Boomerang
Hvad sagde du til min kæreste?! råbte Natja i røret, så højt at Line måtte holde telefonen væk fra øret. Stemmen lød som om den kom inde fra en regntønde, og alt i lejligheden sitrede.
Mig? Ingenting, svarede Line roligt, mens en drøm-sne faldt lydløst ned gennem køkkenet.
Lad nu være med at lyve!
Et rasende strøm af bebrejdelser væltede ud, dryppede ned på gulvet og blev til små sølndråber. Line betragtede sin mobil, der pludselig lignede en lille fisk, og lagde så på med et snuptag. Natja ringede straks igen, men Line lod telefonen spille vals på hylden. Hvem vil høre på skældsord, selv i drømme?
Hvem var det? spurgte Anders, hendes bror, med en stemme som vinden over Limfjorden.
Natja. Det virker som om der er sket et eller andet med Mikkel. Måske de har skændtes… og nu blander hun mig ind i det.
Line gik hen til vinduet, hvor den grå Århus-morgen bølgede udenfor.
Anders, hvad har jeg dog kunnet sige til Mikkel? Jeg har ikke set ham siden hans fødselsdag og selv der talte vi knap sammen.
Anders trak på skuldrene.
Aner det virkelig ikke. Hun virker… mærkelig.
Moren svømmede ind i køkkenet, med tekrus dinglende fra håndleddene. Køkkenlamperne begyndte at snurre som gyldne vimpler.
Nå, mine børn, har I spist? Hvilke eventyr venter I med i dag? spurgte hun.
Alt som det plejer, sagde Line. Musikskolen og så lektiehjælp til optagelsesprøven.
Det samme her, brød Anders ind. Måske svinger jeg forbi Mikkel også, han så på Line og blinkede; i drømmen blev blinket til et lille, blåt lys.
Hvor er I blevet store. Jeg synes det var i går, jeg bar jer hjem fra barselshotellet, mor sukkede, hendes hænder fyldt med lette skyer. Nu er I på vej ud af skolen, på vej til universitetet…
Til gengæld har du fået mere fritid, grinede Anders, med stemme af glasskår. Du slipper for at hale os til alle de der fritidsaktiviteter.
Mor rystede på hovedet, og de blå tekopper klirrede blidt.
Mon ikke snart der kommer børnebørn, så bliver min tid hurtigt opfyldt igen.
……………………………
Hele dagen drev Line rundt i sit skumringsrum, plaget af spørgsmålet: Hvad kunne jeg dog have sagt til Mikkel, og hvornår?
Svarene begyndte langsomt at drysse ned, da Anders tro mod sit løfte kom tilbage fra sin ven.
Hele balladen skyldes faktisk en besked, du sendte mig i går, sagde han, mens lyset i loftet dansede.
Hvilken besked? Line så forvirret på ham.
Du skrev jo, at I sad på den der café, og at Natja gik hjem og du også var på vej ud.
Ja… og?
Vi hang jo sammen hele aftenen. Jeg sagde til Mikkel at jeres hygge var slut og han fór afsted for at sige godnat til sin Natja ved hendes dør… Måske ville han kysse hende. Det plejede at være så romantisk.
Og?
Så kom hun først hjem to timer senere. Påstod hun bare havde gået en tur.
Line så tænksomt på Anders. Mens han talte, begyndte små, lyserøde paraplyer at vokse op af bordet.
Det hele giver mening nu…
Hun var måske sammen med en anden fyr? mumlede Anders.
Ja, det tror jeg, sagde Line.
Udadtil ligner det kærlighed, ikke? Men du har ikke gjort noget galt. Tværtimod det er godt, du fortæller mig hvor du er. Fortsæt endelig med det.
Selvfølgelig har jeg ikke gjort noget galt. Hun kunne selv have fortalt om sine planer, sagde Line. Det var jo hendes valg.
……………………
Natja blev vred på Line bagefter. Hun troede sikkert Line havde gjort det med vilje, selvom Line kun havde fortalt sin bror hvor hun var, så han kunne hente hende så hun ikke gik alene gennem mørket.
Line prøvede et par gange at genoptage kontakten, men drømmen ville ikke give slip på sin tavshed. Natja havde faktisk været med en anden, og Mikkel var gået sin vej, efter eget privat detektivarbejde.
