Morfar er her ikke mere
Freja var lige kommet hjem fra endnu en forretningsrejse og havde knap nok fået jakken af og åbnet kufferten, før hendes mor ringede.
Larsen var tydeligt nervøs i stemmen, men Freja lagde ikke noget særligt i det.
Måske var det bare trætheden, der tynede hende.
Freja, skat, er du kommet hjem nu?
Hej mor. Ja, jeg er lige landet. Jeg er kun lige kommet ind ad døren. Hvad er der? Er der sket noget?
Det er godt. Det er godt, du er hjemme.
Freja fornemmede med det samme, at hendes mor havde noget vigtigt på hjerte, men af en eller anden grund trak det ud. Måske havde hun bare svært ved at få det sagt.
“Sikkert bare sladder fra hele opgangen igen, som hun ikke kan vente med at komme af med,” tænkte Freja. Men i dag havde hun ikke tid eller overskud til at høre på det.
Hun drømte mest af alt bare om at falde om på sengen og få sovet ud. Togturen havde ikke budt på meget søvn.
I nabokupéen havde fire unge fyre holdt fest fra aftenen af, og omkring midnat gik det helt amok med guitar og fællessang.
De sang endda sange, der mindede om hende, men hvis hun havde været i bedre humør, havde hun måske grinet.
Men hun ville bare ønske, guitarstrengene sprang. Det gjorde de ikke.
Mor, jeg har virkelig brug for lidt ro nu. Jeg trænger til et bad og til at lande, så ringer jeg til dig senere, okay?
Jeg tror ikke, det går, sukkede hendes mor.
Hvad mener du med det? Nu gik det op for Freja, at stemmen i telefonen lød underlig.
Du får ikke ro lige nu.
Hvorfor ikke? Jeg er lige kommet hjem fra flere dages arbejde, har ikke planer om gæster, og jeg er heller ikke på vej på visit. Eller er der noget, du ikke har fortalt mig? Du har vel ikke tænkt dig at dukke op uden varsel?!
Freja, morfar er her ikke mere…
Freja blev ligbleg og sank tungt ned på sofaen med mobilen klemt mod øret.
Det havde hun simpelthen ikke set komme.
Det var Hanne fra nr. 4, der ringede i morges. Hun ville lige komme ind med lidt mælk, og så lå Kristian Pedersen der i døren uden at trække vejret. Han havde helt sikkert ligget der hele natten. Vi skal altså til Fyn og begrave ham. Naboerne hjælper, hvis vi har brug for det. Freja, hører du mig?
Freja var så chokeret, at hun knap kunne formulere et ord. Men et svagt “ja” kom ud.
Hanne har ringet til familien, men ingen gider komme til begravelsen. De sagde kun, at hvis han havde efterladt sig penge, kunne de overveje at dukke op, men ellers ville de ikke bruge tid og penge på det. Ja, huset det gamle bindingsværk gider jo heller ingen arve, det har stået der i hundrede år, du ved… Sagde Larsen og holdt en lille pause, før hun fortsatte:
Jeg har ærligt talt heller ikke lyst til at tage derover. Morfar sagde det jo ligeud: Jeg skulle ikke vise mig i hans hus mere. Ikke engang til begravelsen. Og det lovede jeg ham også at jeg ikke ville. Så det er kun dig, Freja. Kan du tage af sted og sige det sidste farvel?
Der blev stille i røret. Freja sagde ikke noget. Hun kiggede bare på det lille bord, hvor et brev fra morfar lå.
Det sidste brev fra ham, sendt for en måned siden ifølge poststemplet.
Hun havde bare ikke nået at få det først, for hun var jo ude at rejse.
Det var hendes tredje forretningsrejse på et halvt år, og med firmaets nye afdeling i Aarhus sendte de kun hende. Andre ansatte har små børn, syge forældre kun Freja har ingen undskyldning.
Freja, lød det atter fra Larsen. Jeg har bare ikke lyst til, at naboerne tror, vi har glemt ham helt. Han var besværlig, ja, men det var jo stadig et menneske. Og du havde jo ok kontakt med ham, trods alt. Skal jeg sige til Hanne, at du kommer?
Ja, mor. Jeg tager afsted. Men…
Freja rejste sig, gik over til bordet, tog morfars brev op og lagde det tilbage.
Jeg forstår bare ikke, hvordan det kunne ske? Morfar havde det jo godt til nytår og klagede ikke over noget.
