Drømmen i hånden
Sofie trådte ind i metroen i København, fandt en ledig plads og satte sig med et blik, hendes veninder altid kaldte for “ulveblikket”. Hun havde aldrig helt forstået hvorfor. Jo, hun vurderede folk omkring sig, men hvem gjorde ikke det? Hvad var det ulveagtige egentlig? Var det, fordi hun måske virkede lidt overlegen, skarp, eller bare selvsikker? Hver gang hun spurgte veninderne, kunne de aldrig forklare det ordentligt.
“Dørene åbner nu”
Sofie åbnede øjnene en lille smule, bare nok til at skimte hvem der steg på, og lukkede dem igen.
“Hvordan gør andre egentlig, når de finder nye bekendtskaber i metroen? Hvorfor møder jeg aldrig nogen spændende?”
Da hendes station blev annonceret, åbnede hun øjnene, rejste sig og gik hen til dørene, og steg ud da metroen stoppede.
…………………..
Ud fra metroen gik Sofie mod busstoppestedet. Ingen mennesker. Sikkert en bus, der lige var kørt. Hun trak på skuldrene og besluttede bare at gå hjem.
– Undskyld, din snørebånd er gået op! råbte en mand bag hende og pegede ned på hendes sko.
Hun kiggede ned og ja, selvfølgelig, det var rigtigt. Hun satte sig på hug og bandt båndet, mens manden blev stående. Hun var sikker på, at nu ville han begynde på en samtale. Og ganske rigtigt, da hun rejste sig igen, sagde han:
– De snørebånd altså Man kan jo snuble, få dem gjort møgbeskidte, og så er det bare halv ubehageligt at stå og binde dem bagefter!
Sofie smilede for sig selv der var jo slet ikke noget snavs, men hun sagde bare:
– Tak fordi du gjorde mig opmærksom på det.
Hun begyndte at gå videre, og manden fulgte efter hende.
– Må jeg følge dig hjem? For resten hedder jeg Mikkel, sagde han.
– Det må du godt. Jeg hedder Sofie.
Hun kunne sagtens have sagt nej, for hun vidste allerede, at Mikkel ikke rigtig var hendes type. Men flere af hendes veninder havde fortalt, at da de mødte deres kærester, havde de heller ikke følt noget særligt med det samme. Så Sofie gav gerne folk en chance. Hvem ved måske viste han sig at være én, hun ikke kunne modstå.
…………………
De gik og småsnakkede, men sandheden var, at Sofie kedede sig. Så i stedet for at gå hjem, drejede hun af ved sin venindes opgang, hvor hun kendte koden.
– Tak for følget, Mikkel, sagde hun. Så er jeg hjemme.
– Skal vi ikke lige bytte telefonnr? Måske vi kan følges igen en dag.
Sofie gav ham sit rigtige nummer. Hun havde lært, at det ikke var alle, der tog kontakt bagefter, og hun kunne altid sige nej, hvis de spurgte om en date. Da han gik, ventede hun lidt inde i opgangen, og sneg sig så ud igen og gik hjem.
…………………
– Nå, der er du, Sofie-pigen! sagde hendes mor med et grin, da Sofie kom ind. Kom ind og få jakken af, vi har gæster. Kan du huske tante Anne fra arbejdet? Og det her er Gustav, hendes søn.
– Hyggeligt at møde dig, sagde Sofie og så over på Gustav. Han så også vurderende på hende.
“Hvad der er vokset op, er jo som det er”, tænkte Sofie for sig selv det var hendes standard-tanke i de situationer. Ikke at hun var vildt begejstret for de der arrangerede introduktioner, men hun vurderede selvfølgelig ham ligesom han vurderede hende.
Hvis Mikkel var for gammel og lidt kedelig, så var Gustav lidt for rund og begyndende skaldet men måske ville han overraske hende, hvis han åbnede munden.
Sofie blev straks sat ved siden af Gustav, fik et stort stykke lagkage og te, mens tante Anne fortalte og priste Gustav til skyerne.
Sofie smilede og nikkede, mens hun desperat forsøgte at fange sin mors blik. Hvorfor havde hun ikke advaret hende om de gæster? Og hvem var hende Anne egentlig? Hvorfor skulle hun introduceres sådan?
Hendes mor undgik dog blikket.
Tante Anne snakkede uafbrudt. Gustav var stille, og Sofie begyndte at kede sig.
