Fordi det er nemmere

Line stod foran komfuret og stirrede tankefuldt på gryden, hvor vandet netop begyndte at koge.

Udenfor var det bare endnu en almindelig tirsdag aften. Inde i stuen sad han med telefonen i hånden, den sædvanlige træthed i blikket, og den evige utilfredshed i ansigtet. Og med det løfte, han havde givet for nøjagtig en måned siden:

“Jeg tager mig sammen. Får et ordentligt job. Holder op med at bide af dig. Bare hold ud lidt endnu. Det ændrer sig. Jeg har det virkelig svært lige nu.”

Line holdt ud.

Vandet kogte, hun smed pasta i gryden, rørte rundt og slukkede for gassen. Hun havde egentlig ikke lyst til at spise, men mad skulle der laves. Til ham. Han var sikkert sulten.

“Maden er klar,” råbte hun ud i entreen.

Han svarede ikke.

Hun stod lidt, tørrede hænderne af i viskestykket og gik ind i stuen. Han sad og scrollede på sin telefon.

“Hørte du? Skal du have mad?”

“Ja ja, jeg kommer om lidt,” sagde han uden at løfte blikket.

Hun nikkede, satte sig på sofaen og ventede.

Der gik ti minutter. Femten.

Hun gik ud og dækkede bord. Satte sig igen. Han sad stadig og kiggede på sin skærm.

“Det bliver koldt,” sagde hun stille.

“Årh for pokker,” sagde han og smed telefonen fra sig, som om hun virkelig generede ham. “Du skal altid komme med et eller andet. Jeg er på vej, okay?”

Han gik ud i køkkenet, satte sig og spiste hurtigt, uden et ord, stirrende ind i væggen.

Line satte sig overfor. Ville egentlig spørge, hvordan dagen var gået. Ville fortælle om noget, der var sket på arbejde. Men ordene blev væk.

For hun vidste jo, hvad der ville ske.

Han ville enten ikke svare. Eller sige noget kort. Eller kigge på hende, så hun straks følte sig dum over overhovedet at have åbnet munden.

“Tak,” mumlede han og satte tallerkenen i vasken. “Jeg skal lige ligge mig lidt, mit hoved gør ondt.”

Line var alene igen.

***

“Hvor længe har det egentlig stået på?” spurgte hendes veninde, Sofie, da de mødtes lørdag eftermiddag.

“Tredje år nu.”

“Tredje år med hovedpine og løfter om at tage sig sammen?”

Line nikkede.

Sofie lænede sig tilbage, så på hende med et langt, alvorligt blik.

“Nu siger jeg noget lidt hårdt. Du må ikke blive sur.”

“Sig det bare.”

“Er du helt okay, Line?”

Line satte næsten kaffen i halsen.

“Hva mener du?”

“Lige ud af posen. Du sidder bare der og venter på, at hans ‘svære periode’ går over. Men det gør den ikke! Aldrig! For det er jo nemmest sådan.”

“Du forstår ikke. Han har det faktisk svært. Job, nerver…”

“Alle har da svære dage,” afbrød Sofie. “Og hvad så? Jeg begynder vel ikke at råbe ad min mand, fordi jeg har travlt på arbejde? Jeg kommer hjem og siger ‘Kom her, jeg trænger til et kram.’ Men din fyr? Han råber, lukker sig inde, lover ting, råber igen. Og du finder dig i det. Hvorfor, Line?”

“Jeg tror virkelig, han kan forandre sig. Jeg håber i hvert fald.”

“Håber? Line, voksne mennesker ændrer sig ikke, hvis de ikke har brug for det. Han har dig. Du laver mad, venter, undskylder ham. Hvorfor skulle han gøre noget om? Han kan bare læne sig tilbage, skubbe ansvaret fra sig og alligevel står du der med varme pastaer og god stemning.”

Line ville gerne sige noget. Forklare, at Sofie ikke kendte hele historien, ikke vidste, hvordan hendes fyr havde været i begyndelsen, hvordan han kunne være, hvis bare…

Men ordene satte sig fast.

Hun huskede pludselig gårsdagens aften. Hans ansigt, da hun mindede ham om aftensmaden. Hans irritation, da hun sagde, det blev koldt. Hans ryg, da han gik i seng uden et blik tilbage.

Hun kunne faktisk ikke huske, hvornår han sidst havde set hende rigtigt i øjnene.

Bare set hende. Ikke lige igennem eller med det slidte blik. Bare som om, hun var der.

***

Line betalte for kaffen, vinkede farvel til Sofie og gik hjemad.

Langsomt, fødderne var tunge og trætte.

