Fremmed Dørmatte
Vi har besluttet, at vi flytter ind hos jer. Endeligt.
Jeg stod dér midt i mit nye køkken, telefonrøret presset mod øret, og så ud på regndråberne, der sneg sig ned ad ruden i grå oktober. Alt duftede stadig af maling og plast, krukker med frisk persille og basilikum stod i vindueskarmen, og hver kop, hver ske havde jeg omhyggeligt placeret. Min verden var i orden.
Jette, jeg forstår ikke Hvordan flytter I?
Hvad er der at forstå? svarede svigermors robuste stemme, urokkelig som altid, når hun allerede havde besluttet sig. Huset falder fra hinanden. Taget skal fixes, gulvene skiftes, brændeovnen er færdig. Svend og jeg er ikke unge mere. Hos jer er der tre værelser plads nok. Og I er jo unge! To alene det er da for kedeligt.
Indeni blev jeg iskold. Jeg kunne straks se det for mig: lejligheden, som Anders og jeg havde betalt af på i to år, knuget hver en krone, sagt nej til ferier og nye ting. 48 kvadratmeter lykke, vores lille ø, hvor vi gik på bare tæer, hørte musik midt om natten, kyssede i køkkenet, planlagde fremtiden. En fremtid med et børneværelse ikke plads til pensionister.
Jette, vi må… lige snakke om det. Lige høre Anders.
Snakke? Øj, altså! der var fornærmelse i stemmen. Det er hans forældre. Vi har ofret alt for ham, nu vil I smide os ud på gaden på vores gamle dage? Vi tigger jo ikke vi flytter bare ind til familien.
Det var ikke Det var ikke sådan ment.
Godt. Så kommer vi på lørdag. Svend har aftalt med Benny han har en gammel varedrosche, han hjælper med at flytte alt.
Men
Duttone. Hun havde lagt på.
Jeg satte mig tungt på en stol, mobilen i hånden. Tårerne pressede jeg mærkede dem først, da de var på min kind. Ét spørgsmål rungede i hovedet: Hvordan kunne de gøre det?
Vi var jo lige flyttet ind. Fire måneder, mere var det ikke. Fire måneder til at elske hvert hjørne i vores lejlighed øverst i ‘Granlundens’ betonbyggeri. Om aftenen sad jeg med computeren i skødet, valgte tapet, spurgte Anders: små mønstre eller ensfarvet? Sammen samlede vi garderobeskab fra Ilva, bandede over skæve ben, grinede da lågen faldt af tredje gang. Anders havde hængt vores bryllupsbillede op over sofaen vi grinede begge under et regnvejr af rosenblade. Men nu…
Nu skulle hans forældre bo her. For altid.
Døren gik op. Jeg jog sammen. Anders trådte ind, rystede regn af jakken, smilende, let rødblomstret af kulde.
Majken? Hvorfor ser du sådan ud? Er du okay?
Jeg så på ham min gode mand, som jeg elskede, men som aldrig kunne sige nej til sin mor. Jeg vidste, han ville sige: Jamen, hvad kan vi? Det er jo min mor og far.
Din mor ringede, sagde jeg lavt. De flytter ind på lørdag.
Han frøs. Nærmest som om nogen kastede iskoldt vand i hovedet på ham.
Øh flytter? Altså, forbi?
Ja. For godt. Fordi huset er gammelt, de orker det ikke. Fordi vi er unge.
Han smed jakken, satte sig overfor på køkkentaburetten. Målte stilhed. Jeg så kæberne arbejde, hænderne knyttede, åbnede. Anders, når han ikke anede hvad han skulle sige.
Majken
Jeg vil ikke afbrød jeg, stemmen vibrerede. Undskyld, men jeg vil ikke. Det er vores lejlighed. Vi er lige faldet til. Jeg drømte om et barn. Kan du huske?
Jeg husker det, mumlede han.
Hvorfor skulle vi have et barn nu? Hvor skal barnet bo? Vores soveværelse? Eller skal dine forældre have soveværelset, så vi bliver forvist til køkkenet?
Gå nu ned i gear, sagde han træt. Jeg holdt kæft. Han gned sig i ansigtet. Jeg ved ikke hvad jeg skal gøre. Mamma har ikke sagt noget. Jeg troede, de skulle renovere, der skulle en tømrer på. Nu flytter de bare…
Ring og sig vi ikke er klar!
