Point of No Return
Det er jo fuldstændig umuligt! Hvordan skal vi leve uden varmt vand? Stefan jamrede sig i stuen, og hans stemme gled ind mellem revnerne i dørene. Der var kun gået to dage uden varmt vand, men han blev ved med at gentage, at det ikke kunne lade sig gøre. Hvorfor ikke? spurgte Signe sig selv. Det skete jo hvert år, og hver gang var scenen den samme. Hun gabte, vendte sig om på den anden side under dynen, gemte øret under puden. Men der gik ikke mange sekunder, før døren gik op, Stefan kom ind, hev puden væk fra hendes hoved og så på hende.
Hvorfor står du ikke op? Det er da mærkeligt.
Som altid! rasede Signes tanker forbi i hovedet.
Stefan, hvad nu? Jeg står ikke op, fordi jeg først skal møde til frokost i dag. Jeg sagde det i går…
Men Signe, hvem skal så holde mig med selskab, mens jeg spiser morgenmad? klagede Stefan.
Signe kiggede forbløffet på ham.
Men du sagde jo selv i går, at jeg skulle bare blive liggende. Nå, men hvis det betyder noget for dig, så kommer jeg.
Stefan svarede ikke, men gik ud i køkkenet. Og Signe måtte lige så stille rejse sig op.
Senere sad de ved køkkenbordet. Signe nippede til sin kaffe, mens Stefan sendte hende varme blikke, udtrykte sin kærlighed, sagde hun var smuk, at han var heldig. Hun smilede, men inden i kunne hun ikke slippe billedet af manden, der havde hevet hende ud af søvnen denne morgen.
Da Stefan var gået på arbejde, lagde Signe sig under det varme tæppe igen. Hun tænkte: Da hun og Stefan mødtes, virkede han perfekt; efter vielsen dukkede der pludselig sider op, hun ikke havde set før. Gnavenhed, brok. Måske skulle de have prøvet at bo sammen først, men Signe ville giftes, ikke flytte sammen halvt. Stefan brokkede sig, men Signe kunne jo sikkert også selv være vanskelig på måder, hun ikke opdagede. Måske skulle hun lære at tåle brokkeriet måske endda bruge det til noget? Hvordan det kunne lade sig gøre, anede hun ikke.
………………………..
Signe! Jeg ved, hvad vi skal købe!
Signe havde knap fået skoene af i entreen, før Stefan overfaldt hende med ivrig stemmeføring.
Nå, hvad nu?
Jo, altså en varmtvandsbeholder!
Varmtvandsbeholder? Hvorfor det? Der går kun én uge om året, hvor de lukker for det varme vand. Hvorfor?
Jamen, Signe! Ti hele dage uden! Det er tortur!
Det var besværligt med opvask i koldt vand, hun indrømmede det gerne. Men det var bare så meget besvær for så lidt. Men hvis Stefan ville have en varmtvandsbeholder
Fint, lad os købe en. Men så skal det altså være snart om otte dage vender det varme vand jo tilbage.
Ja! Send mig nogle forslag, så finder vi en!
Et suk undslap Signe. Hun havde troet, de ville vælge sammen men nej, opgaven lå igen hos hende. Hun satte sig til at undersøge beholdere, læse anmeldelser, sende muligheder til Stefan, men ingen af dem faldt i hans smag. Dage fløj afsted, og så var det varme vand tilbage.
Signe, vi skal alligevel købe den beholder. Næste år sker det igen, insisterede Stefan. Signe fandt flere muligheder, Stefan sagde nej til dem alle.
Signe, jeg købte for nylig en varmtvandsbeholder til kolonihaven sammen med Mads, jeg kan sagtens hjælpe, foreslog hendes kollega Louise. Faktisk sendte hun en glimrende model, og Signe bestilte den, da Louise samtidig havde en rabatkode, der udløb.
Dagen efter blev Stefan fornærmet: Hvorfor spurgte du ikke mig? Vi er da en familie!
Jeg prøvede, du svarede aldrig, mumlede Signe.
Ikke desto mindre det er ikke den helt rigtige, brokkede Stefan sig, men lod det fare.
Signe betragtede ham tyst. Hun følte sig skyldig og såret, men mest af alt træt.
Jeg køber aldrig mere noget uden ham, tænkte hun.
………………………..
Stefan, hvor længe skal den varmtvandsbeholder stå her? Jeg støder ind i den hele tiden, det gør ondt!
Ja, ja, jeg ved det godt. Jeg hænger den op en af dagene, lovede Stefan.
Signe sukkede. Beholderen blev stående månedsvis, indtil det igen blev sommer og fjernvarmen forsvandt. Til sidst ringede Signe selv efter en håndværker, og beholdere blev sat op på en time.
Hvorfor spørger du mig ikke? Vi er da en familie! Nu hænger den helt forkert!
Stefan, der er varmt vand! Alt andet er småtingsafdelingen.
Inden i bandede hun af hele denne proces. Måske skulle hun bare have droppet det fra starten.
……………………
Signe sad hjemme hos Birgitte og lyttede, mens vennen beklagede sig over sin mand.
Jeg har besluttet mig for at blive skilt, sagde Birgitte tørt.
