Jeg var 41 år og havde aldrig været min kone utro. Men før jeg mødte hende, var jeg langt fra nogen helgen. Jeg havde aldrig haft en seriøs kæreste. Jeg var fri, og jeg levede derfor som en fri mand. Jeg datede én pige, så en anden fredagene gik til aftaler, lørdagene til fester. Jeg stod ingen til regnskab, for jeg havde ikke givet løfter til nogen.
Jeg arbejdede som elektriker på et lille værksted i Aarhus og tjente fornuftigt. Efter fyraften mødtes jeg med venner på bodegaer, diskoteker eller til fødselsdage. Nogle gange endte jeg med at sove hos en kvinde, og dagen efter forsvandt jeg ud af hendes liv. Ikke fordi jeg ville såre nogen, men fordi jeg ikke søgte noget holdbart. Jeg sagde altid, at faste forhold ikke var mig.
Alt ændrede sig den dag, jeg mødte min kone. Det var på hospitalet i Randers, hvor hun var i praktik som sygeplejerske. Jeg var sendt ud for at reparere noget med strømmen. Hun bad mig hjælpe med en defekt stikkontakt, og vi kom til at snakke sammen. Hun spurgte om mit navn, jeg spurgte om hendes, vi grinede, og da jeg gik fra arbejdet, gav hun mig sit nummer. Jeg skrev til hende allerede samme aften ikke selvsikkert, men nervøs som en dreng på femten.
Vores første stævnemøder var enkle. Gåture langs åen, is på torvet, en portion frikadeller efter arbejde. Langsomt begyndte jeg at ignorere andre kvinder. Ikke fordi hun forlangte det, men fordi jeg ikke følte for at se andre. Jeg vidste bare, hun ikke var som de andre.
Da jeg spurgte, om hun ville være min kæreste, sagde jeg klart: “Hvis vi skal starte noget, skal det gøres ordentligt. Jeg vil ikke have halve ting.” Hun kiggede alvorligt på mig og sagde: “Jeg deler ikke.” Og jeg svarede: “Det gør jeg heller ikke.” Fra den dag forstod jeg, at troskab ikke blot er at lade være med at kigge efter andre, men at holde det løfte, man har givet.
Vi blev gift uden det store postyr. Vi boede i et lejet værelse med en lånt seng og en lille kogeplade. Begge arbejdede vi lange dage. Hun tog nattevagter, jeg ekstra timer. Der var hverken overskud eller tid til eventyr. Vi havde regninger, vi havde træthed og vi havde fælles drømme.
Fristelser kom dog alligevel. En kollega på værkstedet begyndte at skrive til mig sent om aftenen, sendte “tilfældige” billeder, sagde jeg fortjente mere end en træt kone. En aften ventede hun på mig ved parkeringspladsen og foreslog, vi skulle tage på motel. Jeg sagde nej, satte mig i bilen og kørte hjem til min kone.
Til en fest hos en ven satte en fuld kvinde sig tæt ved mig og begyndte at røre min arm. Jeg rejste mig, fandt min kone og vi gik, uden at sige farvel. Jeg ville hellere fremstå uforskammet end krydse en grænse, der ikke kunne slettes bagefter.
Mine gamle venner driller mig. De siger, jeg plejede at “leve livet”, og nu er jeg blevet kedelig. Og de har jo ret jeg er ikke den samme, jeg var. Dengang levede jeg for mig selv. Nu lever jeg sammen med én.
For nylig spurgte min søn, om jeg havde været sammen med andre kvinder, efter jeg blev gift. Jeg sagde nej. Han kiggede overrasket og fortalte, at næsten alle hans venner har skilte forældre på grund af utroskab. Da gik det op for mig, at mit valg ikke kun præger mit ægteskab det former også mine børn.
Jeg var rundtosset og uden ansvar dengang, fordi jeg kun havde mig selv. Men den dag jeg besluttede, at hun var kvinden, jeg ville blive gammel med, forstod jeg, at loyalitet ikke er et fængsel, men et dagligt valg. Og den dag i dag har jeg aldrig fortrudt, at jeg vælger hende.
