Sashas danske mirakel

Astrids mirakel
Astrid havde nu boet på børnehjemmet i en måned.
Hun var kommet dertil, fordi hendes mormor, som hun altid havde boet hos, var død. Hun kunne ikke huske sin mor.
Mormor havde engang forklaret, at moren var rejst langt væk og ikke ville komme tilbage. Derfor kaldte Astrid mormor for mor Dorte og prøvede altid at opføre sig voksen, så hun kunne hjælpe til, for mormor sagde tit:
Når du bliver stor, skal vi to drive hus sammen.
Og Astrid gjorde sit bedste for at være stor.
Hun vaskede op og fejede gulvet. Hun var fem år og følte sig allerede meget voksen.
Da mormor pludselig blev syg og ambulancen kom, ankom en fremmed dame og hentede Astrid hen til dette børnehjem.
Nej, Astrid kunne egentlig godt lide det på hjemmet.
Der var mange børn, og pædagogerne var søde. Men Astrid længtes hjem. Hjemme ventede katten Felix og hunden Bella, og der var hendes eget hjem. Der duftede af kager og mormors varme kram. Hun drømte om et mirakel, hvor døren ville åbne, og mormor ville komme ind med et smil og sige:
Nå, min lille hjælper, skal vi tage hjem? Katten Felix savner dig!
Men da pædagogen Pernille forklarede, at mormor nu var i himlen og ikke ville komme tilbage, forstod Astrid, at det mirakel aldrig ville ske.
Alligevel troede Astrid på mirakler.
Mormor havde altid sagt, at mirakler sker, hvis man bare rigtig tror på dem.
Hun kaldte selv alting for mirakler.
Hvis naboen fru Karen kom forbi og gav Astrid en bolle, lidt slik eller en lille bamse, sagde mormor:
Se, Astrid, det er et lille mirakel, når du bare sådan får foræret noget. Det kaldes menneskelig venlighed.
Og det glemte Astrid aldrig.
Når pædagogen Pernille fandt en karamel frem fra lommen og gav den til Astrid, smilede hun lykkeligt, gav Pernille et kys på kinden og sagde:
Tak, Pernille, for miraklet.
Pernille smilede også og kyssede Astrid i håret:
Du er mit eget lille mirakel!
Der gik et halvt år.
Nytårsfejringen stod for døren.
Astrid klippede snefnug og pyntede juletræ med de andre børn. Alle var glade og fulde af forventning.
En dag, mens de gjorde klar, trak Pernille hende til side og hviskede:
Snart er det nytår, og det siges, at der sker mirakler til nytår. Skriv det, du ønsker dig allermest, på et stykke papir og læg det under din pude så går det i opfyldelse!
Astrid skrev på et gammelt postkort, hun havde taget med fra mormor sammen med et par legeting: Jeg vil hjem. Hun havde ikke andet ønske.
Alt var godt på børnehjemmet, men det var ikke hendes værelse med mormors hjemmestrikkede tæppe, ikke køkkenovnen hvor mormor bagte, ikke hendes hjem. Og Astrid havde så hårdt brug for et hjem!
Hun foldede kortet sammen og stak det i lommen på sin bamse, som naboen fru Karen havde givet hende.
Det vigtigste, sagde mormor altid, er at ønske sig det rigtigt meget og tro på det.
Astrid troede.
Men miraklet lod vente på sig, og Astrid undrede sig, for hun troede jo så stærkt.
Men så, en aprildag, skete det.
Det var forår og solen skinnede.
Som så ofte sad Astrid i vindueskarmen og kiggede ud, mens viceværten oldefar Erik fejede stierne.
Pludselig kom Pernille ind, lidt forpustet:
Astrid, kom, forstanderen vil gerne tale med dig.
Astrid hoppede ned og gik hen til Pernille.
Har jeg gjort noget forkert? spurgte hun.
Nej, lille solstråle, for søren! Kom, der er nogen, der er kommet for at hente dig! Pernille rettede på Astrids fletninger.
Astrids hjerte sprang et slag over:
Hvem?
Kom, så ser vi, sagde Pernille og tog hende i hånden.
Inde på forstander Ingeborgs kontor fik Astrid straks øje på fru Karen.
Fru Karen! råbte hun og løb lige i armene på hende.
Astrid, min søde pige! sagde fru Karen og holdt hende tæt.
Fru Karen, skal vi hjem? spurgte Astrid med store øjne.
Ja, det skal vi! Selvfølgelig skal vi det! sagde fru Karen og tørrede tårerne væk.
Hun satte sig i sofaen ved siden af Astrid og lagde armen omkring hende.