Derhjemme var der mørkt. Han sov.

Line tog skoene af, gik ud i køkkenet, satte sig på stolen fra dagen før. Stirrede ud ad vinduet længe.

***

Mandag morgen begyndte som altid.

Han forlod lejligheden med et smæk. Ingen farvelkys.

Hun gjorde sig klar og tog til tandlægen. Tanden havde gjort ondt i en uge, men der havde aldrig været tid skulle jo lave mad, lytte, rydde op efter ham.

I venteværelset sad en ung kvinde, smuk, med telefonen i hånden. Hun talte med en eller anden over video uden at bekymre sig om, at alle kunne høre.

“Mathias, du lovede at hente mig fra tandlægen. Jeg er nervøs alene. Please. Jeg forstår, du har travlt, men du sagde, du ville…”

Der blev stille.

“Jeg kan ikke rykke tiden. Jeg har ventet en måned. Mathias, please. Jeg beder ikke om meget, bare vær her. Du er jo min kæreste.”

Stille.

“Okay. Jeg forstår det.”

Hun lagde på og gemte telefonen ned i tasken. Tårerne kom. Stille og tilbageholdt. Stirrede ind i væggen.

Line sad ved siden af og genkendte sig selv i den unge kvinde.

Hende Line, for tre år siden ringede, tryglede, håbede. Troede på, at hvis bare hun forklarede, hvis bare hun ventede lidt mere så forstod han nok. Så blev han den, hun forelskede sig i.

“Pssst,” sagde Line forsigtigt, “hvad hedder du?”

“Lærke,” snøftede hun.

“Lærke, det er ikke for at blande mig, men jeg har bare lyst til at sige én ting.”

Den unge kvinde så op.

“Hvis han behandler dig sådan, er det ikke fordi han ikke forstår. Ikke fordi han har det svært. Han forstår udmærket. Det er bare nemmest sådan. Han ved, han ikke behøver at gøre noget du er der jo stadig. Lyt ikke til ordene, men til handlingerne.”

Lærke sad stille og lyttede.

“Hvad nu, hvis han elsker mig?” hviskede hun.

“Hvis han elskede dig, ville det gøre ham ondt at se dig ulykkelig. Han ville gøre noget, så du blev glad. Ikke bare finde en måde, hvor du ikke forstyrrer hans liv.”

Lærke blev kaldt ind til tandlægen, rejste sig, tørrede øjnene. Mumlede: “Tak.”

Line blev siddende. Følte, hun lige havde talt til sit eget spejlbillede.

***

Om aftenen, da Line kom hjem, sad han på sofaen med telefonen.

“Jeg er sulten,” sagde han surt. “Hvor har du været?!”

Line gik i køkkenet. Åbnede køleskabet. Tog madvarer ud.

Tændte for panden, hældte olie på. Skar løg ud.

Så stoppede hun.

Kniven hang i luften.

“Jeg laver ikke mad i dag,” sagde hun højt.

Der var helt stille.

Hun slukkede igen, ryddede væk og tørrede hænderne.

Gik ind i stuen.

“Jeg laver ikke mad, hører du?”

Han gloede forbavset.

“Hva snakker du om?”

“Jeg mener det. Du er voksen. Hvis du er sulten, kan du selv lave mad. Eller bestille noget. Eller købe ind. Jeg er ikke din hushjælp.”

Han lagde telefonen fra sig, rejste sig.

“Hvad har du gang i? Jeg er træt, Line!”

“Og hvad så? Tror du ikke, jeg blir træt? Jeg arbejder også. Jeg har også brug for at spise. Og jeg har også brug for, at nogen passer på mig!”

“Årh, nu skal vi høre på det igen,” sukkede han og rullede med øjnene. “Undskyld jeg ikke er perfekt. Det er en svær periode, jo.”

“En svær periode” hun sagde ordene, så de rungede. “I tre år? Ved du, hvad jeg har fundet ud af?”

“Hvad?”

“Det passer dig bare bedst sådan. Du ved, jeg finder mig i det. At jeg laver maden, at jeg ikke smutter. Og du bruger det. Ikke fordi du er et dårligt menneske. Men fordi du kan.”

Han sagde ikke et ord.

Line vendte sig om og gik ind i soveværelset.

Lukkede døren.

Satte sig på sengen og græd.

Men det var andre tårer nu.

Ikke dem, hun havde grædt skjult om natten eller da han ikke levede op til sine løfter.

Det var tårer af lettelse.

***

Line vågnede tidligt næste morgen.

Han sov stadig.

Hun pakkede sine ting.

Lagde en seddel: “Farvel. Ring ikke.”