Hvad skal jeg sige? At min kone er imod? At vi ikke vil have dem?
Jeg er ikke imod dine forældre! det boblede indvendigt. Jeg er imod, at to voksne mennesker træffer sådan en beslutning over hovedet på os! Det er basal respekt, Anders!
Hun har altid været sådan, sagde han lavt. Hun var alene med mig, mens far drak. Hun har aldrig haft andet end mig.
Og jeg respekterer det. Men hun kan ikke bare vende op og ned på vores liv.
Vi sad der, og en gennemsigtig mur rejste sig. Jeg så, hvor svært han havde det men han kunne ikke gå imod sin mor. Jeg kunne ikke bare acceptere.
Vi taler om det i morgen, hviskede han udmattet. Jeg ringer ikke nu. Måske løser det sig.
Men jeg vidste Jette ændrede aldrig mening.
***
Lørdag kom hurtigt, som de dage, man frygter. Jeg havde ikke sovet. Hele ugen havde jeg kørt på rutinen, tastet tal ind på arbejdet, uden at kunne tænke klart. Min kollega, Lone, spurgte om jeg var syg. Jeg svarede bare, jeg var træt.
Om aftenen sagde vi knapt et ord hjemme. Anders prøvede nogle gange at snakke om forældrene, men jeg blokerede: Ikke nu. Og om natten tænkte jeg, er jeg en dårlig kone? En dårlig svigerdatter?
Nu stod jeg ved vinduet med bankende hjerte. Ti minutter i ti holdt en rusten blå varedrosche ind på p-pladsen. Svigerfar og en kraftig mand steg ud. Så en beige, ældgammel Ford Jette bag rattet, alverden af habengut i bilen.
Hænderne rystede. Anders barberskum lå stadig på badeværelset. Jeg bankede.
De er her nu.
Ved det, lød det. Jeg kommer.
På vej ud mødte jeg Jette. Hendes tørklæde hang skævt, men hun smilede bredt tvunget.
Majken, hej! Har du brug for hjælp heroppe?
Hej Jette. Lad os vente på Anders.
Åh pyt Benny og Svend er i gang med læsset. Se, vores gamle garderobeskab solidt træ!
De slæbte et mørkt, massivt skab med matte spejle ud af vognen, sådan et mine forældre havde i 80erne. Så stole, slidte, derefter poser, kasser, store net.
Jette, prøvede jeg forsigtigt, vi havde vist ikke aftalt, at alt jeres møbler skulle med?
Skal vi smide dem ud? De fejler intet, de kan bruges endnu.
Men vi har egne…
Pjat. I kan klare jer. Vi skal have det godt!
Vredesbølgen steg. Jeg knyttede næverne, men Anders kom ud af opgangen. Med et blik på garderoben frøs han.
Mor, har I jeres skab med fra huset?
Ja da! Skal vi lade alt stå? Det er vores.
Mor, der er ikke plads. Alt er indrettet.
I må indrette om. Vi skal jo bo her, det er ikke et hotel! Kom nu og hjælp!
Benny rullede garderoben mod opgangen, Svend gik tavs efter. Han sendte mig et blik, der virkelig lignede en undskyldning. Men han sagde intet, som altid.
Anders gik i gang. Jeg så til, lænet op ad muren. Møblerne rullede én efter én ind i min verden.
***
Om aftenen var alt uigenkendeligt. Det gamle skab beslaglagde halvdelen af vores soveværelse, blokerede vinduet. Sengen måtte presses op mod væggen ubelejligt. Gæsteværelset, børneværelset, nu fyldt med to smalle senge med blomstrede tæpper og en keramiklampe med frynser. En gammel kattekalender på væggen.
Jeg vandrede rundt som hjemløs. I køkkenet regerede Jette, flyttede rundt på mit service.
Majken, hvor har du gryderne? Jeg skal have plads til mine jernpander.
Jette, jeg bruger mine egne pander, de duer for mig.
Ha, teflon det er gift! Min pande steger bedre bøffer. Jeg skal vise dig det.
Jeg gik. Gennem badeværelset, satte mig på kanten af badekarret. Græd ikke jeg ville ikke give dem den fornøjelse, at se mig ødelagt over pander.
Der blev banket på. Anders:
Majken, er du derinde? Far vil gerne i bad.
