Du ved godt, drengene er der lige om lidt, og du har endnu ikke styr på maden, ikke? lød en irriteret stemme fra entréen.
Rikke tørrede sveden af panden med håndryggen og vendte sig rundt. I døren til køkkenet stod hendes mand, Thomas. Han havde allerede skiftet til bløde joggingbukser og en frisk T-shirt og lignede én, der glædede sig til en afslappet fredag aften.
Thomas, jeg kom hjem fra arbejde for fyrre minutter siden, svarede hun, mens hun skar kartofler. Det er altså umuligt at dække op til fem voksne mænd så hurtigt. Du nævnte først gæsterne til frokost.
Årh, drop nu dramaet, Thomas rullede med øjnene og lænede sig op ad dørkammen. Det er bare lidt kartofler og noget kød i ovnen. Jeg tvinger dig jo ikke til at bygge et hus. Mine kammerater kommer vi har ikke set hinanden ordentligt længe. Sørg for det bliver hyggeligt, ik? Og snup lige en salat eller noget det er lidt sølle kun med pålæg.
Han vendte sig og gik ind i stuen, hvor fjernsynet straks begyndte at buldre.
Rikke sukkede og så på bunken af beskidt service i vasken, som Thomas havde efterladt efter sin frokost.
Hun var 48 år gammel og havde boet sammen med Thomas i 22 af dem. Engang glædede hun sig til sådanne spontane sammenkomster: hun elskede at lave mad, elskede selskabet og var stolt af at være en gæstfri værtinde. Men med tiden havde noget ændret sig. Måske besøgte vennerne dem kun for gratis, god mad, eller også så Thomas hendes anstrengelser som en selvfølge.
Hun åbnede køleskabet, hev grøntsager ud og hakkede dem hurtigt på skærebrættet. Benene værkede efter en lang dag som bogholder, hvor regnskabsperioden havde været ekstra hård. Hun havde bare ønsket sig et varmt bad, en kop myntete og en bog under tæppet. I stedet stod hun ved den glohede komfur, tjekkede, at svinekammer ikke blev tørt, og at kartoflerne fik den gyldne stegeskorpe, Thomas’ venner så godt kunne lide.
Det ringede på døren. Mændene kom ind med latter og tunge skridt i entreen.
Nå, gamle ven! Godt at se dig! brølede Jesper, Thomas gamle ven.
Kom ind, gutter, bare tag skoene af. Sutskoene står der. Rikke har næsten dækket det hele op! Thomas stod og tog imod med store armbevægelser.
Rikke sprang rundt og satte tallerkener på det store spisebord. Hun nåede lige at skifte morgenkåben ud med nogenlunde acceptable jeans og en bluse, og så bandt hun forklædet udenpå.
Ind væltede Jesper, Morten, Alex og Thomas. De lugtede af kold vinterluft, tobak og billig aftershave. Ingen tænkte på at tage en lille æske chokolade eller blomster med til hende. Til gengæld blev der sat flere flasker snaps og øl midt på bordet.
Du er da en sand værtinde, Rikke! sagde Morten højt, mens han satte sig for bordenden. Hvad skal vi have? Kød, ikke? Vi er sultne som ulve i dag.
Det hele er klar, svarede Rikke kort, mens hun satte en stor salatskål foran ham. Velbekomme.
Hun satte sig på kanten af sofaen for at puste ud, men straks klappede Thomas i hænderne:
Rikke, hvor er de syltede agurker? Og brødet er stadig ikke skåret. Skynd dig ud og klar det vi skænker imens!
Hun bed tænderne sammen og gik ud i køkkenet. Hun hentede et glas af sine egne hjemmesyltede agurker, kæmpede med brødkniven og lagde det i en kurv. Tilbage i stuen hørte hun mændene diskutere biler og chefer. Ingen så på hende. Mændene spiste højlydt og hamrede gaflerne i tallerkenen.
Hør nu, Thomas, brummede Jesper med munden fuld. Din kone laver altså mad ret godt. Måske lidt tørt i dag, men det passer fint til snapsen.
