Hej, ved du hvad, jeg må lige fortælle dig om noget, der skete forleden. Kun folk, der har arbejdet på skiftehold, kan virkelig forstå mine følelser, når man endelig har en fridag, og så ringer dørklokken super irriterende tidligt om morgenen.
Inden jeg rigtig vågnede, var det første, jeg tænkte på, mærkeligt nok, at der måske var problemer med vandet. Så jeg styrtede ud for at tjekke hanerne ingen lækager hverken på badeværelset eller i køkkenet. Så det var ikke som sidste gang, hvor jeg oversvømmede underboen for et halvt år siden.
Men dørklokken blev ved med at bimle, og da jeg endelig nåede frem til døren, ser jeg først et par kufferter, og så et lille følge mennesker bagefter.
Filip, jeg ville aldrig have genkendt dig på gaden! kom der fra en ældre dame det der halve kompliment fangede mig helt uforberedt. Jeg prøver at huske, hvem hun kunne være. Du er jo kæmpestor, din far sagde altid du voksede så hurtigt nærmest som en kæmpe! Nu kigger jeg grundigt på hendes ledsager, der smiler stort og rækker hånden frem. Bag dem står hovedet af en eller anden fyr, heldigvis blander han sig ikke yderligere. Men damen fortsætter: Nå, hvad venter du på, lad os komme indenfor! Undskyld, hvad mener du med komme indenfor?
Har du virkelig glemt din onkel? Jeg passede dig, da du var lille! Og ham der (hun peger på den unge fyr), det er din fætter, han skal studere her i København og har ikke noget sted at bo. Så vi tænkte, han kunne bo hos dig. Senere køber vi en seng det går nok. Og vi har også nogle gaver med til dig! Har din far ikke sagt noget?
Nej, han har ikke ringet Det er så typisk vi klarer det bare selv, vi er jo familie! Hvad mener du med klarer det? Prøver I at parkere en studerende hos mig?
Ja, du skal jo bare tage dig lidt af ham. Du ved, hvordan det er at være ny i byen! Jeg har ikke lyst til at babysitte eller bo sammen med nogen, slet ikke når min kæreste ofte kommer forbi hvordan forestiller I jer det? Vi finder ud af noget Jeg vil ikke finde ud af noget. Der findes jo kollegier til studerende jeg har jo boet på kollegie selv, så der kan han sagtens bo. Jeg kan godt vise ham rundt i byen.
Ej, det gider vi ikke diskutere!
Mine slægtninge begyndte at se ret frustrerede ud og forsøgte at rykke kufferterne ind, men jeg blokerede døren. Jeg indså hurtigt, at hvis de først fik kufferterne indenfor, så ville det blive meget sværere at slippe af med dem. Så jeg bad dem vente fem minutter, og gik med dem hen til et kollegie, hvor min fætter kunne få et værelse.
Så blev der snart smidt med bebrejdelser om, at jeg var egoistisk og uden følelser, og smilet var væk. De forsvandt, sammen med kufferterne. Jeg ringede til mine forældre og spurgte, hvem det egentlig var. Min mor sagde bare: Det var din tante og onkel. Hun blev ret sur over hele historien og sagde, at jeg ikke var særlig familieminded.
Altså, jeg kan måske sådan lidt dybt nede fortryde det, men ærligt, jeg er lettet over, at jeg ikke skal høre knirkende sengefjeder og have min fætter på besøg i min lejlighed de næste fem år.