Astrid, sagde hun blidt, nu skal vi bo sammen. Far Ole venter også på dig, og du bliver vores datter. Vil du det? spurgte hun og så afventende på Astrid.
Astrid kastede sig ind til fru Karen og gemte sig i hendes frakke.
Selvfølgelig ville hun det! Hun havde altid holdt af Karen og Ole, for de var altid gode ved hende og mormor. Astrid havde egentlig altid tænkt på dem som familie.
Dagen efter rejste Astrid hjem med fru Karen.
De stod foran børnehjemmet og ventede på en taxa.
Alle børnene og de voksne var kommet for at sige farvel.
Pernille stod og tørrede øjnene, mens hun smilede.
Astrid sagde noget til fru Karen og løb, med bamsen i hånden, over til Pernille.
Tak, Pernille, fordi du gav mig ideen til nytårsønsket! sagde hun, og rakte den gamle sammenfoldede postkort frem.
Pernille foldede det ud og så med store bogstaver: JEG VIL HJEM.
Pernille trak Astrid ind til sig og kyssede hende i håret.
Kan du se, jeg sagde det jo: Mirakler sker, hvis man tror på dem!
P.S. Husk at skabe mirakler for andre og tro på dem!

Rate article
Add a comment

;-) :| :x :twisted: :smile: :shock: :sad: :roll: :razz: :oops: :o :mrgreen: :lol: :idea: :grin: :evil: :cry: :cool: :arrow: :???: :?: :!:

seven + 10 =

Sashas danske mirakel
Min svigerdatter siger, at jeg SKAL passe mine børnebørn hver weekend – Men har I overvejet, at jeg også kan have egne planer? – Galina Petersen forsøgte at holde stemmen rolig, selvom fingrene knugede fast om telefonrøret. – Det er fredag aften, jeg havde glædet mig til lidt ro. – Åh, mor, hvad for ro? – Christinas stemme lød både frisk og insisterende, selv gennem højtaleren mærkede man hendes energi. – Du er jo pensionist. Hele ugen har du fri. Vores uger er som en maraton, vi trænger til at puste ud og lade op. Og vi er snart fremme! Børnene har savnet dig, hele køreturen sagde de: “Hvor er farmor?” Du vil vel ikke lukke døren for dine egne børnebørn? Galina lagde på og satte sig udmattet i entréen. Hjertet snørede sig sammen. For fjerde måned i træk. Præcis klokken syv hver fredag blev hendes toværelses lejlighed forvandlet til et døgnåbent børneværelse. Femårige Artur og treårige Sofie var skønne, hun elskede dem, men sent søndag følte Galina sig som en brugt kartoffelskræller. Nøglen lød i døren – hendes søn havde sit eget sæt. Døren gik op, og børnene stormede ind med jubel. – Farmor! – Arthur væltede ind i hendes ben, Sofie tumlede efter i sin store flyverdragt. Vadim kom med tasker, mens Christina duftede af eksklusive parfumer og salon-friskhed, vinkede blot fra døren. – Der er skiftetøj, nattøj og medicin til Sofie i posen – hun har lidt snue, husk tre gange dagligt. Maden droppede vi – du laver jo altid noget lækkert. Vi smutter, vi har bord på restauranten kl. 20! – Vent lidt, – Galina stillede sig i vejen for elevatoren – Vadim, Christina. Vi skal snakke. Nu. Vadim så flovt ned, mens Christina sukkede og kiggede på sit ur. – Mor, kan vi tage den senere? Vi har travlt. – Ikke senere. De sidste weekender, og før dem også. I afleverer børnene og kommer først igen sent søndag. Jeg er udmattet. Mit blodtryk er dårligt. Jeg vil kunne nyde min weekend i ro eller være sammen med veninder. Christinas ansigt skiftede. Smilet blev koldt, øjnene målende. – Galina, du er farmor. Det er din pligt at hjælpe med børnebørn. Vi har foræret dig familieforøgelsen! Vil du ende som en af de danske pensionister, der aldrig ser deres børnebørn? Herhjemme hjælper man til. – Man hjælper – ikke erstatter forældre, – sagde Galina. – Jeg har selv opdraget mine børn. Uden hjælp fra bedsteforældre. – Ikke det der med “i gamle dage fødte vi i marken”. Tiderne er forandret, Galina! Nu skal man netværke og bygge karriere. Du har tid nok – det er jo dine egne børnebørn! Andre bedsteforældre beder om at få lov at passe, og du vil forhandle. – Jeg vil bare respekteres og have mit eget liv. – Liv til