Hvad laver vi egentlig her? Hvorfor er vi overhovedet i en andens hjem?
Det er slut, Rikke, imellem os er alt forbi! Jeg vil have en rigtig familie, børn. Du kan ikke give mig det. Jeg har ventet og holdt ud længe nok. Jeg vil have en søn. Jeg har allerede søgt om skilsmisse! Du har tre dage til at pakke dine ting. Ring, når du er ude herfra. Jeg tager hjem til min mor så længe. Skynd dig, jeg skal have tid til at gøre lejligheden klar til mit barn og dets mor. Ja! Du skal ikke blive overrasket, min kommende kone er gravid! Tre dage, så er du ude!
Rikke sagde ingenting. Hvad skulle hun svare?
Børnene kom aldrig til hende. Mikkel havde endda ventet i fem år. Tre mislykkede forsøg havde de haft gennem årene.
Rikke havde været til utallige specialister, men alle havde sagt, at hun sund og rask. Hvorfor lykkedes det så ikke?
Hun havde altid levet sundt ingen dårlige vaner, masser af motion men alligevel…
Denne gang havde hun fået det dårligt på arbejde, kollegaerne ringede straks efter en ambulance, men det hele gik for hurtigt…
…Døren smækkede efter Mikkel, og Rikke sank ned på sofaen, mast og tom for energi.
Hun havde slet ikke overskud til at pakke tingene og hvor skulle hun egentlig tage hen?
Mens hun læste på universitetet, og frem til hun blev gift, boede hun hos sin moster. Mosteren var væk nu, og sønnen havde solgt lejligheden. Skulle hun tage hjem til mormors gamle hus på landet? Eller leje en lejlighed? Og hvad så med arbejde?
Tusind tanker myldrede rundt i hovedet og det skulle gå stærkt at finde en løsning…
…Tidligt næste morgen gik døren op, og svigermoren kom ind.
Kan du ikke sove? Det er nok meget godt. Jeg er her for at sikre mig, at du ikke tager noget der ikke tilhører dig.
Jeg har ikke brug for din søns gamle underbukser. Skal vi tælle mine?
Hold da op, du er storsnudet! Og jeg, der hele tiden har tænkt, du var sød og stille. Men jeg sagde jo allerede efter første gang til Mikkel, at du aldrig ville kunne give ham børn.
Er det derfor, du er kommet? Så sid dog bare og hold øje med mig i stilhed.
Hvorfor pakker du det stel sammen?!
Det er mit. Det er arven efter min moster, et minde om hende.
Nu bliver der bare tomt uden det!
Det rager ikke mig. Til gengæld får I et barnebarn.
Tag kun det, der er dit!
Computeren er min! Kaffemaskinen og mikroovnen også, dem har jeg fået af kollegaerne. Og bilen købte jeg, før jeg mødte jeres søn. Han har jo sin egen.
Du har alt bare ikke evnen til at få børn!
Det må du tage op med nogen andre. Jeg er sund og rask måske ville Gud det sådan.
Du virker ikke engang ked af det! Gjorde du det hele med vilje, måske?
Stop nu, det er urimeligt. Det her rammer mig mere, end du tror.
Hun kiggede rundt. Hendes ting var pakket. Tandbørste, lidt makeup, hjemmesko…
Noget manglede. Svigermoren forstyrrede koncentrationen.
Så kom hun i tanke om det den gamle kattefigur, som havde en hemmelighed ingen kendte til. Selv ikke Mikkel havde hun fortalt det. Inde i katten lå øreringe og en ring, ikke særligt værdifulde, men uvurderlige minder fra mormor. Mikkel havde altid kaldt det skrammel. Kunne han have smidt den ud? Alt unyttigt røg altid ud på altanen. Hun åbnede døren…
Hvad skal du derude? Pak og kom afsted! lød svigermorens skingre stemme. Skal du sige farvel til huset? Ja, gør du bare, for du får intet lignende igen.
Hun fandt katten, alt var på plads. Nu kunne hun tage afsted.
Her er nøglerne, farvel. Jeg håber aldrig, vi mødes igen.
Rikke kørte forbi kontoret. Hun var egentlig sygmeldt, men bad bare om at få orlov fra arbejdet.
Vi føler med dig, Rikke, men hvordan skal vi klare det uden dig? Er tre uger orlov nok? Men du skal altså lige være til at få fat på uden dig går halvdelen af vores projekter i stå.
Det går nok, jeg har brug for at tænke på noget andet. Tak for forståelsen.
Skal vi hjælpe med noget?
Nej, jeg klarer mig.
Jeg sørger for, at du får feriepenge og måske en ekstra bonus.
Det ville være fantastisk. Tak!
Hun gad ikke lede efter en lejlighed i Aarhus, men kørte bare ud til mormors hus i landsbyen. Ingen ventede på hende der, mormor døde for tre år siden. Hendes mor havde hun aldrig mødt, døde under fødslen.