Jeg åbnede uden at sige noget.
Sig til ham det er frit, sagde jeg, og gled forbi.
Vores soveværelse. Nu ikke længere kun vores.
Jeg lagde mig i sengen, stadig påklædt og stirrede op i loftet. Stemmer, latter, den konstante lyd af deres liv.
Anders kom. Satte sig.
Majken…
Nej, svarede jeg lavt. Jeg orker ikke snakke.
Hvad kunne jeg gøre? Alt er her nu. Jeg kunne ikke byde dem at flytte alt tilbage.
Du kunne have bedt dem vente. Du kunne have spurgt mig, din kone, før du gav grønt lys.
Jeg gav ikke grønt lys! Mor bestemte.
Præcis. Din mor bestemmer alt. Skal vi bare være dukker?
Han sagde intet. Gik. Jeg blev liggende, bemærkede pludseligt et spindelvæv i hjørnet af loftet. Så lidt skulle der til, før alt falmede.
***
Livet blev en forvredet rutine. Jeg stod op klokken syv, som altid, men nu ude på badeværelset: Jette foran mig i natkjole med håndklæde.
Godmorgen Majken! Jeg skynder mig bare lige!
Men “lige” var en halv time, for hun tørrede af, hængte vasketøj op, snakkede med sig selv. Jeg begyndte at komme for sent.
I køkkenet stod nu en enorm, blomstret emaljekedel. Min espressomaskine, min stolthed, blev gemt væk. Nu måtte jeg vente på kedlen, selv om jeg betalte elregning.
Jette, må jeg bruge maskinen?
Hvorfor, når kedlen er der? Spar penge!
Men jeg betaler.
Ja, ja. Spar nu! Ungdommen bruger for mange penge. Jeg så jeres regning i går skandaløst!
Jeg tyggede af vrede, gik. Drak dårlig kaffe på arbejde.
Om aftenen lavede Jette mad. Altid hvad hun selv syntes: stuvet kartoffel, skinke, grønlangkål. Jeg kunne ikke fordrage stuvet mad, men hun blev fornærmet, hvis man ikke spiste op.
Jeg står her hele dagen, og så vil I ikke spise min mad!
Jeg er bare ikke sulten, Jette.
Åh, det er, fordi du skal på kur. Ingen børn på den måde! Spis ordentligt!
Jeg blev rød, forlod bordet. Anders kom senere ind. Hun mener det ikke ondt, Majken.
Hun gør det med vilje, snakker om børn.
Nej, sådan gør hun bare. Hun mener det ikke.
Hun dominerer. Kan du ikke se det? Hun vil have os ud.
Det er bare tilvænning.
Vi har boet her et halvt år de én uge. Hvem skal vænne sig til hvem?
Han havde intet svar.
***
Svend holdt sig mest for sig selv. Stille type, læste aviser i værelset, gik på altanen og røg. Lugten drev ind jeg hadede røg men Jette sagde: Kom nu, han gør det jo udenfor!
Én aften på køkkenet stod Svend og kiggede ud.
Svend, spurgte jeg, ville du selv flytte hertil?
Han rystede på hovedet.
Ikke rigtigt.
Hvorfor så?
Jette beslutter. Jeg vendte mig til det.
Men huset jeres hjem?
Ja, hjemme. Men alt er for meget nu. Jette er bange. Tror ikke på, vi får hjælp.
Vi vil gerne hjælpe
Han så længe på mig, bærede en kæmpe træthed. Tak, Majken. Du er god. Jeg siger det til Jette.
Men Jette blev ikke blidere. Snarere det modsatte.
***
Tre uger og jeg følte mig kvalt. Gik på arbejde som en robot elskede ellers mit job med regnskaber, men nu rodede alt. Hjemme var det værre.
Jette flyttede om uden at spørge. En dag, hvor jeg kom hjem, stod sofaen et andet sted.
Sådan er det bedre, sagde hun. Nu skinner solen ikke for meget ind.
Vi er aldrig hjemme om dagen, Jette.
Men det er vi! Vi skal da have det godt.
Mine yndlingssko var væk, fundet blandet med løbesko i en pose.
Hvorfor pakkede du dem væk?
Oprydning der var rod! Sko på gulvet
Men de stod på hylden…
I posen nu. Nå!