Pyt, hvis hun ikke vil tale, så lad være, tænkte Line og så nattehavet rulle over hendes værelse.
Skitse af fremtiden foldede sig ud som valmueblade: Line besluttede ikke at søge ind i samme by som Natja, men at vælge en storby længere væk måske København og at forfølge den uddannelse hun altid havde drømt om, og ikke den kompromis-uddannelse, de havde valgt sammen.
Og hun kom ind.
……………………………
Lille Line, er du sikker? mors stemme var en sagte sirene fra et andet sted. Du skal bo alene, endda på kollegium. Line… er det virkelig det du vil?
Mor, det bliver fint, Line forsøgte at berolige hende.
Selvfølgelig bliver det fint. Se hvilken sej datter vi har fået: hun har selv valgt uddannelse, selv søgt ind. Godt gået! sagde faren og klappede hende på skulderen; en regnbue fossede ned ad hans arm.
Men Line har altid haft Anders tæt på, sukkede moren. Det føltes trygt.
Line skal også have sit eget liv, mindede faren om. Anders kan ikke altid være der.
Jeg forstår godt… Forresten, kan du huske tante Marie? moren begyndte at svæve. Hendes datter er næsten på din alder. Familien er netop flyttet til København, hvor du skal bo. Skal jeg skrive til hende, måske kan du bo hos dem et par dage… eller i det mindste kigge forbi.
Nej, mor, det behøver du ikke, sagde Line og rystede på hovedet, så det føltes som om ærteblomster faldt ud fra hendes hår. Det vil bare være underligt for os alle.
Måske du vil overveje en lejlighed vi hjælper med at betale? prøvede mor igen.
Det går ikke, Line sukkede. Jeg ved, det er dyrt. Mange klarer sig på kollegie. Jeg skal nok klare den.
……………………….
Søren stod ved vinduet i universitetskælderen og så på de nye studerende, der skyndte sig faldende og svævende hen over pladsen.
Nå, hvad siger du til førsteårspigerne i år? spurgte hans kollega, Alex.
Masser, som altid, nikkede Alex, mens hans øjne blev til krusninger i luften.
Du har vel allerede prøvet lykken hos de smukkeste? flinede Søren. Kom så, Alex!
Muligvis, smilte Alex og sendte en papirbåd afsted med blikket. Du skulle komme på arbejde noget oftere.
Jaloux? gabte Søren, hans skygge forlænget som en sti. Jeg er her jo kun for sjov! Nå, hvem sagde nej til dig i år?
Dem som allerede har kærester, eller som ikke kan lide mig.
Interessant. Måske jeg skulle tage et forsøg? Kan du vise mig hvem du ikke havde held hos?
Alex lo:
Søren, du er ikke til at stoppe. Vil du virkelig bare bevise at du kan tage dem, jeg ikke kan? Hvorfor?
Fordi jeg vil det giver dem lidt livserfaring! Næste gang sætter de mere pris på det de har. Især dem med kærester… og dem der afviste dig… jeg vil vinde over dig!
Vi ses til frokost, sagde Alex og svævede væk.
…………………..
Til frokost balancerede de på bakker gennem kantinen og satte sig ved bordet.
Lad mig nu høre, sagde Søren, mens Alex begyndte at remse piger op, han kendte.
Kantinedøren gled åben som i slowmotion; en pige nærmest svævede ind gennem rummet. Hun lignede regnbuelys på en grå dag.
Hvem er det? spurgte Søren, og luften blev stille.
Det er… det er Line, mumlede Alex.
Tonefaldet var anderledes end sædvanligt, og Søren kiggede nærmere på sin ven.
Er du vild med hende? spurgte Søren, men ventede ikke på svar. Har hun gengældt det?
Ja, jeg kan godt lide hende. Men hun vil ikke have mig. Hun går op i sine studier… det er ikke mig, det handler om.
Hun har fokus på lektier, altså. Ved du hvor hun bor?
På kollegiet.
På kollegiet? Og hun sagde stadig nej? Tror du ikke hun ved, du har råd til at hjælpe, måske fikse et par eksamener for hende?
Hun er ligeglad med penge. Eksamen? Nej, hun læser selv. Punktum.
Søren sagde ikke mere. Han så bare på Line, som Alex kaldte hemmelighedsfuld.
Skal vi lave et væddemål? Hun bliver min, sagde Søren til sidst.
Nej! Alex skar det over. Lad nu være. Rør hende ikke.
