Tidsløjfen
Freja sad ved det lille runde bord i caféen overfor sin, for kun tyve minutter siden, eksmand.
Så… det var så det, sagde Mikkel og stirrede ned i sin kaffe.
Ja, svarede Freja tørt.
Det hele er ret skørt, altså…
Skørt?! Mildt sagt! Du har været mig utro i årevis, og tænker kun på, hvor dumt det var, du blev taget? Før eller siden ville jeg jo opdage det. Så…
Altså, Freja Jeg går nu. Bare husk, du altid kan komme til mig. Og jeg har elsket dig og gør det stadig.
Tak, Mikkel. Men hvis du elsker mig, hvorfor skal der så være en anden?
Tja… du er mor til mine børn og med hende… der slapper jeg bare af. Begge har givet mig motivation til at nå de ting, jeg har. Hvis ikke for jer, så…
Nå men, får du snart flere børn, så får du endnu mere motivation.
Lad nu være… Hun kan ikke få børn…
Mikkel vendte sig og forsvandt ud af døren.
Freja tømte sin kop te, og trådte ud i den kølige aftenluft. Selvfølgelig kunne hun tage bilen eller ringe til en taxa, men hun længtes efter fornemmelsen af at være blandt mennesker og samtidig alene. Hun valgte at tage metroen under jorden.
Hun steg om bord på et gammelt DSB-tog, fandt et ledigt sæde og blev væk i sine egne tanker. Allerede begyndte minderne at snurre. Første møde med Mikkel, det store bryllup i Svendborg, sønnens fødsel, derefter datteren. Hun havde været lykkelig. Selvfølgelig kunne de skændes men kun om småting. Så, for nylig, sendte en veninde hende et billede: Mikkel, kyssende på en anden kvinde. Efter tyve års samliv!
Hun havde indgivet skilsmissepapirerne selv, troede det ville blive nemmere bagefter. Men nej. Det hele var stadig lige tungt.
»Hvor kom den elskerinde dog fra? Hvis bare de aldrig havde mødt hinanden!«
»Næste station: Amagerbro,« lød det monotont over højttaleren.
»Det er min,« konstaterede Freja, som stadig anede fjerne ekko af fortiden.
Hun forlod toget og drev planløst omkring i gaderne, gik og gik rundt i de snoede gader med evigt septembertræer og smilende cyklister indtil mørket sænkede sig, og hendes fod begyndte at gøre ondt.
»Man kan ikke flygte fra sig selv. Jeg går hjem,« tænkte hun, tjekkede klokken: 19.00.
Foran sin bolig på Østerbro løftede hun automatisk blikket mod vinduerne og til hendes overraskelse brændte lyset. Hjertet bankede. »Hvem kan det være? Datteren er i sommerhus ved Vesterhavet, sønnen hos sin kæreste, og Mikkel han er nok hos hende… Er det en tyv?«
Blodet frøs i hendes årer.
Hun tog elevatoren op, låste døren op med sine egne nøgler, og gik forsigtigt ind.
Endelig hjemme, Freja!
Mikkel kom ud fra køkkenet. Freja stirrede på ham: et par ugers uplejet skæg, en begyndende ølmave spændt ud i slasket, falmet joggingtøj. »Hvad er nu det? Han så helt anderledes ud i morges…«
Hvor har du hængt ud? Gi mig nu lønnen, du fik den jo i dag! Kom så med den!
Frejas øjne blev store som tekopper. Hun så sig omkring; lejligheden var tydeligvis hendes men møblerne var gamle, fra før første renovering, hvor der havde været to…
Løn? Hvad laver du overhovedet her?
Jeg bor her! Hvorfor er der ikke mad klar?
Det forstår jeg ikke…, mumlede Freja matt og begyndte at tage frakken af.
Hun nåede kun at åbne de øverste knapper, før hun som i trams bevægede sig hen til spejlet i entreen.
Det VAR hende og så alligevel ikke. Et udmattet, let overvægtigt ansigt, håret klippet usandsynligt kedeligt, ingen makeup, og tøjet var discount, alt for stort.
Hvad glor du sådan for? Og hvor bliver maden og pengene af?
Freja skiftede til afslappet tøj, fandt poser med dagligvarer hun ikke kunne huske hun havde købt, og gik ud i køkkenet.
Ved bordet sad hendes søn, Markus, med en latterlig hårfrisure og en ukendt pige.
Hvad laver I her? spurgte hun.
Øh, altså vi bor her, mig og Sofie, sagde Markus.
Hvorfor? Hvad med den lejlighed, vi købte til dig?
Han grinede lavmælt:
Sjovt, mor. I købte mig en lejlighed? Hvordan skulle det lade sig gøre, når far ikke har arbejdet i flere år? Og lønnen, ja den så vi aldrig komme hjem. Mor, hvad sker der med dig? Du lyder som om du er fra en anden verden.
Freja gned øjenbrynene:
Jeg jeg har det mærkeligt. Hvor er Astrid?
Astrid? Hvem er det?
Din søster selvfølgelig.
Mor… Markus så bekymret ud. Mor, jeg har aldrig haft en søster. Skal vi ringe til lægen?
Nej! hvinede Freja og bakkede mod døren.
Skal vi have mad i dag, eller hvad? spærrede Mikkel vejen.
Far, du er sjov. Hun har jo ikke lavet mad til dig i årevis!
Jeg ved det men man kan da altid håbe… sagde Mikkel og slentrede væk, ind foran TVet.