Jeg tog skoene, smækkede med døren. På arbejde spurgte Lone om alt var okay. Jeg løj.
Om aftenen kommunikerede Anders og jeg nærmest ikke. Han kom sent, spiste, så tv med forældrene. Jeg sad i soveværelset.
Elsker du mig overhovedet stadig? spurgte han.
Elsker du mig?
Selvfølgelig.
Hvorfor forsvarer du mig så ikke? Hvorfor bestemmer din mor?
Det går over. Vi vænner os.
Nej, Anders. Vi vænner os aldrig til ikke at blive spurgt.
Nu var han tavs. Han vidste, jeg havde ret.
***
Alt kulminerede en aften sidst i november. Jeg kom sent hjem, helt færdig mentalt. Jeg længtes bare efter stilhed, te uden forstyrrelse. Men der var larm.
På køkkenet hørte jeg Jette græde op i telefonen: De behandler os som lejere, Valborg! Jeg siger, lad os få sat tapet op, men de rynker bare på næsen. Majken er kold sidder bare inde på sit værelse. Anders er helt bleg. Sagde til ham: måske er det ikke den rigtige kone, hvis hun ikke respekterer sine svigerforældre!
Nu kunne jeg ikke mere.
Jeg gik ind. Jette blev ikke flov.
Val, jeg ringer tilbage, sagde hun. Lagt på.
Jette, stemmen rystede, jeg prøvede at holde den rolig. Jeg hørte, hvad du sagde.
Man skal ikke lytte ved døren.
Du råbte så højt, at naboen kunne høre dig. Jeg må sige én ting.
Sig frem.
Det er min og Anders lejlighed. Vi har betalt den. Vi flyttede for fire måneder siden og havde ikke forestillet os, at nogen andre skulle bo her. I blev ikke inviteret.
Hun blev bleg så rød.
Selvfølgelig blev vi inviteret! Sønnen siger ikke nej!
Nej, for I stiller ikke spørgsmål. I bestemmer. Ligesom nu, hvor I flytter rundt på alting, smider mine ting ud, bestemmer hvad vi skal spise og hvordan vi burde leve. I respekterer ikke os ikke engang Anders.
Hvordan vover du! Jeg er din mands mor!
Det ved jeg. Jeg værdsætter hvad du har gjort. Men at gøre noget for sit barn, gør ikke at du kan tage hans voksenliv.
Det kan jeg. Han skylder mig alt.
Hvis jeg får et barn, skal jeg så forvente, at det aldrig må sige fra? At jeg kan flytte ind, koste rundet, kritisere hans kone bare fordi jeg er mor?
Hun åbnede og lukkede munden, så sagde hun lavt men bidende:
Det forstår du ikke, du har ikke børn.
Nej. Og så længe I bor her, får jeg nok heller ikke. For her er ikke plads. Her er kun plads til jer.
Så skrid! Anders bliver. Han svigter ikke sin familie!
Måske. Måske gør han. Ring, så ved vi det.
Jeg gik ind, fandt en taske, hev tøj ud i bunker. Hænderne bævrede. Anders kom ind.
Majken, hvad laver du?
Jeg tager væk. Sover hos en veninde. Eller et hotel.
Er du skør?!
For første gang tænker jeg klart. Jeg kan ikke mere, Anders. Om en uge vil jeg sige noget, der ødelægger alt. Det er bedst, jeg går.
Gør det ikke lad os tale om det.
Om hvad? Din mor sagde lige, at jeg kan skride ud af mit hjem. Hvad føler du ved det?
Han var hvid.
Hun mente ikke
Hun mente det. For hende er du vigtigst, ikke mig. Og det vil du altid lade være sådan.
Jeg valgte dig, da vi blev gift.
Nej, Anders. Du troede, du kunne have begge. Men det kan man ikke. Ikke altid.
Jeg lynede tasken, hev jakken på. Hans blik var så fortabt, at jeg fik ondt af ham. For jeg elskede ham. Men nogle gange er kærlighed ikke nok.
Når du har besluttet dig, så ring. Men ikke for sent.
Jeg forlod lejligheden, ned gennem opgangen, ud i kulden. November. Våd sne i ansigtet. Ved busstoppet opdagede jeg, jeg manglede huen. Jeg ringede til Lone.
Lone, kan jeg komme hos dig et par dage?
Selvfølgelig. Kom.