Som du vil, sagde Søren med et drømmesmil, men i virkeligheden havde han allerede besluttet at prøve.
……………………
Line gik hjem mod kollegiet. To af hendes værelseskammerater dukkede op som små lanterner i tågen. Alt var egentlig som det plejede hun delte værelse, lavede mad, brugte fælles bad. Det var til at leve med; hun skulle bare klare sig godt nok til at få ekstra SU og måske finde et studiejob.
Hej, søde!
En ukendt fyr, uglet og med jakken skævt på, greb hendes arm.
Kom med mig!
Line blev forvirret. Han trak og trak, og selvom hun prøvede at gøre modstand, kunne hun ikke slippe væk.
Slip mig! sagde hun lavt, som i en drøm, hvor stemmen er bare et hvisken mellem bladene.
Fyren lo bare, der faldt blege blomster ud af hans lommer, mens han fortsatte.
Undskyld, har du det okay? spurgte en anden, fremmed stemme.
Line så en anden fyr træde ind foran dem.
Nej! Jeg kender ham ikke!
Hun er min kone! råbte fyren.
Kan du bevise det? spurgte den anden.
Grebet slap. Line rev sig fri og løb, let som en sky, mod sit kollegium.
Hvorfor har jeg aldrig taget peberspray med, som Anders altid siger? tænkte hun.
Spray hjælper ikke hørte hun en stemme ved siden af, og så, at hendes redder løb med.
Line stoppede.
Det går. Han smilede. Må jeg følge dig?
Ja… Det må du gerne.
Giver du en kop te?
Selvfølgelig.
Så lad os gå på caféen her ved hjørnet. Den er hyggelig.
Line nikkede overgivent.
Forresten, jeg hedder Søren.
Line.
Hyggeligt at møde dig.
…………………..
Tiden skred som sneglene i Tivoli. Line og Søren blev kærester ikke bare på papslottet, men helt virkelig, eller sådan føltes det i drømmen. Line drømte allerede om en sommer med hans familie, måske frieri, måske brudevalsen under stjerner, men så…
Øv, lugten af boghvede! Line blev næsten slået omkuld, bare hun trådte ind på værelset. Underligt, jeg har aldrig lagt mærke til det før, tænkte hun.
Så må du vist tage en graviditetstest, sagde hendes værelseskammerat.
Hvad har det med det at gøre? spurgte Line.
Kan du ikke tåle lugte længere, er enten kroppen eller hovedet mærkelig. Det letteste er at teste for det første.
Line gik mut og tænkte ikke videre over det, men da boghvedelugten voksede til et bjerg, satte hun sig for at gøre noget.
………………
Line sad med Søren på en bænk, hvor undergrunden rislede under dem.
Det blev lidt før planlagt, men… sagde hun. I virkeligheden føltes det som om hun forsøgte at overtale Søren til at glæde sig.
Hold da op! Hvor langt henne? spurgte Søren og tegnede usynlige tal i luften.
11 uger, svarede Line og kiggede ned. Hun havde været optaget af bøger og kærlighed og overset alt i kroppen vidste først noget, da hun var langt henne.
Fint! Hvad siger lægen?
At alt er okay…
Super. Jeg er væk i to uger på kursus, så flytter du hjem til mig bagefter. Aftale?
Aftale! Line mærkede lykken knitre som om hele Verden var en stor solbærbusk.
De to uger gik som om nogen slukkede for farverne. Søren ringede og sagde: “Jeg har ombestemt mig. Barnet er nok ikke mit. Du er fri.”
Line ledte efter ham men lejekontrakten på lejligheden var et luftkastel, han var flyttet, og hans nummer var væk som dug.
…………………..
Hvad vil du så gøre? spurgte Line hendes værelseskammerat udenfor auditoriet på universitetet.
Ved ikke Måske tager jeg orlov. Der er ikke andre muligheder. Går i dag op til studiekontoret og spørger, Line trak på skuldrene.
Det er jo ikke den eneste vej bemærkede veninden og så på hende med grønt blik.
Nej, Line rystede svagt på hovedet. For sent under alle omstændigheder. Og jeg kunne alligevel ikke gøre det, du antyder.
Klokken ringede; døren gled op, og folk begyndte at forsvinde ind.
Hej! kom en fyr hen. Han havde været ivrig bejler den første uge på studiet.