Men I har jo børn, udbrød Signe.
Og hvad så? Alt hænger på mig alligevel. Jeg ville få det lettere uden ham. Kærligheden? Den var der. Nu er den væk. Udover at han ikke laver noget herhjemme, sladrer han til sin mor, som bebrejder mig. Jeg orker det ikke mere.
Birgitte lignede én, der var slidt op. Du er heldig med din Stefan, Signe.
Signe hævede øjenbrynene. Tænk, at nogen troede, Stefan var drømmemanden! Signe beklagede sig bare aldrig offentligt. Hun sagde intet.
Hele vejen hjem spekulerede Signe. Elskede hun Stefan, eller var det bare vanens magt? Ville hun have det bedre uden?
……………..
Hvorfor kommer du først hjem nu? Stefan var irriteret. Det var han tit på det seneste. Der er ikke noget aftensmad. Jeg er sulten.
Signe ville minde ham om, at han i går havde sagt, at han selv ville købe mad med hjem. Men hun blev tavs. Hun ville bare undgå endnu et skænderi.
Jeg laver noget nu, sagde hun og fandt kartoflerne frem.
Hverdagens utilfredshed drænede hende. Med hver lille dråbe kravlede kærligheden væk. En dag ville det være slut imellem dem, det kunne hun mærke.
Hun rystede sig selv. Nej! Hun ville ikke miste det, de havde. Ikke nu. Ikke hende.
…………….
Stefan åbnede hoveddøren, de trådte ind i lejligheden.
Endelig hjemme, sagde han.
Signe nikkede mat. Hun savnede venner og selskab, men hun turde ikke tage af sted alene. Det blev altid dårligt modtaget, lige meget hvad hun gjorde. Hvis hun drog ud, blev han fornærmet, men blev hun hjemme, var han stadig utilfreds. Signe kunne ikke vinde.
For resten, hvad ville Simon snakke med dig om? spurgte Stefan pludselig.
Ikke noget særligt, bare en jobmulighed, han vil fremlægge for mig i morgen.
Skal du så tage derhen? spurgte Stefan hektisk.
Ja, naturligvis. Det er jo om arbejde.
Ville du ikke informere mig først? Er vi ikke en familie?
Jo… men vi arbejder jo med forskellige ting. Jeg kan vel selv tage stilling til mit arbejde?
Jeg kommer i hvert fald ikke nogen steder, sagde Stefan krystisk.
Hvorfor tror du, du skal nogen steder hen?
Jeg ved, hvor Simon vil åbne en ny afdeling. Han vil sikkert have dig til at stå for det.
Hvor da?
Han så væk, og Signe gættede pludselig svaret.
Er det dér, vi har snakket om at flytte hen?
Ja, indrømmede Stefan modvilligt.
Men det ville da være fantastisk!
Nej. Jeg bliver her, og det gør du også.
Signe vidste ikke, hvad hun skulle sige. Alligevel besluttede hun, hun ville mødes med Simon.
……………….
Det her er mit tilbud, Signe. Hvad tænker du? Simon betragtede hende undersøgende.
Hvorfor rekrutterer du ikke bare lokalt?
Fordi jeg kender dig. Jeg stoler på dig.
Stefan vil ikke flytte, sagde hun lavmælt.
Simon rejste sig, gik frem og tilbage. Undskyld mig, jeg ville ikke sige det men jeg tror, du skal forlade ham.
Signe blev bleg.
Jeg elsker ham, mumlede hun.
Jeg ved det men han er dig utro.
Det kan jeg ikke tro!
Tror, hvad du vil. Men han har en affære med Birgitte. Derfor vil han ikke rykke sig ud af stedet. To kvinder, der indretter sig efter ham og gør ham glad. Tænk over mit tilbud…
Signe forlod Simons kontor med ben af gelé.
Derhjemme var alting som altid men nu med en tomhed, hun ikke før havde mærket. Hun satte sig på sofaen, trak benene op under sig.
Dryp, dryp, dryp… Hvad nu?
Vandet fra hanen dryppede. Hun lukkede for det, men kunne stadig høre det. Kærligheden dryppede ud af hendes hjerte.
Hun tog tøj på, gik direkte til Birgittes opgang, men ingen åbnede. Nabokonen stak hovedet ud. Ingen hjemme.
Så kom elevatoren. Ud trådte Birgitte og… Stefan. Tystheden hang som iskrystaller mellem dem.
Signe sagde ingenting; det behøvedes heller ikke. Stefan begyndte at forklare sig, men det nåede aldrig hendes ører. Birgitte så væk. Signe vidste nu, at Simon ikke havde løjet.
Hun bakkede væk uden et ord, fór ned ad trappen, og ude på gaden blandede hun sig med menneskene på Frederiksberg Allé.
..
Det er sandt, det er sandt, hamrede det gennem Signes hoved.
At lægge hele sit liv til rette efter en mand, at bøje sig, vælge hans ønsker det virkede ikke alligevel!
Hendes livsbillede faldt sammen om hende.
Signe fandt sin mobil, ringede Simon op:
Jeg tager imod dit tilbud, sagde hun med bævende stemme.