Freja så på ham: den Mikkel hun så nu havde ingen elskerinde. Hun hans kone var heller ikke rigtig til stede mere…
Hun gik ud i entreen og tog frakken på.
Mor, hvor skal du hen? spurgte Markus.
Bare… ud lidt…
På gaden småløb Freja mod metroen. Noget trak hende ned, under jorden, som om al virkelighed ventede der. Hun sprang ind i et andet, endnu ældre tog, blev stående ved døren.
»Hvad sker der? Hvor er jeg? Selv togene er fra en anden tid. Det her må være en drøm,« tænkte hun og nippede sig selv. Nej. Ikke en drøm.
Hun havde læst at parallelle liv kunne eksistere historier om folk der forsvandt sporløst, men aldrig troet det skulle overgå hende.
»Det må stoppe. Jeg ønskede bare, elskerinden aldrig fandtes! Måske spillede hun faktisk en vigtig rolle… Det her liv uden hende er rædsomt. Mikkel er ingenting, og jeg… mig selv værre endnu. Vi hænger sammen, kun fordi vi intet andet har. Nej det vil jeg ikke!«
Freja gik igen og igen, steg ind og ud af tog, over gamle stationer som Sluseholmen og Islands Brygge, omgivet af tavse folk i forvasket tøj, indtil hun opdagede, der kun var gået tredive minutter.
»Tiden er også mærkelig. Jeg kan umuligt have været tværs over København på så kort tid…«
Endnu engang gik hun mod udgangen.
»Næste station: Amagerbro,« lød det.
»Det er min,« tænkte hun, og hjertet krøllede sig sammen.
Freja gik ud og tårerne sprang fra øjnene.
Frue, er De okay? spurgte en forbi passerende mand.
Alt er fint. Alt er godt, svarede hun hurtigt, kæmpende for at få styr på sig selv.
»Jeg vil ikke! Kan jeg ikke komme tilbage til mit liv? Så lad ham gå til den anden kvinde! Jeg tager den smerte, bare jeg ikke skal leve i denne fremmede version…«
Pludselig stod hun foran sin egen opgang. Hun kiggede op, igen blinkede lyset i vinduerne…
»Hold nu, i enhver situation er der noget godt. Jeg har stadig mit hoved, min handlekraft. Jeg ved, hvad jeg kan og han? Hvorfor skulle Mikkel egentlig ikke arbejde? Eller slide dagene foran TVet? Jeg vil ændre alt, nu! Han har slet ikke opdaget, hvem han var gift med! Han skal have et spark bagi! Så skal han nok få succes og ære mig igen!«
Med revolutionerende energi stormede hun ind, op ad trapperne døren fløj op, og et hvidt lys strålede hende i møde.
Hvor har du dog været? Vi var bange for dig! Vi ventede og ventede, sagde Mikkel.
Freja blinkede. Foran hende stod Mikkel, Markus og hendes datter, Astrid! Alle blege og bekymrede.
Du burde have været hjemme for længe siden, nu er klokken 19!
Freja slikkede læberne og mumlede:
Hvordan 19? Jeg troede, tiden var gået helt i stå…
Hun kiggede rundt alt var som det plejede: møbler, mennesker, de rigtige frisurer og tøj. Hun kastede sig hen foran spejlet dér var hun selv, med sit vante udseende, pænt klædt på.
Hvad sker der? Hvorfor er I her? Og du Mikkel hvad laver du her? Vi blev jo skilt i dag?
Tag det roligt, mor, sagde børnene. Kom, vi laver te.
Hold nu op, alle sammen! Jeg skal tale med din mor alene, sagde Mikkel.
Freja, tilgiv mig. Ja, vi blev skilt. Men ved du hvad? Der var aldrig nogen elskerinde…
Hvad siger du? Jeg så jo billederne, og du nægtede det ikke.
Jo, altså… Kan du huske, da jeg var på fisketur med gutterne?
Freja nikkede.
Det var bare for sjovs skyld, et eksperiment for at se, hvordan I ville reagere. Der var aldrig nogen elskerinde.
Freja sank ned på stolen. Vreden syede igennem hende.
Hvad laver du? Man kan da ikke sådan gøre folk kede af det! Jeg ved ikke, hvad jeg skal gøre med dig!
Hun så sig desperat om, ledte efter noget, hun kunne kaste.
Rolig nu, Freja! Vi kan da altid gifte os igen…
Hvem har sagt, jeg vil? Ved du, hvad jeg har været igennem i dag? Og børnene? Vidste de, at det bare var en joke? Uh, hvor jeg er vred!
Nej, de anede intet!
Pludselig huskede hun den anden, grå virkelighed og hvor meget hun havde længtes tilbage. Og nu, ingen elskerinde alt, som det skulle være. Hun faldt til ro.
Nå, ja, de er her. Hvorfor drikker vi ikke te sammen? spurgte hun.
Jeg blev bange, da du ikke var hjemme til tiden. Bilen var der, men du svarede ikke på telefonen
Okay, kald på de andre. Lad os sætte os sammen.
Og familien samledes, og dampende, aromatisk te fyldte luften.
Mor, hvor har du været? spurgte Markus til sidst.
Hvor? I metroen… Jeg skulle lige lande lidt i mig selv, svarede Freja.
For sandt er det: Man kan ikke fortælle, man har været i en tidsløkke. Ingen ville tro en. Så hun sad bare, tæt sammen med sine elskede, og glædede sig over at være tilbage i det, hun håbede var hendes egen virkelighed. Eller var det?