Hej! Line forsøgte at genkalde hans navn. Alex. Jo, Alex.
Hvordan går det?
Okay.
Okay? Du venter barn og er blevet forladt det kalder du okay? Alex smilte, men smilet var lavet af salt.
Hvor ved du det fra?
Jeg kender Søren.
Selvfølgelig, og navnene faldt endelig rigtigt på plads i hovedet.
Ved du hvad? Jeg er faktisk glad for at du står her nu. Så kan du fortryde, at du spillede hellig studiepige, mens det kun tog Søren et enkelt riddertrick at score dig. Fedt, at du nu kan kigge på barnet hver dag og huske på din fejltagelse. Hahaha! Alex lo. Det var også mig, der fik Søren til at lægge mærke til dig.
Vent Så du hævnede dig sådan? Skal du til at hævne på alle piger, som siger nej? Du er syg!
Line løb, men Alex greb hendes arm i drømmetågen.
Vent! For resten: Søren er blevet gift, lo Alex. Med en naiv, forelsket pige, ligesom dig.
Gift? Line så vantro på ham.
Se her, Alex stak sin mobil op under næsen på Line. På skærmen var bryllupsbilleder. Jo, det var Søren med et fremmed ansigt ved sin side.
Alex lo stadig, og Line mærkede knusthed rulle gennem kroppen. Hun fortrød hun havde ændret studieby og planer.
Hendes forældre har penge. Han malker dem, og så dropper han hende bagefter.
Line tog sig sammen og sagde:
Det er din og Sørens boomerang. Alt kommer tilbage.
Ja, ja. Drøm bare!
Line vendte drømmen ryggen og gik ud længere væk.
…………………..
Line blev på sit kollegieværelse, hun havde ikke lyst til at gå til timer.
Sådan kan du ikke blive ved, sagde hendes rumkammerater. Du må jo videre.
Line nikkede.
Ja, men… hvordan skal man stole på folk igen?
Du skal spise rigtigt, passe studiet, baby på vej og et år, der skal afsluttes. Vi tror på dig!
Line vidste de havde ret, men orken var væk.
Jeg orker ikke mere, sagde hun lavt.
De kiggede bekymret på hende.
Du sagde Søren var gift. Måske bør du tale med hans nye kone fortæl hende om barnet?
Line sukkede.
Hun elsker ham. Hvad nytter det? Jeg får ikke noget ud af det.
Jaja, men kommer du til undervisning?
Nej. Lad mig være.
De gik. Line greb sin telefon og søgte diskret efter Sørens nye kone, men lagde mobilen væk igen og begyndte at pakke til uni.
………………….
Hvordan hun klarede eksamenerne, var et mysterium for hende selv.
Du har lavet kaos, lillesøster, sagde Anders, da hun bad ham hjælpe med flyttelæsset hjem til forældrene. Og du sagde aldrig noget Gad vide hvordan mor og far vil reagere.
Jeg er også nervøs, sagde Line, mens hendes nerver spillede mandagssange. Men sådan går livet uanset.
Seriøst? Hvilke plusser er der? spurgte Anders og puffede til hende.
Se: Jeg er 19 og har et barn. Så når jeg får job, er jeg færdig med at føde. Barnet vokser sig stærkere, bliver mindre syg, og jeg skal arbejde hårdt, så vi klarer den sammen. Og mænd i mit liv vil blive testet! Hvis de bliver, er det for min skyld.
Anders grinede, som havet i tidlig april.
Det er godt, du ikke mister optimismen. Selvfølgelig vil jeg altid støtte dig, Line.
…………………….
Hjemme ventede en overraskelse deres kusine Marie og hendes mand var på besøg.
Se, vores datter er lige blevet gift, sagde tante Marie og rakte Line et foto. Line kiggede hurtigt, ville give videre, men standsede. På billedet var Søren, smilende, blandt bryllupsblomster og små flyvende ure.
Utroligt, tænkte Line, Søren har giftet sig med min kusine måske ikke tæt familie, men stadig.
Jeg tror ikke, det varer længe, sagde Maries mand, mens billederne dryssede forbi. Han giftede sig ikke af kærlighed, men for pengene; det får han ikke.
Line smilede. Hun vidste ikke om eller hvordan hun ville bruge den viden, men én ting var sikker: boomerangen vender altid tilbage, før eller siden, til dem, der fortjener det.