Og nu kunne Rikke mærkelig nok heller ikke selv få børn…
En times kørsel så var hun ved huset. Æbletræer. Tulipaner.
Sidste gang hun havde været her med Mikkel var i efteråret. De grillede og nød haven.
Hun parkerede bilen i gården, hentede nøglen inde i huset.
Hun åbnede døren. Stilhed. På bordet stod snavsede tallerkner og kopper. Hvorfor havde hun ikke nået at rydde op sidste gang?
Nej, det havde hun faktisk. Der var nogen, der havde været her siden.
To krus, tallerkner, juicepakker, og flasker af Mikkels yndlings prosecco. Det var ikke fra i efteråret.
Altså havde Mikkel været her. Men med hvem?
Det var lige meget nu…
Kun hun havde nøgle så måtte Mikkel have fået lavet en kopi. Må hellere få skiftet lås.
Nyt liv, oprydning, et langt varmt bad.
Hun besluttede sig for at vaske fortiden væk.
Da hun var ved at gå ud af badet, blev der banket på døren og så på ruden.
Hvem er der?
Er De okay derinde?
Ja… svarede hun lidt forvirret.
Ud for huset stod en fremmed mand.
Undskyld, jeg skulle ikke forskrække dig. Jeg er din midlertidige nabo, har holdt øje hele dagen. Røg op fra skorstenen, men ikke noget liv ville bare tjekke om alt var i orden.
Tusind tak, jeg har det fint.
Er du i familie med Mikkel? Han var her for nylig med sin kone… Er du søsteren?
Nej, jeg er hans ekskone snart, alt er på vej.
Er det dig, der ejer huset?
Ja, det er mit.
Jeg er så bare midlertidig nabo. Ven lod mig bo her lidt. Skilsmisse hos mig også, i morgen er jeg fri. Hvis du har brug for hjælp, sig endelig til. Jeg hedder Jakob.
Rikke. Må jeg spørge, kan du skifte en lås?
Selvfølgelig. Si bare til hvornår, så fikser jeg det.
Allerhelst så hurtigt som muligt. Jeg køber en morgen.
Hvis du vil, så lad mig købe måske ender du med det forkerte, og jeg skal alligevel til byen.
Fint.
Der gik to uger. En uge mere og ferien var slut, så skulle hun tilbage til Aarhus. Men hun havde vænnet sig til livet her, og havde faktisk ikke rigtig lyst til at søge ny bolig, Mikkel hverken ringede eller skrev. Kun en besked om dato for skilsmissen. Det var faktisk fint hun ville helst slippe for et gensyn.
Lørdag morgen. Rikke var som altid tidligt oppe. Jakob havde spurgt, om hun ville gå en tur ud til søen med ham.
Hun havde ikke tænkt sig at gå ind i noget romantisk, men en lille gåtur kunne ingen tage skade af. De hyggede sig og vendte hjem til frokost. Foran huset stod Mikkels bil han var lige ankommet. Døren gik op, og ud sprang Mikkel, der hjalp en gravid kvinde ud.
Rikke og Jakob nåede op til havelågen. Mikkel stod og rodede med døren, men låsen var skiftet.
Hvad sker der her?
Ja, hvad laver I egentlig? Hvorfor prøver I at komme ind i mit hus?
Mikkel stivnede.
Det her er altså vores hus! sagde den gravide dame.
Virkelig? Hvem har fortalt dig det? Mikkel? Det her er MIT hus, og I må gerne gå igen.
Mikkel, hvem er hun?! Din eks?! Få hende væk! hvæsede den gravide.
Rikke og Jakob kunne ikke lade være med at grine. Mikkel satte sig i bilen med konen, og så kørte de.
Han får travlt, ham der.
Men hun giver ham i det mindste et barn. Det kunne jeg ikke. Tre forfejlede forsøg. Undskyld…
Og jeg blev skilt, fordi min kone ikke ville have børn…
Fire år gik efter skilsmissen. Et tilfælde bragte Rikke og hendes gamle svigermor sammen i Føtex.
Rikke, jeg kunne slet ikke kende dig. Jeg har faktisk i månedsvis spejdet efter dig. Er du gravid?
Ja, Rikke klappede sin store mave.
Det går ikke godt for Mikkel. Barnet blev meget sygt, der var et eller andet med hans familie. Hun forlod ham og efterlod barnet hos os. Og du, du føder selv alene?
Nej, jeg har en familie. Og jeg er nødt til at gå nu, de venter på mig.
Nå… undskyld for alt, Rikke
Det går nok. Ha nu tålmodighed farvel.
Den gamle svigermor stod bare tilbage og så efter Rikke, mens hun gik ud af Føtex hånd i hånd med Jakob, og med en lille pige, der lignede hende på en prik, i den anden hånd…
