Kollega
Piger, hvem var det, der skulle rydde op i pauserummet denne uge? sagde Anne Madsen, mens hun stillede sin kaffekop på bordet og så rundt på kollegaerne. Hvor svært kan det være? Igen står der beskidte kopper og roder overalt. Jeg gjorde rent i går! Kan man ikke bare skylle sin kop og sætte den på plads?
Der var bare så meget at lave svarede Frederikke lavmælt og stak hovedet ned bag sin computerskærm. Hjalte kom ind, lige da vi holdt pause. Han bad os om de sidste regnskaber. Så vi nåede ikke at rydde op.
Og bagefter… ja, hvad så? Anne blev ved. Skulle I alle sammen på date samtidig? Eller tror I bare, jeg er jeres hushjælp?
Edel rejste sig tavst og gik mod døren.
Gider ikke, Edel, jeg har allerede gjort rent. Anne ventede til Edel næsten var ude af døren, før hun sagde det. Men næste gang, ryd selv op efter kaffen.
Edel kom lige så stille tilbage, fandt en ny mappe og satte sig med papirarbejdet, mens hun udvekslede et blik med Frederikke. De hadede at få skældud af Anne. Striks og uden slinger, men dygtig, og derfor det naturlige valg som afdelingsleder. Hun bekymrede sig ikke, om nogen kunne lide hende hun vidste altid, hvad hun ville have, og hvordan hun fik det. Frederikke så nærmest op til hende, forsøgte at gøre hende kunsten efter, mens Edel holdt sig neutral. Alle vidste, alt i denne afdeling afhang af Anne.
Der blev stille i kontoret. Alle prøvede at arbejde, men ingen kunne fokuserer rigtigt.
Edels hoved havde dunket hele dagen. Hun havde altid været følsom over for vind og vejr, men på det seneste var det blevet næsten uudholdeligt. En læge havde hun ikke tid til, og hvad kunne de alligevel sige hende? Hjemme gik det heller ikke nemt. Yngste søn lavede ballade i skolen, så de ringede ofte så tit, at Edel begyndte at overveje at lade være med at tage telefonen. Datteren havde endnu engang en affære, men kæmpede stadig med eksmanden om forældreretten. Som resultat var det lille barnebarn, Malte, der led under voksnes skænderier, og boede nu midlertidigt hos Edel. Hun skulle hente ham i børnehaven, hjælpe med lektierne, for til næste år skulle Malte i skole men ingen andre havde tid til at tænke på det, alle havde travlt med deres.
Men mere end noget andet længtes Edel bare efter en aften for sig selv, i ro, med en god bog eller serie uden at vente på, at nogen dukkede op med nye problemer. Hun glædede sig til eksmandens hjemkomst efter endnu en lang udstationering. Så kunne sønnen få lidt alene-tid med sin far, og hun kunne måske ringe til datteren og be hende tage Malte for en dag og endelig puste ud bare lidt. Hun og eks-manden, Poul, havde været skilt i nogle år uden de store dramaer.
Poul! Vi har haft næsten tyve gode år sammen. Lad os nu ikke ødelægge det til sidst. Lad os gå fra hinanden i fred. Vi bliver jo forældre sammen resten af livet. Hvis vi begynder at skændes nu, hvordan skal det gå? Jeg ved allerede, du har en anden og hun skal have barn.
Hvordan ved du det?
Hun fortalte mig det bare. Ringede selv. Men ved du hvad, Poul? Du har gjort det rigtige. Du lader være med at trække tingene ud, og du tager ansvar. Jeg er ikke ligefrem glad, men respekten for dig voksede faktisk lidt.
Ægteskabet sluttede lidt for sent til at starte helt forfra, og det var hårdt, men Edel besluttede at fokusere på børnene og leve resten af sit liv så fredeligt som muligt. Poul fik sin nye familie og nyt liv, alle andre måtte tage ansvar for deres. Bitterheden prøvede hun at ryste af sig og huske, hvad der havde været godt.
Da barnebarnet kom, fyldte det Edels liv med nyt indhold, selvom datteren overså sit ansvar og dumpede ham hos Edel, som nu fik ondt i hovedet, men stak paracetamolen i lommen og hastede afsted efter arbejde for at hente Malte!