Åh skat, hvordan skulle jeg vide det brummede Larsen. Han blev jo gammel. De fleste mænd dør tidligere, og din morfar var tæt på at runde de 80. Han var faktisk heldig. Må han hvile i fred.
Freja var simpelthen rystet. Hun havde elsket sin morfar højt og var måske den eneste i familien, der holdt kontakten til ham. Ingen af de andre gad.
Larsen og morfar brød sig ikke om hinanden, og det blev kun værre, efter Andreas døde Frejas far. Morfar gav Larsen skylden, fordi hun pressede Andreas til at arbejde offshore hele tiden for pengenes skyld.
Og Andreas kom sjældent hjem, og en dag kom han aldrig hjertet gav op. Hele kirken græd den dag: “Ingen forælder skal begrave sit barn.”
Siden den begravelse talte morfar ikke med Larsen og forbød hende sit hjem.
Fint! raslede Larsen engang. Jeg er ikke skyld i noget! Mænd skal tjene penge, sådan er det. At han havde dårligt hjerte, det sagde han aldrig til mig.
Morfar måtte tage sig sammen for ikke at kaste et brændestykke efter hende dengang.
Han holdt udelukkende kontakt med sin elskede barnebarn Freja, som elskede at tage på ferie hos ham som barn og senere skrev breve til ham, når hun fik job og blev voksen.
Jeps, rigtige gammeldags breve! Morfar ville hverken have mobil, smartphone, tablet eller computer. Han hadede det hele. Derfor syntes familien og nogle i landsbyen, at han var lidt sær.
“Han er blevet sær… mistet kone og søn, det sætter sig,” sludrede de gamle koner på bænken.
Den sidste måneds tid mente de fleste virkelig, at han var småskør han talte nemlig tit ikke med sig selv, men med sin kat.
Problemet var bare, at ingen nogensinde så katten.
Efter samtalen med sin mor kastede Freja telefonen på sengen, stirrede ind i væggen og begyndte at græde.
Hun havde bare så gerne villet besøge morfar denne sommer, men jobbet kom i vejen. Først én tur, så én til
Chefen var rimelig kølig om det, smilte bare:
Ifølge vores overenskomst, Freja, kan du godt blive sendt ud så meget. Kan du ikke lide det, må du jo finde et andet job men sådan en løn får du ikke mange steder.
Det var god løn, så hun fandt sig i det.
Hun trøstede sig med, at det en dag måtte stoppe.
Men inderst inde var hun lidt bitter over manglen på respekt. For hun havde jo også et liv eller rettere, kunne måske have haft det.
*****
Begravelsen gik sådan, som den slags nu gør: Efter en kort tale, sømmede de kisten fast, og mændene firede den langsomt ned med reb.
Folk kastede lidt muld på kisten, lagde blomster og kranse det burde være det, men Freja kunne ikke fatte, at det sluttede sådan. Ikke mere morfar.
Men inden hun tog hjem, var der gravøl med snaps, kaffe og minder om Kristian Pedersen på den måde lever han lidt videre i folks hjerter.
En efter en sagde folk farvel til Freja, og pludselig stod hun helt alene tilbage, tom og knuget af savn.
“Jeg nåede det ikke Jeg nåede ikke at se ham en sidste gang,” sukkede hun for sig selv.
For at få tankerne væk kastede hun sig over at gøre rent.
Hun åbnede alle vinduer, vaskede det gamle bræddegulv, tørrede støv og fjernede spindelvæv, satte madrester i køleskabet, og for første gang hele dagen blev luften lettere at trække.
Det gamle hus var hyggeligt trods det enkle næsten nøjsomme interiør.
Da aftenen kom, satte Freja sig på trappen, trak den friske luft dybt ind og betragtede haven.
Jorden var ryddet, men endnu ikke sået måske havde morfar haft en fornemmelse. I frugthaven stod æbletræer, ribs- og solbærbuske i blomst. Morfar havde aldrig kunnet lade jorden ligge øde.
“Hvem skal tage sig af det nu?” tænkte Freja tungt.
Under æbletræet ringede hun hjem og fortalte Larsen, at alt var ordnet.
Du gjorde det godt, Freja. Hvordan han end var, var han et menneske.
Mor, han var helt normal bare ramt af for meget sorg. Tag det ikke personligt; han elskede jo far over alt.
Det ved jeg, Freja, sukkede Larsen. Må han få fred. Hvornår tager du hjem? I dag? I morgen? Du må da være nervøs alene derude.
Nej, jeg bliver lidt endnu. Jeg har taget fri og trænger virkelig til ro. Og der er ni dage endnu. Vil du ikke komme?
