Jeg var seksten år gammel, da mine forældre chokerede mig med nyheden om, at jeg skulle have en lillebror eller lillesøster. Far talte til mig, som om jeg stadig var et barn, og sagde, at jeg skulle hjælpe til, når den lille kom. Men jeg nød faktisk at være enebarn. Jeg tænkte også meget på fremtidige universitetsstudier, og jeg vidste udmærket, at et spædbarn ville betyde nye udgifter til bleer og alt muligt andet og det ville nok betyde, at ingen ville have råd til at betale for mit studieophold.
Som teenager var jeg heftig og sagde grimme ting til mine forældre. Jeg spurgte, hvorfor to så gamle mennesker ville have et barn til. Hvorfor prøvede de at ødelægge mit liv, netop når det var så vigtigt for mig?
Efter skænderiet lukkede jeg mig inde på mit værelse og kunne høre min far trøste min grædende mor. Men jeg følte ingen medlidenhed.
Senere fik jeg faktisk en lillebror, og jeg kom til at holde utroligt meget af ham. Samtidig kom jeg ind på universitetet i Aarhus. Men jeg syntes aldrig rigtigt, det var nødvendigt at undskylde til mine forældre for det drama og de hårde ord.
Da jeg blev voksen, fik jeg selv en kone og en datter. Hun voksede også op som enebarn i mange år, for min kone, Lærke, havde egentlig ikke lyst til at få flere børn. Men så blev vi overraskede igen, og jeg mærkede uroen komme krybende, da vi skulle fortælle vores datter, Alberte, at hun ikke længere ville være alene.
Heldigvis var hun kun elleve år og hendes reaktion var helt anderledes end min egen dengang.
Yes! Så får jeg en lillebror eller lillesøster? Hun kastede sig om halsen på mig, og løb straks hen for at kramme sin mor. Endelig!
Hendes glædesudbrud føltes som koldt vand ned ad ryggen. Pludselig stod jeg i min egen fars sted og oplevede den reaktion, jeg selv havde ønsket. Mine forældre mødte i sin tid bare mit ego og manglende forståelse.
Skal vi ikke fortælle det til mormor og morfar i dag? foreslog jeg Lærke og Alberte. Lad os tage hen forbi og dele den gode nyhed.
Jeg håbede, det kunne gøre lidt op for dengang, og jeg fik også lyst til at sige undskyld til mine forældre for noget, de måske for længst havde lagt bag sig.
Nogle gange ser man først sine egne fejl, når man selv oplever dem udefra. Det er aldrig for sent at sige undskyld og vise, at man har lært noget om kærlighed og forståelse.
