Maven begyndte at gøre ondt allerede i den sidste lektion. Kvalmen steg, og det blev sort for øjnene. Det var bare om at holde ud Men smerten voksede, og Freja måtte læne sig over til siden og trykke fingrene fra venstre hånd mod det ømme sted. Hun rakte hånden op og gik ud af undervisningslokalet. Selvfølgelig havde hun ventet på de her dage, var næsten forberedt, men hun havde fuldstændig glemt sine piller i dag, og Cecilie havde heller ingen.
Nå, der var jo kun den lektion tilbage, så kunne hun tage bussen og så toget hjem til farmor i Odense for weekenden. På banegården var der heldigvis et apotek. Så bare en lille times tid med regionaltog, og hun ville være hjemme ved farmor. Og der der ville alt blive godt igen.
Timen føltes usædvanlig lang. Freja vred sig på stolen. Smerten tog til. Men til sidst var det overstået, og hun gik ud af Københavns Universitet.
Udenfor var vejret virkelig trist sne og slud blandet. Mor havde jo sagt, hun skulle tage vinterjakke på, men selvfølgelig kunne Freja ikke lade være med at tage let tøj på. Og nu vinterkulde, den korte jakke, de tynde jeans bare hun kunne være hos farmor lige nu!
Det hjalp lidt at komme ud i den kolde luft, smerten blev mere fjern, gemte sig et sted. Selvfølgelig var der ikke skyggen af en bus. Freja fik våde fødder, mens hun ventede.
Mens hun stod der, slog smerten til igen. Nu værre, næsten krampagtig. Folk styrtede forbi i regn og sne, skubbede nogle gange til hende, studinen der stod stiv af smerte. Hun havde mest lyst til at bryde sammen.
Der var ingen pladser i bussen. Det svimlede for øjnene, men det var pinligt for en ung kvinde at bede om et sæde, så Freja stod op og bed smerten i sig.
Nu begyndte hun også at bekymre sig: “Ej, mon der er gået noget galt bagpå?” Hun stillede sig derfor med ryggen op ad vinduet. Der trak frygteligt nede ved gulvet fødderne blev iskolde. Åh, bare hjem til farmor nu!
Da hun omsider nåede frem til banegården, og skulle ind for at købe smertestillende på apoteket, var apotekskiosken lukket. Der var stadig 40 minutter til regionaltoget. Freja satte sig tungt på en bænk på banegården, lænede sig ind over tasken og trykkede den hårdt mod maven. Det hjalp lidt at holde fast. Hun lod som om, hun sov på tasken, men i virkeligheden sad hun bare og talte til hundrede og fokuserede på at trække vejret igennem.
Løft lige benene og tasken! lød det pludselig.
I den næsten tomme ventesal vaskede rengøringsdamen gulvet.
Jeg kan ikke.
Hvorfor ikke?
Min mave gør ondt.
Måske burde jeg ringe efter en ambulance? spurgte rengøringsdamen og så forstående på hende. Kvinde til kvinde.
Nej nej, det går nok. Jeg skal bare hjem
Sådan sad Freja, sammenbidt af smerte, også i regionaltoget hele vejen til Odense.
Hun mindes ikke engang, hvordan hun egentlig kom fra banegården og hjem til farmor.
Farmor så straks de våde bukser, de mørke rande under øjnene, panden, der var rynket af smerte, og kuldegysningerne og forstod det hele med det samme.
Farmor, har du Panodil? lød det bedende.
Sæt dig bare ned, min pige. Af med alt det våde tøj du er jo drivvåd!
Herefter udspillede sig det ideelle billede, kun bedstemødre kan skabe.
Altså! Stadig i syntetiske strømpebukser? Uden sokker! farmor gik småbrokkende rundt om hende, klædte hende kærligt af og på.
Farmor, hvorfor er det os kvinder, der skal gennem det her?
Åh, jeg led selv sådan, før jeg blev gift bagefter blev det nemmere, beroligede farmor og smilede.
Så sad Freja snart i uldne sokker, en lang T-shirt, farmors bløde flonelspyjamas og hendes egen yndlingsstrikkede, mørkegrønne sjal.
Og mine piller? råbte hun fra badeværelset.
Først lidt suppe tre skefulde af min varme kyllingenudelsuppe, kom nu, også selvom du ikke har lyst!
Farmor satte to eftertragtede og nødvendige piller ved siden af skålen, og hældte noget læge-urte-te op i et glas, siede urterne fra.
Suppen, pillerne og farmors omsorg virkede hurtigt: smerten forsvandt, hun fik det varmt, sjalet blev for meget. Farmor duppede hende med balsam, og sprøjtede noget urteekstrakt i munden.
Trætheden overmandede Freja hun kunne have sovet midt ved køkkenbordet. Hun lænede sig tilbage og lukkede øjnene. Lykke.
Men lykken sluttede ikke der. Den ventede også i form af bløde dyner og puder. Hun sank tungt i sengen, følte sig som om hun vejede hundrede kilo. Og da farmor havde puttet dynen ind om hende, kunne Freja ikke længere røre sig.
Lige før hun faldt i søvn, tænkte hun:
“Jeg vil aldrig giftes! Ingen i verden kan elske én, som ens farmor gør.”
Og sådan lærte hun, at der er en særlig varme og kærlighed i de hænder, der engang lærte én at holde fast i livet. Man skal værdsætte dem, mens man har dem tæt på.