Yngste søn var 15 og ville helst bare være sig selv. Nu kunne Edel se, at hun havde forvekslet frihed med ligegyldighed, og hendes børn havde vendt sig til at bruge hende som pengeautomat og sjælden samtalepartner. Nu måtte hun prøve at tage ansvar, selvom de ikke længere bad om hjælp.
Frederikke havde haft en helt anden opvækst, forkælet og ønskebarn af sin mor og far, elsket fra første færd. Rideskole, klassisk guitar, sprogundervisning, og rejser det hele. Faren var chef i kommunen og sørgede for, at Frederikke ikke manglede noget. Men så døde han pludseligt, og moderen giftede sig hurtigt igen og flyttede til Aarhus Frederikke arvede lejligheden, en god opsparing og beskeden: “Vær lykkelig! Nu er det dit eget ansvar.” Frederikke gik ikke i panik; hun tænkte rationelt: arven skulle række til studierne, og hun lærte af naboen, hvordan man betalte regninger, og hvor man fik NemID. Hun valgte to uddannelser, og regnede ud, hvor mange kroner hun havde at leve for. Alt var skemalagt.
Nu arbejdede Frederikke på kontoret et år, mens hun læste videre og overvejede, om kæresten virkelig var værd at flytte sammen med, eller om hun skulle vente lidt endnu. Helt sikker var hun ikke på sine følelser.
Anne holdt sig for sig selv og kendte ikke til sine medarbejderes privatliv. Hun havde sine egne bekymringer. Fordi hun selv ikke kunne få børn, var hun nu i gang med at søge om adoption, men det forhold at være ugift gjorde processen sværere. Hun overvejede kort at gifte sig på papiret, men afviste idéen hvad så, når “papfar” forsvandt igen? Nej, hellere stå ved sig selv, satse på, at kommunen kiggede på bolig, løn og stabilitet. Om aftenen surfede hun på hjemmesider med børn, der ventede på adoption, men havde endnu ikke fundet det rette barn. Sine drømme holdt hun for sig selv hun mente, lykken trivedes bedst i stilhed.
Regnen piskede mod ruden, det var blevet mørkt, blæsten tog de sidste blade. Alle tænkte, at senere ventede flere pligter og ingen pause efteråret havde virkelig sænket humøret.
Da Frederikke lagde dagens rapport væk og strakte sig, åbnedes døren pludselig, og noget ganske usædvanligt trådte ind, så alle øjne blev vendt mod indgangen.
Ind kom My, en ung kvinde med de mest vilde, lyse krøller stikkende ud under en absurd, multifarvet hue og med et akvarium i favnen i det svømmede en guldfisk. Store blå øjne mødte den samlede forsamling med forbløffende ro.
Hej! Jeg er My. Jeg skal arbejde her nu! Hvilket bord er mit? Fedt det her ved vinduet, sådan kan jeg lide det! Hvor er I søde at have reserveret!
Anne måtte tage sig sammen.
Hvor kommer du fra?
HR! De sagde, jeg bare skulle begynde, så jeg er her nu.
My satte akvariet på bordet, bøvlede med det lange tørklæde.
Her er hyggeligt! Kunne dog mangle lidt planter. Kan jeg tage min palme med i morgen? Så kan vi forestille os, vi sidder i Skagen! Eller på Maldiverne jeg hader regnfulde efterår! Hellere sol og strand året rundt.
Anne, hvis begge badedragter netop var sorte, lo uvilkårligt, afbrød My’s ordflom. Frederikke fnisede højlydt, og endda stramtandede Edel smilede med tårer i øjenkrogen.
My, vent! Nu snakker du os helt rundt! Vi har forstået, hvor du kommer fra, men hvad bliver dit job? Vi er faktisk fuldt bemandede.
Jeg er programmør! Har bare ikke fået eget rum, så jeg skal sidde her. Jeg elsker det allerede hvor er I dejlige! Åh, og her er Hamlet det er min guldfisk!
Hamlet? Hvorfor ikke Hamlette, du ved, den feminine form? Frederikke var ved at dø af grin.