Tja, hvad skulle hun ellers? Thomas slog sig på brystet og lænede sig tilbage. Jeg har opdraget hende. Sagde bare: Bordet skal være dækket, punktum. Ingen diskussion. Det er den slags mænd har brug for: klar besked fra start.
Rikke var ved at samle de tomme tallerkener, da noget i hende bristede. Hun rettede ryggen og så lige på sin mand, der var så opslugt af sin egen vigtighed, at han ikke ænsede hendes blik.
Rikke, hvad venter du på? spurgte han utålmodigt, da han så hende stå stille. Kom med det varme, kartoflerne bliver kolde. Og tag nogle ekstra snapsglas, Alex smadrede sit.
Hun så på glasskårene på gulvet, så på Morten, der gned sine fedtede fingre i hendes rene stofserviet, på Jesper, der kastede krummer på tæppet og på Thomas, selvsikker og selvtilfreds.
Der står varm mad på komfuret, sagde hun stille, men overraskende fast. Snapsglas er i skabet over vasken. Fejebakke og kost står i badeværelset.
Der blev stille. Jesper var holdt op med at gumle. Thomas rynkede panden i uforståenhed.
Hvad laver du? forsøgte han at gøre det til en joke. Strejke ombord, hvad? Kom nu, foretag dig ikke noget pinligt foran gutterne. Du skal bare hente maden.
Jeg sagde, det står på komfuret, gentog hun og kiggede Thomas lige ind i øjnene.
Roligt bandt hun forklædet op, foldede det pænt og lagde det ved siden af den halvspiste frikadelle. Så vendte hun sig om og forlod stuen.
Thomas, hvad var det lige, der skete? spurgte Alex forbløffet.
Ah, hun har nok bare haft en hård dag eller PMS, Thomas viftede hånden af. Om lidt er hun tilbage. Drik nu og slap af.
Men Rikke havde ikke tænkt sig at komme tilbage. Hun gik ind i soveværelset, hentede en sportstaske fra klædeskabet og begyndte roligt at lægge sit tøj i den: undertøj, trøjer, jeans, toiletsager. Ingen rysten på hænderne, ingen tårer, bare en iskold klarhed.
Hun tog mappen med sine papirer, lagde den i bunden af tasken, lynede den, greb jakke og støvler i entreen og åbnede stille hoveddøren. Fra stuen lød latter og klirren med snapsglas. Hendes fravær blev ikke bemærket. Døren lukkede sig bag hende, stille og endeligt.
Vintervinden blæste hende i møde på trappestenen. Hun tog telefonen frem og ringede til sin lillesøster.
Signe, det er Rikke. Er du vågen?
Rikke? Selvfølgelig, klokken er jo kun ni. Er alt okay, du lyder underlig.
Jeg har brug for at bo hos dig et par dage. Kan jeg det?
Selvfølgelig! Kom med det samme. Jeg sætter te over.
En time senere sad Rikke med begge hænder om en varm kop kamillete i Signes hyggelige køkken. Søsteren gik frem og tilbage, vred og ophidset efter at have hørt Rikkes historie.
Han er jo fuldstændig grotesk! rasede Signe. Opdraget dig? Han kan ikke engang koge pasta uden dig, og du gjorde det rigtige ved at smutte. Det var virkelig på tide.
Du har ret, sagde Rikke stille. Men jeg gav ham lov, år for år, tålte og bøjede mig for husfredens skyld. I dag indså jeg, at han er blevet en fremmed. En selvisk fyr, der bruger mig som hushjælp.
Så hvad gør du nu? spurgte Signe blidt.
Jeg skal skilles, sagde Rikke fast. Børnene er voksne, vores søn bor med sin familie ovre i Aarhus. Jeg har ikke mere at holde fast i.
Resten af aftenen talte de praktiske detaljer igennem. Rikke kunne for første gang i flere år trække vejret helt ned i maven. Om natten sov hun på Signes sofa uden at vågne en eneste gang, uden at tænke på gasblus, døre, eller om maden stod ude.