hvad? – Christina blev irriteret. – TV-serier eller sladre med naboen? Det er egoisme – du har familie, så støt os. Ellers, hvad skal man så bruge familie til? Vadim blandede sig: – Christina, ro på. Mor, kan du ikke gøre det én gang til? Vi er så trætte. Lover, næste weekend… – Og næste weekend bliver der det samme, – sagde Galina tørt. – I har vænnet jer til, at jeg altid siger ja. – Vi har vænnet os til, at du er familie, – Christinas stemme var skarp. – Vi MÅ gå nu. Tag dig sammen. Børnene, vær søde! Døren smækkede. Galina stod tilbage og lyttede til skridt på trappen. Arthur trak hende mod køkkenet – ville se tegnefilm og have pandekager, Sofie begyndte at pive, mærkede den voksnes uro. Weekenden gik som i tåge: pandekager, suppe, pudeborg, eventyr, snottør og skænderier. Søndag aften dunkede hovedet, blodtrykket var skyhøjt. Da Vadim og Christina hentede børnene, var de oplagte, friske og snakkesalige. Christina berettede om spa og wellness – hun spurgte ikke engang til Galinas helbred, kyssede luften og forsvandt. Galina så ned på legetøjet og opvasken. Nok var nok. Hun var ikke hushjælp. Hun var menneske. Ugen gik. Lægen anbefalede ro og ingen stress. Galina ringede til en gammel veninde, Vera Nielsen, der boede i Sorø med frugttræer. – Vera, gælder invitationen til æblehøst stadig? – Galina! Selvfølgelig! Antonovkaen er moden, vi bager kage og drikker te på terrassen. Kom fredag, sauna og snak. – Jeg kommer. Fredag pakkede Galina – striktrøje, bog, medicin, lidt til Vera. Nervøs, men fri, som en skolepige der pjækker. Ved firetiden ringede Christina. – Galina, vi afleverer børnene kl. seks i dag – Vadims firmafest, jeg skal til negletekniker. – Christina, jeg kan ikke i dag. Jeg er bortrejst hele weekenden. – Hvad?! Hvorhen? – Christina lød vred og mistroisk. – Sommerhus-sæsonen er slut! – Vennebesøg. Kommer først hjem mandag. – Er du alvorlig? Vi har PLIGTER! Vadim skal til netværk, jeg har haft salon-tid i to uger! Hvor skal børnene være? – Det må I løse – det er jeres børn. – Du kan da ikke svigte os! Det er for groft! – Jeg sagde fra sidste fredag. Du hørte ikke efter. – Åh, så meget for familiepligt! Du er farmor, det er din forpligtelse at hjælpe! Vi beder ikke om penge eller bolig – kun to dage! Er det så svært? – Christina, samtalen er slut. Jeg tager af sted om én time. Vadim har nøglen – kan vande blomster, men jeg er her ikke. Galina slukkede telefonen. Hænderne rystede. Hun havde aldrig før haft så åben konflikt. Hele livet var hun den rare, hjælpsomme – nu var hendes venlighed blevet opfattet som pligt. Hun gik ud – småregn, men luften føltes ny. I regionaltoget til Sorø forsvandt storbyen. Telefonen vibrerede, men hun ignorerede det. Weekenden blev dejlig. Have, te, minder, sauna. Galina sov uden uro. Søndag aften kom hun hjem med vemod – hvad ventede? Skænderi? Lejligheden var stille. En seddel fra Vadim: “Mor, ring når du er hjemme.” Telefonen blev tændt. Snesevis af ubesvarede opkald fra børn og Christina. Messenger fyldt med vrede – og triste – beskeder. Galina ringede til Vadim: – Mor? Er du hjemme? – Vadim lød træt. – Ja, lige kommet. – Vi kigger forbi. Skal snakke. – Uden børn, tak. Det er sent. De kom. Christina stiv som en fjende, Vadim udmattet. Køkkenet. Ingen te. – Fortæl – hvordan gik weekenden? – Forfærdelig! – udbrød Christina. – Vadim miste fest, jeg tabte depositum ved negle, børnene rasende, vi sov ikke! – Velkommen til forældreskabet, – Galina sagde roligt. – Sådan har mine weekender set ud i flere måneder. – Du er farmor! Erfaren! Tålmodig! Moralt PLICHT! Du SKAL hjælpe! – Lyt nu, Christina: Ingen steder står der, at en farmor skal ofre sit helbred og liv på familiens alter. Jeg har opdraget Vadim, givet ham uddannelse og start. Nu er børnebørn jeres ansvar. Jeg elsker dem – men hjælper når jeg kan, ikke når I har behov for fest. – Så du vil ikke