***
To dage på Lones sofa, ude på Amager. Hun havde travlt, men havde tid til at høre alting. Da jeg var færdig med min historie, sagde hun:
Min moster havde samme problem. Svigerforældrene flyttede ind, hun holdt én måned. Sagde: dem eller mig. Moster tog sit eget valg og blev lykkelig senere.
Jeg vil ikke skilles. Jeg vil bare have fred.
Tredje aften ringede Anders.
Majken, kom hjem. Vi skal snakke. Alle.
Hvorfor?
Kom bare. Jeg har forstået noget nyt.
Der var noget fast i stemmen. Jeg tøvede, men kom.
***
En time senere dør jeg op. Anders tog imod mig med et langt kram. Et sekund troede jeg, det nok skulle gå.
Køkkenet: Jette, Svend, Anders. Stemningen tung.
Sæt dig, Majken, sagde Anders. Mor, vil du starte?
Jette bed sig i læben, sukkede.
Jeg undskyld. Jeg sagde for meget. Undskyld.
Stemt rungede hul, modvillig. Jeg vidste, hvor svært det var for hende.
Jette, det handler ikke kun om ord. Det handler om, hvordan vi har det. Det her går ikke.
Hvad skal vi så gøre? Vi ville jo ikke forstyrre Vi havde bare intet andet valg! Huset er elendigt, jeg var bange for vinteren. Anders skulle hjælpe. Nu forstyrrer vi bare.
Nej, mor, du forstyrrer ikke
Jo, I gør, sagde jeg stille. Fordi der er for lidt plads. Vi træder hinanden over tæerne. Det kunne alle forvente. Hvis ikke man beslutter ting sammen, bliver det uudholdeligt.
Tårerne trak ned over Jettes ansigt.
Jeg troede, vi var til nytte. At jeg kunne hjælpe jer. Men nu føler jeg, jeg bare ødelægger alt.
Et stik af medfølelse. Frygten for at været unødvendig, alene, fik hende til at kontrollere alt.
Jette, sagde jeg blidt, du ødelægger ikke alt. Vi tænkte bare ikke over konsekvenserne. Lad os tænke os om nu.
Svend hostede. Alle så på ham.
Jeg vil hjem, sagde han. Til huset. Her føler jeg mig fremmed. Undskyld, Majken. Jeg har brug for min egen dørmatte. Mit eget sted.
Jette så nærmest overrasket på ham.
Svend Vi har aftalt…
Du besluttede, jeg gik bare med. Men nu vil jeg ikke vente mere. Jeg går ind for det gamle ord: Eget hjem, sit eget sind. Jeg vil have min have, min brændeovn, mit sted.
Hun skjulte ansigtet i hænderne.
Anders så hjælpeløst på mig. Jeg strammede mig op.
Godt. I tager hjem. Vi skal hjælpe jer med renovering langsomt men sikkert. Anders kan alt, jeg kan hjælpe til, vi tager lån om nødvendigt. Det vigtigste er, at I har jeres hjem og vi vores.
Vi kan ikke tage imod al den hjælp
Det kan vi, afbrød Svend. Det gør vi. Tak.
Anders rejste sig, lagde armen om sin far.
Jeg er stolt af dig, far.
***
Tilbageflytningen gik overraskende let. Svend og Benny fik garderobeskabet og senge læsset på vognen igen. Jette pakkede sammen uden ord, nogle gange sendte hun mig et stjålent blik. Til slut stak hun mig sin trofaste jernpande:
Tag den. Den er god. Du får de bedste frikadeller med den.
Jeg tog den, nikkede.
Tak. Jeg skal prøve.
Kom og besøg os til weekend. Jeg laver andesteg til Anders.
Vi kommer, lovede jeg.
Da døren lukkede sig, stod Anders og jeg midt i entreen som om der var dobbelt så meget luft. Han krammede mig så ribbenene knækkede.
Undskyld. Fordi jeg ikke hørte efter fra starten.
Det er ok, sagde jeg, strøg ham over nakken. Det vigtigste er, du hørte til sidst.
Lejligheden føltes enorm, tom og stille. Vi genplacerede møblerne, satte kaffemaskinen på køkkenbordet og lavede to kopper kaffe. Satte os overfor hinanden.
Ved du, hvad jeg tænkte? sagde jeg. Din mor er bange. Hun vil ikke være unødvendig.