Ej, det er alt for langt for mig, og jeg har travlt med kolonihaven. Du må klare det selv.
Okay, men husk, fars grav er her også du har ikke besøgt den siden han døde.
Det sagde jeg jo dengang skulle have begravet ham i byen.
Nå, mor, jeg må hellere lade dig se dit yndlingsprogram.
Freja smilede lidt. Lige så snart samtalen blev svær, havde hendes mor altid travlt.
Freja lavede så te af solbærblade, mynte og citronmelisse, alt sammen fra morfars uskikter, drak og lagde sig.
Men før hun lukkede øjnene, tog hun brevet fra morfar frem. Hun havde læst det første dag, hun kom hjem, men følte mærkeligt nok ikke, hun forstod det.
Morfar skrev altid om sig selv men dette brev handlede kun om en kat.
Om en “Sortemis,” hun aldrig havde hørt om, for han havde aldrig haft kat før. Hun læste det igen:
“Kan du tro det, Freja? Sortemis elsker mælk. Jeg har hørt, at voksne katte ikke burde få det, men i går drak han næsten en halv liter. Må bede naboen om mere. Hun bliver forbavset jeg plejer kun at købe én liter om ugen, men nu skal jeg købe en til. Men hvad gør jeg han er så sulten. Køleskabet er snart tomt. Det sjove er dog, at han stadig gemmer sig. Jeg har hverken set ham tydeligt i dag eller i nat kun mærket hans blik i nakken. Måske kan du fange ham, når du kommer. Måske sammen. Det føles helt som om folk har gjort ham så ondt, han ikke tør vise sig længere.”
Det var kun lidt af, hvad Kristian Pedersen skrev om sin ven.
Men Freja kunne ingen kat finde, hverken indendørs eller udendørs, trods de mange døgn på gården.
Men fornemmelsen af at blive kigget på dén mærkede hun nu også.
“Må spørge Hanne en af dagene, om hun ved noget om Sortemis…”
*****
Freja vågnede tidligt. Sollyset sneg sig forsigtigt ind, spurve pippede, haner galede. Et helt almindeligt, dansk morgenliv på landet.
Hun stod op, slog vinduet op og lyttede.
Mindede sig selv om barndommens sommerferier hos morfar, de fuglehuse de byggede, og huskede så at spørge naboen til katten.
Hvilken kat? spurgte Hanne undrende.
Jeg ved det ikke… Morfar skrev om ham i sit sidste brev. Sortemis…?
Nå ja, sagde Hanne med et smil. For en måneds tid siden snakkede Kristian til en kat. Jeg gik forbi og hørte ham lokke den frem. Jeg kunne intet se, slet ikke. Det gentog sig dagligt. Han fortalte den gamle historier, kaldte ham Sortemis. Vi kunne allesammen høre det, men ingen har nogensinde set nogen kat. Ikke hjemme hos ham eller i haven. Jeg kom jo ofte forbi altid med mælk eller småkager. Når jeg spurgte, lo han bare og sagde, jeg måtte vente, til han kunne fange den… Jeg tror nu, Kristian blev lidt sær til sidst. Hvis der virkelig havde været kat, havde jeg da set den, ikke?”
Ja måske… sagde Freja eftertænksomt. Det lyder ikke som senilitet for mig. Måske har vi bare ikke set alt. Eller også er han bare god til at gemme sig. Forresten har der manglet sorte katte i landsbyen?
Overhovedet ikke, sagde Hanne.
Da Freja kom hjem, gik hun i gang med at rydde op, men mens hun gjorde det, kredsede tankerne om Sortemis, og hun kunne ikke lade være med at undre sig: Hvis der var en kat, hvor var den så nu?
Men fra et skjulested holdt en sort kat hende i øje katten var draget mod hende. Hun var noget særligt, det fornemmede han.
Han havde holdt sig skjult for mennesker hele livet, efter at være blevet jaget væk og kastet sten efter. Men morfar havde været venlig. Hans stemme var rolig og milde øjne.
Han lyttede altid, mens Kristian beklagede sig, satte sig under æbletræet eller gik og puslede. Katten blev rørt af ham.
Men frygten for mennesker holdt Sortemis skjult. Han havde været tæt på at vise sig, men så en dag var han væk og morfar døde.
Katten havde straks mærket døden, løbet til døren låst, vinduer lukkede. Han blev udenfor hele natten og “græd” sagte.