– Gustav, skal vi ikke lige gå en tur, så vores mødre kan snakke gamle dage? foreslog Sofie.
– Jo, det kan vi godt, sagde tante Anne ivrigt for Gustav.
Så Sofie og Gustav gik udenfor.
– Hvor vil du hen? spurgte Sofie. Vi kan gå til højre, venstre eller bare sætte os på bænken
– Lad os bare sidde lidt.
“På bænken så,” tænkte Sofie. De satte sig, og hun spurgte ind til hans job og interesser. Gustav svarede kort, uden at vise interesse for hende. Ingen kemi. Efter lidt tid sagde Sofie ikke noget, og Gustav var også tavs.
“Sikke en samtale,” tænkte Sofie.
Efter femten minutter foreslog hun at gå op igen. Gustav sagde ikke et ord og fulgte bare med.
– Sofie, Gustav vil gerne invitere dig ud næste lørdag kl. 15. Vil du det? sagde tante Anne, straks de kom op.
Overrasket kom Sofie til at hoste, og hendes tanker fór rundt:
“En date… Lørdag… og så skal jeg inviteres af hans mor? Skal hun mon også med?”
Alle så spændt på hende, så hun nikkede bare.
Tante Anne og Gustav gik. Sofie vendte sig mod sin mor:
– Mor, hvad gik det der lige ud på?
– Vi vil gerne have børnebørn, din far og jeg! Og jeg gør jo mit bedste, introducerer dig for alle sønner jeg kender, og hvad får jeg? Ikke engang tak. Du er umulig!
– Mor, du kunne da godt lige have sagt det på forhånd, sagde Sofie, for selvom hun ikke brød sig om de opsatte møder, havde hun ikke lyst til at skændes.
Men mor var klar til diskussion. Hun blev ved, og til sidst spurgte hun:
– Hvorfor er der aldrig nogen, du kan lide? Kunne du ikke lide Gustav heller?
– Mor, han sagde knap nok noget til mig. Forestil dig, hvis vi skulle være sammen han tavs i den ene ende, jeg i den anden. Hvad skulle det blive for et liv?
Hun så, mor sukkede dybt.
– Prøv ham nu bare én gang, Sofie. Måske er han anderledes, når Anne ikke er til stede.
– Okay, mor. Det lover jeg.
…………………..
Sofie sad i metroen på vej hjem efter den “date” med Gustav selvom det egentlig ikke rigtigt var en date. Han mødte op og sagde straks:
– Skal vi ikke tage hjem til mig?
– Undskyld, hvad? spurgte Sofie overrasket.
– Ja, du forstår nok jeg regner med, du ikke har haft en mand længe, grinede Gustav og blinkede. Så det var bare det.
– Nej tak, sagde Sofie og gik mod metroen. Hun håbede næsten, han ville komme efter hende og sige “jeg laver bare sjov”, men han gjorde det ikke.
“Hvad i alverden var det?” tænkte hun, forvirret.
Hvis lige børn leger bedst tja, så bliver det da ikke til noget!
Så kan det være nok med at tænke så meget på mænd. Nu ville hun bare leve sit liv.
………………….
Tiden gik, efteråret blev til vinter, og folk begyndte at glæde sig til jul og nytår.
– Skal du prøve kærligheds-spådom til jul? spurgte hendes veninde.
– Neeej, det havde jeg ikke lige tænkt, hvorfor?
– Ej, det er da hyggeligt! Man kan jo spå om sin udkårne. Bare for sjov.
– Jeg tror ikke på det der, grinede Sofie.
– Nej, jeg snyder også lidt, men jeg gør det alligevel.
Sofie trak på skuldrene, men da hun kom hjem, blev hun nysgerrig og besluttede at prøve.
– Mor, har du nogensinde spået om din udkårne juleaften? spurgte Sofie.
– Selvfølgelig, svarede hendes mor med et smil.
– Hvordan gjorde du?
– Jeg satte en dyb tallerken med vand under sengen og lagde en blyant hen over som en bro. Den skulle ikke røre vandet. Så sagde jeg: “Kære udkårne, kom og før mig over broen.” Og så gik jeg i seng. Det var det.
– Og? Hvad skete der så? kiggede Sofie nysgerrigt.
– Ingenting, svarede moren ligefrem. Jeg kiggede aldrig i spejlet, for det var for uhyggeligt!
Sofie var enig det der med spejlet var for spooky. Hun lagde også en skål med vand under sengen, men brugte en lineal som bro, og sagde sætningen, før hun faldt i søvn.