have børnebørnene? – Christina kneb øjnene sammen. – Så forvent ikke, at de besøger dig – og en dag får du kun hjælp fra hjemmeplejen, ikke din egen barnebarn! En lavt slag. Vadim greb ind. – Christina, hold nu… – Ja, hun svigtede os. Nu ved hun, hvordan det føles! Galina så på Christina. Ingen smerte – kun medlidenhed for en kvinde der tror verden skyldes hende noget. – Det er et dårligt grundlag at bygge familie på. Fravælger I mig – er det jeres valg. Jeg overlever – har venner, bøger, teater. Men klarer I jer uden mig? Sidste weekend var svær, og hvis det sker igen… skal I selv finde løsning. Vil I have hjælp fra din mor i Aalborg? Christina blev stille – hendes mor havde sagt, at børnebørn ikke var hendes gebet. Vadim supplerede: – Mor, undskyld. Vi blev for vant til din hjælp. Vi troede, du kunne klare det – du sagde jo ikke direkte nej. – Jeg har sagt det, Vadim – for to uger siden. Men I hørte kun det, I ville høre. “Farmor er gratis ressource.” Men ressourcer slipper op. – Hvad gør vi nu? – Christine, surt. – Skema? – Ja, skema. I kommer med børnene max to gange om måneden. Kun én dag – lørdag eller søndag. Ingen overnatning. Har I brug for hele weekend, skal vi aftale det mindst to uger i forvejen. Og siger jeg nej, er det nej. Sygdom – jeres ansvar, jeg kan hjælpe et par timer, men ikke mere. – Kun én dag hver anden uge?! Vi når jo ingenting! – I kan nå det. Har I yderligere brug – hyr barnepige. Mange unge elsker småjobs. – Barnepige er fremmed! – Christina protesterede. – Men du er familie! – Netop – derfor skal I passe på mig. Forhandlingen tog sin tid – skiftende skyld og tårer. Til sidst: To søndage om måneden, fra kl. 10 til 20. Ingen overraskelsesbesøg. Den kolde krig varede en måned. Christina stiv, vekslede børn på trappestenen. Ingen snak, kun logistik. Galina modstod – fik pludselig tid til svømning, udstillinger og endelig lidt søvn. Så en dag, over farver og tegninger, sagde Sofie: – Farmor, mor siger, du ikke elsker os, for vi gør dig træt. Galina stivnede. Nu kom det – indstilling af børnene mod hende. – Sofie, mor har nok misforstået. Jeg elsker jer mere end noget andet. Men selv når man elsker, har man brug for pause. Hvis du løber og løber på legepladsen, bliver benene ikke trætte? – Jo, farmor. – Og så sætter du dig ned på bænken, ikke? – Ja. – Sådan er det også for farmor. Så kan jeg løbe med dig igen. – Du sad bare på bænken, farmor? – Præcis, min skat. Ved afhentning var Christina usædvanligt genert. Hun kom ud i køkkenet mens Vadim hjalp børnene. – Galina… vi prøvede at hyre barnepige sidste weekend. – Hvordan gik det? – Forfærdeligt. Hun var kun på mobilen, Sofie sulten, Arthur fik bule. Vi fyrede hende. – Det er ikke nemt at finde god hjælp. – Nej… Jeg gik lidt for vidt med “pligt og familie” den dag. Vi var blevet for afslappede. Da du sagde nej, ramte det hårdt. At passe to børn var virkelig hårdt. – Det er jeres lod – og lykke. – Jeg forstår. Tak fordi du passer dem de gange du kan. Børnene elsker dig. – Og jeg elsker dem. Christina, jeg er ikke fjenden – jeg ønsker bare respekt. Har jeg brug for hjælp, siger jeg til. Har I – så spørg, men respekter også et nej. – Jeg har forstået, – Christina så for første gang på hende uden fjendtlighed, bare træt til træt kvinde. – Skal vi være venner? – Venner, – Galina smilede. – Gå ud, Vadim er ved at svede med Arthurs støvler. Livet gik ind i et nyt spor. Ikke perfekt – men ærligt. Galina ventede børnebørn, bagte kage, læste eventyr – men nu fordi hun ville, ikke fordi hun skulle. Barnebørnene mærkede glæden, og hun lærte selv at leve – som Galina, ikke kun som mor og farmor. Og det viste sig at være ganske fantastisk. Har denne historie rørt dig, så husk at følge kanalen og give et like. Skriv gerne i kommentarfeltet, hvordan du balancerer forholdet til børn og børnebørn – din erfaring betyder meget for os.