Karen mistede sin mand i en tidlig alder og måtte selv tage sig af sine to døtre. Ingen hørte nogensinde et ord af klage fra hende. Døtrene havde måske ikke alt, hvad man kunne ønske sig, men de havde det nødvendige, og vigtigst af alt, fik de en god uddannelse. Karen arbejdede to job for at betale for deres skolegang.
En dag tog den ældste datter en ung mand med hjem, og fortalte, at det var hendes kommende mand, men han havde ikke noget sted at bo. Da de senere fik et barn, måtte Karen give det unge par hendes eget værelse, og selv flytte ind til den yngste datter.
Karen troede først, at det kun var en midlertidig løsning. Det unge par ville snart tjene nok til deres egen bolig, og så kunne Karen få sit liv tilbage igen. Men datteren og svigersønnen gjorde ikke meget for at komme videre. De havde tag over hovedet, der var altid mad i køleskabet faktisk sørgede Karen for det hele.
Men hun fik ikke nogen taknemmelighed til gengæld. Tværtimod begyndte uenighederne og skænderierne i familien. Den yngste datter mente ikke, det var hendes ansvar at gøre rent efter svigersønnen. Den ældste datter sagde, hun ikke havde tid til noget som helst, fordi hun passede sit lille barn. Svigersønnen mente, at tage affaldet ud og vaske op ikke var noget for mænd, og så brugte han hele dagen foran computeren.
Stemningen i hjemmet blev så tung, at Karen ikke engang havde lyst til at komme hjem. Da hun forslog datteren, at de burde finde en lejlighed for dem selv, svarede datteren: Vi sparer op til et lån. Hvordan skulle vi få råd til det? Så de blev boende.
Det blev kun værre, da den yngste datter inviterede sin kæreste fra en anden by til at bo hos dem: Mor, han er fra Aarhus, og han skal bo her hos os. Karen undrede sig: Hvor? I køkkenet? Men datteren havde tydeligvis ventet det spørgsmål og forklarede roligt, at køkkenet ikke var så komfortabelt men hvis moren kunne flytte ind i køkkenet, ville de have et værelse til sig selv.
Nu kunne Karen ikke holde det ud længere. Til sidst gik det op for hende, at ingen i hjemmet tog hensyn til hendes ønsker.
Hun sagde stop: I har to uger til at pakke og finde et andet sted at bo. Døtrene blev fornærmede og lovede, at hun ikke skulle få lov til at se sine børnebørn. De sagde, hun ville ende alene, når hun blev ældre.
Men Karen stod fast. Var det dette liv, hun skulle have fået for alle de år, hun havde arbejdet og kæmpet? Så måtte det være sådan og nu var det tid for dem til at stå på egne ben.
Nu fylder Karen 50 år, og hun ved ikke, om hendes døtre dukker op.
Den vigtigste lærdom er, at grænser er nødvendige både for dem man elsker og for sig selv. Nogle gange skal man give slip for at lade andre vokse, også selvom det gør ondt.
