selvfølgelig, sagde jeg. Jeg holder dig ikke tilbage.
Sønnen fulgte hende til døren. I entreen kunne jeg høre deres dæmpede diskussion hans lavmælte “vent nu lidt”, hendes skarpe “så du overhovedet, hvordan hun talte til mig?”. Så smækkede døren, og det blev så stille, at jeg hørte det gamle Bornholmerur tikke det jeg længe har overvejet at smide ud.
Han kom ind igen efter ti minutter. Satte sig ned og kiggede på kagen.
Hvorfor gjorde du det, mor?
Hvad skulle jeg have gjort? Skulle jeg bare lade som om, alt var fint?
Han sukkede og gned øjnene.
Du forstår det bare ikke. Det hele er anderledes nu.
Jeg forstår én ting: Når nogen træder ind i ens hjem og på første minut kalder ens mad for en kaloriebombe, handler det ikke om sundhed men om respekt.
Han sad længe uden at sige noget. Så sagde han lavmælt:
Hun sagde, at hun ikke kommer her mere.
Det gør ikke noget, sagde jeg. Jeg har heller ikke tænkt mig at besøge hende.
Han trak på smilebåndet træt og opgivende:
Ved du hvad, mor? Jeg er egentlig også træt af at skulle regne kalorier hele tiden og høre, hvor meget vi ikke må.
Jeg skubbede kagefadet hen mod ham.
Så spis. Og drik teen, så længe den er varm.
Han tog lidt marengsrulle, smagte og sagde:
Det er virkelig godt.
Vi sad lidt i tavshed, men det var en anden slags stilhed end før. Til sidst rejste han sig, gav mig et langt kram og sagde:
Du er nu én af slagsen, mor.
Og du er stadig min gode dreng, svarede jeg.
Han gik sent. Jeg blev siddende i køkkenet og nødt en sidste bid. Verden ændrer sig, det ved jeg men jeg behøver ikke sige ja til det hele. Nogle gange er det vigtigste at stå ved sig selv også når tiden og moden trækker i en anden retning.