Jeg forstod det, da hun græd, sagde Anders. Pludselig var hun lille, bange og gammel.
Jeg vil gerne hjælpe. Men hver i sit hjem. Så kan man besøge hinanden.
Helt enig.
Vi tømte kaffekopperne. Pludseligt smilede jeg.
Vi kan jo stadig få et børneværelse nu.
Hans blik lyste.
Mener du det?
Ja. Når dine forældre er hjemme på deres egen dørmatte, er der plads. Både i lejligheden og i hjertet.
Han kyssede mig. Længe, kærligt. Jeg lukkede øjnene og tænkte, måske bliver det hele alligevel godt hvis man tolker hinanden og sætter grænser.
December kom med kulde. Hver lørdag kørte vi til Svends og Jettes hus, med mad, værktøj, byggematerialer. Anders lappede tag og vinduer, jeg hentede skruer, holdt stiger. Jette lavede varm mad, prøvede ikke at blande sig, selvom hun ikke altid kunne lade være. Men hun forsøgte.
Svend livede op. Planteskov, hegn, snak. Da vi fik te, sagde han:
Tak, Majken. Fordi du sagde fra. Ellers ville vi alle ende som syltede champignon i for lidt luft her.
Jeg klappede hans hånd. Jeg holdt af denne mand, som sagde få, men vigtige ord.
Da det blev nytår, var huset lunt, trygt. Jette havde tapetseret soveværelset med sarte roser. Hun viste det frem.
Se, hvor hyggeligt! Nu føles det hjemlig igen.
Vi fejrede nytår med salat, fiskefileter, billig cava og Matador-repriser på tv. Intet påtrængende bare ro.
Klokken tolv gik vi ud og sendte små raketter op. Jeg ønskede bare: bevar balancen mellem hjælpsomhed og plads.
***
Midt i januar mærkede jeg forsinkelsen. Testen viste tegn to streger. Pulsen drønede. Jeg gik ud til Anders, viste testen. Han løftede mig op og snurrede rundt.
Er det rigtigt!?
Du skal ikke tabe mig nu! Ja, det er rigtigt.
Vi fortalte det til forældrene ugen efter. Jette brast i gråd af glæde, omfavnede mig.
Et barnebarn! Jeg har ventet så længe!
Jette, sagde jeg forsigtigt, vi vil gerne have hjælp. Men kun hvis du kommer, når vi beder om det ikke bare sådan ud af det blå. Aftale?
Hun så mig i øjnene. Nikkede.
Aftale. I har jeres familie nu jeg skal ikke rage ind over. Men spørg endelig, hvis jeg kan hjælpe.
Det er en aftale, smilede jeg.
Svend klappede Anders på ryggen.
Du bliver far selv nu. Husk: dit barn er dit men det har sit eget liv. Lad grenen gro selv; du skal bare vande.
Anders nikkede.
Jeg følger det, far.
Vi fik hindbærsnitter og snakkede om alt fremtidigt: navne, barnevogne, hvor sengen skulle stå. Jette delte råd nu med advarslen: Men, I bestemmer jo selv. Det føltes rigtigt.
***
Da vi kørte hjem den aften, stod de og vinkede. Jette trykkede sig ind til Svend, hans arm om livet.
Bilen kørte gennem lillebyen i frost og sne. Jeg lænede mig tilbage. Trætheden føltes blid.
Det var godt, sagde Anders.
Ja, sagde jeg. Virkelig godt.
Majken, kan du forstå om et halvt år er vi forældre?
Ja. Lidt skræmmende.
Jeg glæder mig.
Jeg klemte hans hånd.
Det gør jeg også.
Vi tøffede gennem vintermørket, hjem mod vores lejlighed vores liv og fremtid. Nu føltes det rigtigt: Hver sin dørmatte, sit eget rum. Så kan vi besøge hinanden uden at slå rødder på fremmed grund.
Jeg lagde hånden på maven. Der vokser vores nye liv. Her skal der være respekt, kærlighed og åbne døre. Grænser, ikke som mure men som aftaler. Frihed til at tale sandt, bede om hjælp og sige nej om det er nødvendigt.
Jeg smilede ud i mørket. Nu skulle det nok lykkes ikke fordi alt var let, men fordi vi respekterede hinanden og havde fundet vores eget hjem.