Næ nej! Se, fisk kan sagtens være hanner! Og Hamlet er en vaskeægte guld-dreng. Da vi nu skal arbejde sammen, får I i øvrigt en hemmelighed gratis.
Hvilken? spurgte Edel, som følte, at hovedpinen lettede lidt.
Hamlet opfylder ønsker! Men kun hvis man virkelig tror på det. Vil I prøve? My skubbede akvariet hen til kanten af bordet.
Frederikke så først spørgende på de andre, rejste sig og lagde en finger mod glasset, da guldfisken svømmede forbi.
Skal jeg sige det højt?
Kun hvis du ønsker fred i verden. Ellers bare for dig selv.
Frederikke tænkte kort, lukkede øjnene og hviskede: Må det hele løse sig til det bedste
Da hun åbnede øjnene, dinglede Hamlet i vandet, skæl og finner vuggede blidt.
Hørte han det?
Naturligvis, smilede My.
Så blev det Edels tur; hun gik næsten som i trance hen, rørte ved akvariet og tænkte: Bare mine børn bliver lykkelige
My sendte hende et sjældent, alvorligt blik, og vinkede Anne over.
Anne ville protestere, men gjorde som de andre. Hendes ønske var så dybt, at hun knap turde tænke det helt til ende: At jeg må finde ham barnet
My klappede i hænderne: Så kører processen.
Efter nogle sekunder spejdede hun: Men hvor er min stol? At arbejde stående er ret ineffektivt.
Ineffektivt? undrede Frederikke sig.
Ja da! Jeg må lige smutte og låne en ordentlig kontorstol. Jeg skal jo også kunne tage en lille lur det kan jeg ikke på jeres skrappe stole.
Sove på arbejdet?! Frederikke var helt færdig.
Det er den eneste måde at holde kadencen. Korte lure, så når jeg det samme som alle andre på en hel måned! Hamlet kan bevidne det! My forsvandt ud ad døren. Jeg vender snart tilbage!
Da hun var væk, sad kvinderne tilbage.
Hvad var det lige, der skete? spurgte Frederikke tøvende.
Noget fantastisk svarede Edel og gjorde sig klar til at hente Malte i børnehaven.
Anne slukkede computeren og gjorde sig færdig, selvom hun ikke havde travlt men det føltes unaturligt at blive hængende.
My kom tilbage med sit krøllede grin og den savnede stol, bød farvel og traskede ud i regnen med sin hue ned over ørerne.
Den aften gik de alle hjem, mens de tænkte på, at regnen ikke længere var helt så slem, og at næste dag måske ikke ville føles lige så rutinepræget. Der var nu også noget magisk på kontoret en ønskefisk, smil, og lidt mere håb.
Næste morgen kom My slæbende med sin palme, Hjalte i hælene, og befalede:
Stil den dér i hjørnet, og lad den blive. Ellers havner den på feriebillederne ovre hos HR!
Hjalte smilede overbærende og hjalp til.
For resten: Hamlet opfylder stadig ønsker! Men ét ad gangen han er stadig lille.
Hjalte så spørgende rundt, men trykkede akvariet med en finger, ønskede sig sit og forlod kontoret.
My, hvordan tør du spøge sådan med chefen? spurgte Frederikke, mens hun hængte sit regnvåde overtøj væk.
Chefer er også bare mennesker. Tror du, ikke de har ønsker? My hev en knaldrød kop og en tyrkisk-inspireret kande frem. Nogen til kaffe? Godt køkken, heldigvis kan ikke holde maskinkaffe ud.
Om lidt var der nymalet kaffe til alle, og hele bogholderiet slubrede rislende aromatisk kaffe.
Hvilket mærke er det dog?
Det er kopi luwak. En ven fra Odense har sendt det vi bytter massage for kaffe!
Frederikke skubbede langsomt sin kop væk.
Jeg har læst om, hvordan det kaffe laves
Så? My lo og dukkede under bordet for at rode med ledningerne til sin pc. Intet at frygte. Det er ristet og renset som alt andet og du har allerede drukket det halve.
Frederikke kastede et blik på Anne, der trak på skuldrene.
Smager jo faktisk godt! indrømmede Frederikke og drak videre.