……………………..
Sofie sov tungt og vågnede næste morgen lidt for sent alle andre var for længst taget afsted, og ingen havde vækket hende. Men så ringede en kunde og ville have, hun kom forbi for at få underskrevet en aftale. Det var jo heldigt så fik hun da en undskyldning for at komme for sent på arbejde!
– Nå, drømte du så om nogen spændende i nat? spurgte hendes mor om aftenen.
– Ja! Jeg drømte faktisk, at jeg var i en ørken, helt tørstig og pludselig ser jeg en gammel bus med en chauffør, der giver mig vand, og vi kører afsted Så jo!
– En buschauffør? Ej, Sofie, kunne du ikke drømme om en rigmand næste gang? grinede moren, og de to brød ud i latter.
– Mor, det vigtigste er vel, at han er et ordentligt menneske. Og sandt at sige havde jeg før søvn tænkt på, at jeg burde få støvet mine kørefærdigheder af og tage et par timer i køreskolen Så næste gang tænker jeg på en milliardær så dukker han måske op i drømmen!
– Det er en aftale, sagde mor.
……………..
Sandheden er, at Sofie helt glemte alt om den drøm. Hun fortsatte sit liv, og moren holdt op med at prøve at få hende gift væk. Det var faktisk ret rart!
– Sofie, hvornår tænker du at tage ferie? spurgte en kollega en dag.
– I maj.
– Samme her! Skal vi ikke tage afsted sammen?
– Måske Men hvorhen? Jeg ville gerne til havet, men i maj er der jo koldt mange steder.
– Tjaa, så er det næsten kun Egypten der er varmt.
– Hmm, har været der før, og det var lidt kedeligt, indrømmede Sofie.
– Har du sejlet på Nilen så?
– Nej.
– Så skal vi da gøre det! Et par dage ved havet, og så roadtrip til alle de store seværdigheder ned langs Nilen.
– Jeg ved ikke helt
Men jo mere hun tænkte over det, jo mere tiltalende lød det.
Der gik ikke længe, så begyndte de at planlægge rejsen sammen.
……………….
Sofie elskede at rejse og glædede sig som et lille barn, da flyet landede.
– Sofie Vi har glemt at bestille transport fra lufthavnen til hotellet! udbrød kollegaen.
– Åh, slap nu af, vi tager en taxi! Det skal nok gå.
– Tænk hvis vi ikke kan finde en taxa
– Vi er i en lufthavn selvfølgelig er der taxaer! Nu tager du det bare roligt, vi har ferie.
Sofie var overbevist, men straks de stod i ankomsthallen, var der kaos. Folk greb hendes kuffert, råbte uforståelige ting, det hele var overvældende.
– Hvad gør vi?! panikkede kollegaen.
– Rolig nu, svarede Sofie på klassisk dansk, men inderst inde var hun også nervøs.
Så fik hun øje på en mand, der lignede en europæer, netop på vej ud til en taxi.
– Kom! lød det bestemt, og Sofie og kollegaen løb hen til bilen.
– Vent! Må vi køre med til byen? Vi skal samme vej! råbte Sofie.
Manden så overrasket på dem, men før han nåede at sige noget, åbnede chaufføren døren og steg ud. Han så på hende og på kollegaen.
– Jeg betaler hvad som helst, sagde Sofie, og spurgte i samme åndedrag: Har du noget vand?
– Selvfølgelig, svarede chaufføren på fejlfrit dansk! Og rakte hende en flaske. Hop ind, vi finder ud af det undervejs. Man kan ikke holde stille her ret længe.
Resten var nærmest tåget for Sofie. Chaufføren satte først den anden mand af, så dem. Og da hun fik set ordenligt på ham, gibbede det i hende det var ham! Chaufføren fra hendes jule-drøm. Og hun kunne mærke, hun virkelig syntes om ham!
Senere prøvede hun at betale ham han nægtede. I stedet inviterede han hende ud. Og igen. Og snart var han med i deres rejseprogram. Ja, da ferien sluttede, havde han endda friet. Og Sofie sagde ja.
– Hør, Sofie, forestil dig hvis I havde bestilt hoteltransfer hjemmefra eller hvis I ikke var løbet efter den bil?
– Nej, venner, det skulle ske sådan her. Det var skæbnen. Man kan ikke løbe fra skæbnen i Danmark eller noget andet sted!