Næste morgen kimede telefonen. Thomas stod der på displayet. Hun tog en dyb indånding og svarede.
Hallo.
Hvor er du?! Thomas stemme skælvede af vrede og forvirring. Jeg vågner, og du er væk! Her er kaos, opvasken flyder, og krummer overalt. Hvordan kan du bare stikke af og lade mig med gæster?
Jeg er hos Signe, svarede Rikke roligt. Og jeg har ikke tænkt mig at komme tilbage.
En tung stilhed. Thomas forventede åbenbart ikke det svar.
Hvad mener du? Hold nu op, Rikke. Du blev gal i går, men det går over. Jeg sagde bare til drengene, du var sløj. Pak nu sammen og kom hjem her ser ud, som om en bombe er eksploderet.
Så må du selv rydde op. Du er jo værten, ikke? Eller måske kan Jesper hjælpe dig, nu han er så begejstret for dine metoder.
Hvordan vover du at tale sådan! Hvis du ikke kommer tilbage NU, så lad være med nogensinde at komme hjem!
Helt fint for mig. Jeg søger skilsmisse, Thomas.
Skilsmisse?! Han lo tøvende og hysterisk. Det får du ikke noget ud af. Lejligheden er min, jeg har betalt, du får ikke en krone! Du kan tage på gaden!
Det argument havde hun ventet. Thomas havde altid ment, at det hele var hans, bare fordi hans løn var lidt højere.
Thomas, vi købte lejligheden, mens vi var gift. Vi betalte afdrag sammen, alt kom fra fællesøkonomien. Ifølge dansk lov skal vi dele lige. Hvis du ikke vil sælge og dele, må du udbetale mig min andel. Sådan er det, og jeg giver mig ikke.
Du… du er ussel… var alt, han fik fremstammet, ude af sig selv.
Jeg er retfærdig, svarede Rikke. Vi taler kun gennem advokat fremover. Jeg henter mine ting i weekenden, når du ikke er hjemme.
Hun lagde på. Hænderne rystede en smule, men det føltes overraskende let. Signe sendte hende et stort, opmuntrende smil.
De kommende uger blev et ræs af papirarbejde, møder og instanser. Thomas kunne ikke forstå, at hans ydmyge kone gjorde alvor af det. Han ringede med skiftevis tiggeri og trusler, og svigermor ringede i ét væk og bebrejdede Rikke for at ødelægge familien over “kvindefnidder”. Rikke blokerede dem alle.
En måned senere mødtes de hos notar for at dele boet. Thomas egen advokat frarådede ham at gå i retten det ville han tabe. Desuden ville sagsomkostninger ramme hans bankkonto hårdt.
Rikke sad i stolen med jakke og jakkesæt. Hun havde fået ny frisure, kinder med glød, og i øjnene lå en ro, hun ikke havde haft i årevis. Thomas dukkede op for sent, ubarberet og med krøllede skjortekraver det sene konsekvens af ingen gratis hverdagshjælp.
Han gennemgik papirer surt og satte modvilligt sin underskrift. For at udbetale hendes andel, måtte han optage et stort lån i banken. Halvdelen af hans løn røg nu til afdrag.
Er du glad nu? hvæsede han udenfor. Efterlod mig med gæld som gammel mand. For hvad? Hvem gider dig nu, du er jo næsten halvtreds!
Rikke så på ham uden vrede eller sorg, kun et stille vemod over de mange år, hun havde spildt på én, der aldrig forstod hende.
Jeg er her for mig selv, Thomas. Og det er nok. Forhåbentlig lærer du at lave pasta. Ellers kommer Jesper og Morten ikke og spiser hos dig igen.
Så vendte hun sig om og gik mod metroen. For pengene fra skilsmissen skulle hun købe en lille etværelses lejlighed i et grønt og roligt kvarter, med et stort lyst køkken, hvor hun kun ville lave mad, når hun selv havde lyst.
Sollyset varmede dem, fuglene sang i parken, og Rikke smilede for sig selv. Forude ventede et liv uden andres forventninger, uden opvask, og uden tunge forklæder.