Siden Mythildes ankomst blev dagligdagen på kontoret helt forandret. Der var nu ofte latter og lethed klager blev mødt med et besøg hos Hamlet og en karamel fra skålen på Mythildes bord. Hvor de små bolsjer kom fra, var hendes hemmelighed.
Gæster, der tidligere kom ind med brok, glemte straks deres sag, blev tilbudt slik, og gik igen forundrede og roligere.
Frederikke mærkede som den første, at hendes ønske gik i opfyldelse. Hun gik tidligt hjem en torsdag, fordi strømmen i kontorbygningen var gået, og så dér sin kæreste stå ved gadedøren tæt omslynget med en ukendt pige. Hun fiskede mobilen frem, tog et billede og gik med faste skridt hen mod dem.
Frederikke
Jeg skal bruge nøglerne. sagde hun roligt og stak hånden frem. Kæresten prøvede at forklare sig, men hun rystede på hovedet:
Glem det. Jeg skifter alligevel lås.
Så gik hun op, bagte sig æblekage og så komedier hele aftenen. Dagen efter gik hun over til akvariet, strøg glasset med taknemmelighed og sagde:
Tak!
Edel var den næste. Nogle måneder senere kom hun hjem en aften og fandt Poul med sønnen. De var i gang med at finde papirer.
Mor, jeg skal bruge nogle fødsels- og skolepapirer jeg er blevet optaget på et kollegium i Aarhus hvis jeg klarer prøverne godt, kan jeg læse fysik, lige som jeg drømte om!
Edel satte sig, chokeret men mildt stolt.
Men det betyder jo så flytter du hjemmefra?
Ja, mor. Det er min drøm.
Edel tænkte sig grundigt om: Selvfølgelig måtte hun give slip, fysisk var hendes søn allerede vokset hende over hovedet, og hun kunne mærke, det var det rigtige.
Ja, min skat. Hvis det gør dig lykkelig.
Samme aften ringede datteren:
Mor, kan Malte blive hos dig i weekenden? Det ville betyde meget, for vi hendes stemme blev grødet vi har snakket om at blive gift igen hans far og jeg.
Edel sagde bare: Naturligvis. Jeg tager Malte.
Dagen efter kyssede hun akvariet og sagde: Tak, Hamlet!
Anne var den sidste. Her måtte der dog lidt hjælp til fra My. En dag trykkede My et papir i hånden på Anne.
Jeg har noget, du bør se sagde hun uden omsvøb.
På billedet var to børn, bror og søster, omkring tre og to år. Noget slog klik i Anne.
De bor i min opgang. Faren stak af, moren kan ikke tage sig af dem. De blev tvangsfjernet for nylig. Måske måske er det her din chance?
Anne blev tavs. Hun kunne mærke, hun havde fundet sit navn på dem.
Inden længe havde hun adopteret begge børn.
Kort efter sagde My farvel. Hun samlede sine ting og forsvandt efterlod Hamlet og palmen.
Frederikke og Edel savnede hende, passede Hamlet på skift, og Anne forklarede dem én dag, hvorfor My var væk:
Hendes mor var syg i årevis. My kunne ikke tage job i udlandet. Hun er talentfuld programmør og har gjort alt alene også som alenemor selv. Nu er moren død, og My valgte at starte nyt.
Frederikke gik over til akvariet, så på Hamlet og sagde:
Hvor har hun fået alle de kræfter fra? Hun havde altid et smil, selv på de værste dage. Hvem finder på at slæbe badebolde og cocktails med på arbejde og lege sommer midt i november?
Hvis jeg kendte svaret, havde jeg gjort det samme, sagde Anne. Man kan kun håbe at lære at finde glæden i det små og tro på, at det smitter.
Måske smitter det allerede, sagde Edel stille, og trak en pose spécialkaffe op og kiggede rundt. Hvem er til en kop?
Der sad de så, under Mys palme, klinkede kopper med Hamlet, og sendte varme tanker til den mærkelige pige, der havde vendt deres hverdag på hovedet. Nu vidste de, at det vigtigste ikke kan købes, men skal gives videre og at man somme tider selv bliver rigere, når man tør tage imod sådan en gave.
Og det gik op for mig: Livet bliver lidt lysere, når man åbner sig for forandring og tør tro på en guldfisk.
