Astrids mirakel
Astrid havde nu boet på børnehjemmet i en måned.
Hun var kommet dertil, fordi hendes mormor, som hun altid havde boet hos, var død. Hun kunne ikke huske sin mor.
Mormor havde engang forklaret, at moren var rejst langt væk og ikke ville komme tilbage. Derfor kaldte Astrid mormor for mor Dorte og prøvede altid at opføre sig voksen, så hun kunne hjælpe til, for mormor sagde tit:
Når du bliver stor, skal vi to drive hus sammen.
Og Astrid gjorde sit bedste for at være stor.
Hun vaskede op og fejede gulvet. Hun var fem år og følte sig allerede meget voksen.
Da mormor pludselig blev syg og ambulancen kom, ankom en fremmed dame og hentede Astrid hen til dette børnehjem.
Nej, Astrid kunne egentlig godt lide det på hjemmet.
Der var mange børn, og pædagogerne var søde. Men Astrid længtes hjem. Hjemme ventede katten Felix og hunden Bella, og der var hendes eget hjem. Der duftede af kager og mormors varme kram. Hun drømte om et mirakel, hvor døren ville åbne, og mormor ville komme ind med et smil og sige:
Nå, min lille hjælper, skal vi tage hjem? Katten Felix savner dig!
Men da pædagogen Pernille forklarede, at mormor nu var i himlen og ikke ville komme tilbage, forstod Astrid, at det mirakel aldrig ville ske.
Alligevel troede Astrid på mirakler.
Mormor havde altid sagt, at mirakler sker, hvis man bare rigtig tror på dem.
Hun kaldte selv alting for mirakler.
Hvis naboen fru Karen kom forbi og gav Astrid en bolle, lidt slik eller en lille bamse, sagde mormor:
Se, Astrid, det er et lille mirakel, når du bare sådan får foræret noget. Det kaldes menneskelig venlighed.
Og det glemte Astrid aldrig.
Når pædagogen Pernille fandt en karamel frem fra lommen og gav den til Astrid, smilede hun lykkeligt, gav Pernille et kys på kinden og sagde:
Tak, Pernille, for miraklet.
Pernille smilede også og kyssede Astrid i håret:
Du er mit eget lille mirakel!
Der gik et halvt år.
Nytårsfejringen stod for døren.
Astrid klippede snefnug og pyntede juletræ med de andre børn. Alle var glade og fulde af forventning.
En dag, mens de gjorde klar, trak Pernille hende til side og hviskede:
Snart er det nytår, og det siges, at der sker mirakler til nytår. Skriv det, du ønsker dig allermest, på et stykke papir og læg det under din pude så går det i opfyldelse!
Astrid skrev på et gammelt postkort, hun havde taget med fra mormor sammen med et par legeting: Jeg vil hjem. Hun havde ikke andet ønske.
Alt var godt på børnehjemmet, men det var ikke hendes værelse med mormors hjemmestrikkede tæppe, ikke køkkenovnen hvor mormor bagte, ikke hendes hjem. Og Astrid havde så hårdt brug for et hjem!
Hun foldede kortet sammen og stak det i lommen på sin bamse, som naboen fru Karen havde givet hende.
Det vigtigste, sagde mormor altid, er at ønske sig det rigtigt meget og tro på det.
Astrid troede.
Men miraklet lod vente på sig, og Astrid undrede sig, for hun troede jo så stærkt.
Men så, en aprildag, skete det.
Det var forår og solen skinnede.
Som så ofte sad Astrid i vindueskarmen og kiggede ud, mens viceværten oldefar Erik fejede stierne.
Pludselig kom Pernille ind, lidt forpustet:
Astrid, kom, forstanderen vil gerne tale med dig.
Astrid hoppede ned og gik hen til Pernille.
Har jeg gjort noget forkert? spurgte hun.
Nej, lille solstråle, for søren! Kom, der er nogen, der er kommet for at hente dig! Pernille rettede på Astrids fletninger.
Astrids hjerte sprang et slag over:
Hvem?
Kom, så ser vi, sagde Pernille og tog hende i hånden.
Inde på forstander Ingeborgs kontor fik Astrid straks øje på fru Karen.
Fru Karen! råbte hun og løb lige i armene på hende.
Astrid, min søde pige! sagde fru Karen og holdt hende tæt.
Fru Karen, skal vi hjem? spurgte Astrid med store øjne.
Ja, det skal vi! Selvfølgelig skal vi det! sagde fru Karen og tørrede tårerne væk.
Hun satte sig i sofaen ved siden af Astrid og lagde armen omkring hende.
Astrid, sagde hun blidt, nu skal vi bo sammen. Far Ole venter også på dig, og du bliver vores datter. Vil du det? spurgte hun og så afventende på Astrid.
Astrid kastede sig ind til fru Karen og gemte sig i hendes frakke.
Selvfølgelig ville hun det! Hun havde altid holdt af Karen og Ole, for de var altid gode ved hende og mormor. Astrid havde egentlig altid tænkt på dem som familie.
Dagen efter rejste Astrid hjem med fru Karen.
De stod foran børnehjemmet og ventede på en taxa.
Alle børnene og de voksne var kommet for at sige farvel.
Pernille stod og tørrede øjnene, mens hun smilede.
Astrid sagde noget til fru Karen og løb, med bamsen i hånden, over til Pernille.
Tak, Pernille, fordi du gav mig ideen til nytårsønsket! sagde hun, og rakte den gamle sammenfoldede postkort frem.
Pernille foldede det ud og så med store bogstaver: JEG VIL HJEM.
Pernille trak Astrid ind til sig og kyssede hende i håret.
Kan du se, jeg sagde det jo: Mirakler sker, hvis man tror på dem!
P.S. Husk at skabe mirakler for andre og tro på dem!