Nu holdt han sig tæt på Freja mærkede hendes venlighed. Men endnu holdt han sig skjult. Man brænder sig én gang…
Men på niendedagen, hvor gæsterne tog af sted, blev han afsløret.
Freja havde netop bemærket et glimt af sort mellem buskene.
Ah, dér er du jo, Sortemis! morfar skrev sandheden. Kom nu og hilse på!
Men straks hun tog et skridt frem, forsvandt han.
Hvor er du bange, lille ven,” sagde Freja grinende og kiggede ind i buskene. “Jeg tager hjem i morgen. Kom nu, så vi kan ses.”
Det hørte Hanne, der kom med hjemmebagte boller til Freja til hjemturen, hun kiggede over hækken og så Freja tale til… ingen.
“Først morfar, nu barnebarnet… Er galskab mon smitsomt?” tænkte Hanne skræmt.
Senere trak mørkeblå skyer op; nervøs stemning før uvejret, hønsene kaglede, tordenen rullede.
Det trækker op, tænkte Freja, ser på himlen. Det bliver et ordentligt uvejr.
Og ganske rigtigt. Vinden nåede op, regnen begyndte, og idet de første dråber ramte, råbte hun endnu på katten, men den viste sig ikke…
Sortemis sad i ly, trykket mod jorden og lyttede. Han var rædselsslagen for torden. Endnu mere end for mennesker.
*****
Regnen slog mod taget, stormen hylede. Freja vendte og drejede sig i sengen, søvnen udeblev.
Så, pludselig et kæmpe brag! Hun satte sig op, så lyset blinke, og i vinduesåbningen dukkede to glødende øjne op.
Åh, for pokker! udbrød Freja og kravlede baglæns i sengen.
Så sprang noget sort og vådt ind, susede forbi hendes fødder, ind i skabet og gemte sig til sidst under sengen.
“Det er Sortemis!” gik det op for hende.
Hun måtte kæmpe lidt for at lokke ham ud, men det lykkedes.
Hun tørrede ham med et håndklæde, tog ham op i sengen, og mens stormen rasede udenfor, holdt de om hinanden og gav hinanden varme.
Det hele føltes pludselig mindre skræmmende.
*****
Næste morgen vågnede Freja til, at nogen var ved at åbne vinduet. Selvfølgelig var det Sortemis.
Lyset væltede ind, og stormen var væk.
Og hvor har du tænkt dig at hen nu, kammerat? smilede hun og så på katten.
Sortemis stod stille, vendte sig og så undskyldende på hende for nattens hændelse.
Miau… sagde han og kradsede på vinduet. Han ville gerne ud.
Ikke før du har spist, ven. Så kan du beslutte, om du vil blive her eller tage med til København. Jeg tænker morfar ville have, at jeg tog dig med, og det vil jeg også. Men beslutningen er din.
Efter morgenmad lukkede hun ham ud og pakkede sine ting. Der var timer endnu til bussen.
Men da hun gik ud af huset med tasken, sad Sortemis klar på trappen.
Han stillede sig tæt op ad hende og nussede hendes ben. Han havde valgt: Han skulle med. For første gang var han ikke bange hverken for hende, storm eller livet i byen.
Du er en modig kat, smilede Freja. Jeg havde nu en fornemmelse af, at du ville blive min ven.
Da Hanne så hende med katten, kiggede hun overrasket.
Er det den kat? Den rigtige?
Den rigtige, nikkede Freja. Så du kan godt lade være med at sige, at morfar mistede forstanden. Katten var bare frygtsom. Men nu skal det hele nok gå.
Ja, det var min fejl. Jeg holder selvfølgelig øje med huset for dig. Du kommer vel tilbage igen?
Selvfølgelig. Nu sammen med Sortemis, hvor ofte ved jeg dog ikke, men vi kommer.
Her, tag nogle boller til rejsen, sagde Hanne og rakte hende en pose.
Tak, Hanne. For alt.
I bussen sad Freja og kiggede ud mod skyerne og syntes i et øjeblik, at hun kunne se morfars ansigt i skyerne.
Selv Sortemis, der sad på hendes skød, spidsede ørerne og kiggede ud.
Ansigtet i skyerne smilede, ja, det så ud som om det blinkede til dem.
Så kørte bussen, skyerne forsvandt, og selv hvis det kun var indbildning, gjorde det ikke noget.
Det vigtigste var, at de begge vidste: Morfar var ikke forsvundet. Han levede videre i deres hjerter, og hvor han end var, var han glad for, at hans barnebarn og hans hemmelige ven fandt hinanden.
